Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folkelig naturalisme - Sophus Schandorph

Oprindelig forfatter LB-J

Som teologistuderende knyttede Sophus Schandorph (1836-1901) sig til kredsen omkring litteraturhistorikeren Kristian Arentzen (1823-99), der udgav nogle digtsamlinger og dramaer i 1850'erne, var lærer på Metropolitanskolen i 1860'erne og siden skrev det stofrige ottebindsværk Baggesen og Oehlenschläger (1870-78) om dansk digtnings historie i 1800-tal-lets første fjerdedel. Arentzen var en oppositionel natur, der gjorde sig lystig over den herskende akademiske opfattelse af religion, politik og litteratur uden i øvrigt at pege på alternativer. I hans hjem samledes de unge kritikere af senromantikkens nationalliberalisme og „'fronderede' privatim“, som Schandorph senere noterede i Oplevelser 1-2 (1889-98). Til kredsen hørte også Holger Drachmann, Viggo Hørup, Harald Høffding og H.V. Kaalund.

Schandorph blev teologisk kandidat i 1862, men Kierkegaards kritik af kirken og D.F. Strauß' og Ernest Renans forklaring af religionen som en myte fratog ham lysten til at blive præst. I stedet studerede han fransk og italiensk litteratur og levede som sproglærer. I 1874 blev han doktor på en afhandling om de italienske 1700-talsdramatikere Goldoni og Gozzi, som hver på sin måde havde forsøgt at udvikle den gamle commedia dell'arte-tradition. Han udgav fire digtsamlinger med både erotiske og naturlyriske digte i Aarestrups og Christian Winthers stil og studentikose satirer i Hostrups ånd.

 Erik Henningsens tegning Et Møde i Foreningen Bogstaveligheden (1910) viser flere af det moderne gennembruds litterære og kunstneriske hovedpersoner. Stående fra venstre xylograf F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, maleren Hans Nikolaj Hansen, redaktør Martinus Galschiøt, maleren Lauritz Tuxen, filosoffen Harald Høffding og Michael Ancher. Siddende fra venstre Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edv. Brandes, malerne Viggo Johansen og August Jerndorff, pædagogen Herman Trier, den læsende J.P Jacobsen, P.S. Krøyer, kunsthistorikeren Karl Madsen, museumsdirektør Pietro Krohn og maleren Kristian Zahrtmann. Foreningen „Bogstaveligheden“ blev stiftet i 1880 for at give kredsen af meningsfæller lejlighed til at diskutere hinandens arbejde. Tegningen viser Jacobsen læse den endnu utrykte novelle „Pesten i Bergamo“ den 1. marts 1882.

Erik Henningsens tegning Et Møde i Foreningen Bogstaveligheden (1910) viser flere af det moderne gennembruds litterære og kunstneriske hovedpersoner. Stående fra venstre xylograf F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, maleren Hans Nikolaj Hansen, redaktør Martinus Galschiøt, maleren Lauritz Tuxen, filosoffen Harald Høffding og Michael Ancher. Siddende fra venstre Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edv. Brandes, malerne Viggo Johansen og August Jerndorff, pædagogen Herman Trier, den læsende J.P Jacobsen, P.S. Krøyer, kunsthistorikeren Karl Madsen, museumsdirektør Pietro Krohn og maleren Kristian Zahrtmann. Foreningen „Bogstaveligheden“ blev stiftet i 1880 for at give kredsen af meningsfæller lejlighed til at diskutere hinandens arbejde. Tegningen viser Jacobsen læse den endnu utrykte novelle „Pesten i Bergamo“ den 1. marts 1882.

Samtidig fulgte han med i de nye strømninger, som udgik fra Brandes' forelæsninger. Han deltog sammen med Arentzen og flere andre fra deres kreds i „Litteratursamfundets“ stiftende møde og skrev anonymt i det progressive Lolland-Falsters Stiftstidende. Han nyoversatte i 1871 Prosper Mérimées Fra Bartholomæusnattens Tid (1829), der udkom med forord af Georg Brandes, og oversatte Hippolyte Taines Rejse til Pyrenæerne (1875, da. 1876). Balzac var hans foretrukne forfatter, men han anså det for umuligt at skrive tilsvarende realistiske romaner om det danske samfund. Først Brandes' opfordring: „Se Jer om, digt om, hvad I har set, erfaret, levet!“ satte ham på sporet. „Min Vej var mig nu anvist, det var den realistiske Digtnings, det national-lokale Sædemaleris, med mine egne Oplevelser som Underlag“, skrev han i Oplevelser.

Annonce

Det første resultat blev novellesamlingen Fra Provinsen (1876), hvis fem fortællinger udspiller sig i købstadsmiljøer og udstiller det gamle standssamfunds over- og underklasse, godsejerne, præsterne og bønderne. I „En Enkestand“ bliver Cecilie ved sin faders død gift med en ældre skovrider, der har ondt af den forladte unge pige. Efter få år sidder hun som en velstillet enke, der kan vælge mellem den forførende præsts romantiske og erotisk farvede åndelighed og den praktiske godsforvalters kærligheds- og arbejdsfællesskab.

Cecilie er stadig en ung pige, der længes efter den poetiske kærlighed, hun kender fra romantisk poesi. Hun tiltrækkes først af præstens ord om, at troen undfanges i „det jomfruelig modtagelige, Moderskødet i vort Indre“, hvor nåden får „vor Aands Messiasfoster“ til at vokse, og hun drømmer om at sidde som Maria ved Herrens fødder. Naturen er imidlertid hendes egentlige kirke. Når hun i juledagene ser ud i haven, hvor „Sneen glitrede og glimtede i det rige Stjerneskær“, forekommer det hende, at der rejser sig „en mægtig Kirke, som om Træstammerne forlængede sig op mod den dunkle Hvælving til mægtige, slanke Piller, hvide som vare de af det fineste Marmor, strækkende Grene ud som Hvælvingsribber“. Da forvalteren kører hende i kane gennem den snedækkede by over den tilfrosne sø, slutter hun sig til hans naturalistiske syn på religion og æstetik og hans tilbud om hellere at vælge Martas rolle: „Saadan en Tur er nu min Kirkegang (…) er det kanske ikke saadant noget som dette (…) de kalder for Poesi, Lyrik og saadant Noget?“ Fremover skal hendes tro give sig udtryk i husmoderligt opsyn med gårdens store mejeribrug og omsorg for udsatte børn.

Novellen kritiserer religionen for at være tom retorik, der henter sin forførende kraft i fortrængt erotik. Overklassen latterliggøres for at leve på sine tomme titler og arvede ejendomme uden at have bevaret evnen til politisk og økonomisk ledelse. Underklassen skildres som harmløse typer i stil med de holbergske figurer, der ofte henvises til. Håbet knytter sig til den nye tids veluddannede og realitetsorienterede mænd og til kvinderne, der frigjorte fra det passive liv i overklassens intimsfære eller undertrykkelsen som tyende kan udvikle sig til livsduelige husmødre. Stilen er farverig, fuld af grove virkemidler, ofte krast realistisk, som når en gammel, kroget og forslidt bondekones hænder sammenlignes med „Gulerødder, der lige ere trukne op af Jorden“. Fortælleren er alvidende og indskyder gerne ræsonnerende kommentarer, et træk, Schandorph nedtonede i de næste bøger, som blev mere præget af impressionismens sceniske opbygning.

 Schandorphs realisme omfattede også tjenestepigers vilkår i et par romaner fra 1880'erne. Fotografiet viser to tjenestepiger i en privat husholdning på Gammel Kongevej på Frederiksberg o. 1900. I 1895 havde knap 14% af hovedstadens familier en eller flere tjenestepiger i huset, 2,5% havde flere end to.

Schandorphs realisme omfattede også tjenestepigers vilkår i et par romaner fra 1880'erne. Fotografiet viser to tjenestepiger i en privat husholdning på Gammel Kongevej på Frederiksberg o. 1900. I 1895 havde knap 14% af hovedstadens familier en eller flere tjenestepiger i huset, 2,5% havde flere end to.

I Schandorphs første roman, Uden Midtpunkt (1878), der var inspireret af Turgenjevs Rudin (1856, da. 1872), rammer satiren Albrecht, der optaget af æstetiske interesser og begejstring for „Ideen“ havde været et midtpunkt for det muntre studenterliv før 1864, men som uden energi til at skaffe sig embede eller familie nu lever i 32-årsalderen på et lejet værelse som en dårlig behandlet og betalt timelærer. En studenterkammerat, der er præst i provinsen, skaffer ham ansættelse som huslærer for den stedlige greves søn, og her kan han igen brillere med sine studentikose færdigheder. Uden skånsel sætter han vennen til vægs i teologiske diskussioner, fascinerer grevinden med sine frimodige synspunkter og fortryller hendes unge datter Alvilda med sine sjælfulde digte og følsomme sang. Selv grevens tyranniske fætter, der af politiske grunde har fået titel af general, men kun har den frygtsomme husherre at kommandere med, kan han holde stangen med sine filosofiske sofismer og sit håndelag ved billardbordet. Den eneste, han ikke kan imponere, er kusken, der er lige så optaget af at hævde aristokratiets position som grevefamilien selv, og belærer den unge stamherre om, at han ikke skal krybe i skjul for sin nye huslærer: „Næsen i Vejret, Grev Vilhelm, storsnudet! Saadan skal det være! Ellers faar saagu' Rakket Overmagten“.

Albrecht overbeviser Alvilda om, at hun skal droppe religionen og i stedet tro på sin egen personlighed, „som den er fremgaaet af Naturens Skjød“ og kan udvikles ved „ædle Tanker og skjønne Indtryk“. Han opruller det moderne program for „den enkelte Individualitets Ret“ og fremhæver, at det især vil gavne kvinderne, fordi moralen og religionen tvinger kvinderne til „at gaa aandelig besløret“ og bandlyser alle udbrud af personlig lidenskab og protest som ukvindeligt. Han inspirerer Alvilda til at udkaste en flugtplan, men da det kommer til stykket, møder han ikke frem til aftalt tid. I stedet kommer hendes fætter, den verdenserfarne ingeniør, der er Schandorphs rigtige helt.

Albrecht er 'uden midtpunkt', fordi han har forkastet religionen uden at have fundet et nyt ståsted. „I Fantasi og i Tanke var han dristig, kaad og hensynsløs; men hans Liv havde altid været henlevet i literære Minder og Indtryk (…) Han havde aldrig kjendt til, enten videnskabelig eller praktisk at have en Opgave“. Han er billedet på den oprørske student, som Schandorph kendte fra sig selv og vennerne i skoletiden på Sorø Akademi og studentertiden i Arentzens kreds. „En Existens, gyngende som Mosebund“ kaldes han nu.

Den dygtige fætter forpagter en herregård og opretter en højskole, der i modsætning til de grundtvigske især skal undervise i praktiske fag og naturvidenskab og gøre eleverne til gode demokrater. Præsten erkender, at han hænger mere ved den kødelige end den åndelige side af livet. Han opgiver kirken, gifter sig med en bondepige og bliver leder af højskolen. Albrecht bliver lærer på skolen og er aldeles helbredt for sin hang til lyrik. Alvildas emancipation sluttede, da fætteren traf hende efter Albrechts svigt: „Det var godt, at jeg fandt en Stærkere end jeg selv. Det var det, jeg trængte til“, hvisker hun til ham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Folkelig naturalisme - Sophus Schandorph i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 11. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477053