Trods den store folkevandring fra land til by, der tog fart i 1870'erne, var landbefolkningen stadig den talrigeste. Samtidig med at de politiske bevægelser blev organiseret af Folketingets partier i København, hvor arbejderbevægelsen voksede i takt med indvandringen, forsøgte venstreoppositionen at inddrage landbefolkningen i det nye demokratiske liv. Dens grundstamme var grundtvigianerne, der i mindre grad end den stærke indremissionske vækkelse satte skel mellem det religiøse og det politiske liv. Grundtvigs tanker om frihed for præster og lægfolk inden for kirken var sikret med Grundlovens paragraffer om trosfrihed, der udmøntedes i loven om sognebåndsløsning i 1855, valgmenigheder i 1868 og frimenigheder i 1883. Hans ideer om folkelig vækkelse blev virkeliggjort med oprettelsen af høj-, fri- og efterskoler, skytte- og gymnastikforeninger, seminarier og forsamlingshuse.

Bevægelsen fik stor fremgang og blev efterhånden opdelt i flere lag. Det øverste lag bestod af præsterne, som var enige i Grundtvigs kirkesyn, og desuden konservative embedsmænd. De fik tilslutning af de velstillede gårdejere, som ønskede at få del i den dannelse, der gav adgang til borgerlig anseelse og politisk indflydelse. Det midterste lag bestod af lærerne i de grundtvigske skoler, som var optaget dels af Grundtvigs anti-elitære pædagogik, hvor lærerens opgave består i at besvare de spørgsmål, som eleverne rejser, dels af den folkelige vækkelse, som var svaret på nederlaget i 1864. Det var bevægelsens 'intelligens', der var drevet af idealisme, og som fik tilslutning fra venstreorienterede præster, akademikere og officerer. Det nederste lag var bønder, husmænd og landarbejdere, som håbede på, at de grundtvigianske politiske ideer om folkelighed og frihed kunne skaffe dem bedre materielle kår. De forskellige tendenser diskuteredes livligt, dels i det officielle Højskolebladet, dels i ugebladet Tidens Strøm, som højskoleforstander Morten Pontoppidan, en bror til Henrik, oprettede i 1884 sammen med F. Falkenstjerne, og som blev organ for de grundtvigianske intellektuelle.

Det grundtvigianske billede af folket var præget af erfaringerne fra krigene mod Tyskland. Grundpillerne var fædrelandet med dets historie, sprog og kultur og familien. Bjørnstjerne Bjørnson blev frosset ud, da han ved mindefesten for Grundtvig i 1872 opfordrede til at forandre signaler over for Tyskland og tilslutte sig „pangermanismen“ – en tysk national bevægelse, der ønskede at skabe et fællesskab mellem alle germansk-nordiske folk. Endnu større rystelser skabte brandesianismen og sædelighedsfejden. Som modtræk til den ateistiske realisme og naturalisme skrev forstanderen for Askov Højskole Ludvig Schrøder nogle biografier over grundtvigianske ledere og en bog om Adam Oehlenschläger og den romantiske Skole (1888). Under debatten om finansloven for 1881-82 stillede venstremanden Kristian Rasmussen Stenbæk forslag om at støtte skolelærerforfatterne, fordi deres „jævne Skildringer ere sande og sunde, og enhver Fader og Moder kunne dristig give sine Børn disse Fortællinger at læse, og det tør vi ingenlunde sige om alle Forfattere“. Skolelærerforfatterne skildrede en genkendelig virkelighed på en optimistisk og harmonisk måde, der var velegnet til at oplyse og vejlede jævne folk på landet og i byerne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Litterære livsmanualer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig