Edvard Brandes med døtrene Vanda (t.v.) og Hedna; fotografi fra 1884. Edv. Brandes giftede sig i 1873 med den stenrige 16-årige Harriet Salomon og fik dermed løst sine økonomiske problemer. Til gengæld måtte han bruge megen tid på hendes „Opdragelse“, som han skrev til sin bror Georg. Da denne samme år sukkede efter at blive gift med sin tyske oversætters hustru, Henriette Strodtmann, som han havde forelsket sig i, advarede Edvard ham med sine to måneders erfaring mod ægteskabet: „Det er en umulig Form, Menneskene har opfundet for deres Samliv og Propagation, som for dannede Mennesker er ligesaa urimelig som Religion, Krig og andre Fantasterier.“ Efter at have født de to døtre, tog Harriet i 1879 sit eget liv.

.

I 1900 deltog Edv. Brandes i den formentlig sidste duel, der er udkæmpet i Danmark. Skuespilleren Robert Schyberg afstraffede ham på åben gade for en spydig bemærkning i en anmeldelse, hvorefter Brandes udfordrede ham til duel. Duellen foregik i Ermelunden, men Alfred Schmidt har på sin tegning i Blæksprutten anbragt kombattanterne foran det maleriske Eremitageslot. Til venstre står Peter Nansen og Erik Skram, der sekunderede Edv. Brandes, og til højre Schyberg sekunderet af skuespillerkollegerne Karl Mantzius og Poul Nielsen. Det lykkedes dem ikke at ramme hinanden, men de kom begge 14 dage i fængsel.

.

Edv. Brandes skrev en stor anmeldelse af Germanernes Lærling i Morgenbladet. Han kunne ikke tilbageholde sin utilfredshed med, at helten foretrækker den fladbrystede tyske frøken for den frodige danske bondepige, og beklagede, at Gjellerup ikke var kommet nærmere ind på heltens kønsliv, men ellers roste han efter bedste evne realismen og satiren. Gjellerup hørte endnu til kredsen, han var en af vennerne. Det var altid afgørende for Edv. Brandes' mening om et kunstværk.

Edvard Brandes (1847-1931) udgav 20 skuespil og tre romaner, som for manges vedkommende satte problemer under debat, men han var for utålmodig til at blive i litteraturens verden. Han ville tage skridtet fuldt ud og virkeliggøre gennembrudsprogrammet i samfundet. Derfor blev han efterhånden mere journalist end forfatter og mere politiker end journalist for at ende på en af magtens tinder som finansminister i den radikale regering Zahle 1909-10 og 1913-20. Som journalist og politiker blev han en af sin tids mest indflydelsesrige mænd. Det skønlitterære forfatterskab var dels et redskab i dette politiske projekt, dels intellektuel adspredelse. Otte af hans skuespil blev opført på teatret med begrænset succes.

Han var en mangesidig begavelse. I 1872 blev han magister i orientalsk filologi med sanskrit som hovedfag, og i 1879 tog han doktorgraden på en afhandling om den oldindiske hymnesamling Rigveda. Samtidig var han bidt af teatret. Han havde i 1868 aflagt prøve som skuespiller for Johanne Luise Heiberg på Det Kongelige Teater, men uden at blive antaget. I stedet overtog han broderens hverv som teateranmelder ved først Illustreret Tidende, og dernæst fra 1875 ved Morgenbladet, i Det nittende Aarhundrede, som han redigerede sammen med Georg, siden i Ude og Hjemme og 1884-1904 i Politiken. En studierejse til Paris i 1873 havde givet ham et indgående kendskab til moderne fransk dramaturgi. I sin teaterkritik, som han samlede i de to bind Dansk Skuespilkunst (1880) og Fremmed Skuespilkunst (1881), efterlyste han realisme og psykologi i valg af repertoire og opsætning. I 1898 udkom Holberg og hans Scene.

Edv. Brandes udgav sit første drama, Søgte Mænd (1875), anonymt. Han debuterede som dramatiker på Det Kgl. Teater med Lægemidler (1881). Stykket er umiddelbart en kritik af kvaksalveri inden for lægevæsenet, men samtidig et billede på modsætningen mellem naturvidenskabelig sandhed og teologisk illusion. To lægevenner har fulgt hver sin vej. Vilhelm Leuning kalder sig homøopat og er blevet en velhavende modelæge ved tålmodigt at lytte til patienternes indbildte symptomer, give dem et par fornuftige råd og lade naturen kurere dem. „Hvad Vægt ligger der paa, om Lægen selv tror paa de Midler han foreskriver, naar den Lidende har Tillid til dem og til ham, og virkelig bedres igjennem sin Tro? Hvorfor ikke gjøre Mennesker lykkeligere gjennem en Illusion?“ siger han.

Stykket begynder, da den anderledes samvittighedsfulde Eggert vender hjem fra et længere ophold i Indien for at fri til Leunings søster. Eggert vil nedsætte sig som læge i provinsen, men da Leuning tvivler på, at søsteren vil følge ham så langt bort fra det behagelige hovedstadsliv, foreslår han ham i stedet at indrette en praksis ved siden af hans egen. Så kan de henvise utilfredse patienter til hinanden. De patienter, som taber troen på ham, kan han henvise til Eggert, som arbejder på et naturvidenskabeligt grundlag. „I gamle Dage var der saa Strid, Disput, Raseri mellem de forskjellige Læger. Men vi have ganske forandret dette (…) Folk kan for deres Penge forlange, hvilken Læge de vil, og hvilken Medicin“. Leunings løgnagtige forhold til virkeligheden bryder dog sammen, da han må have Eggerts hjælp til at helbrede sin datter for difteri.

Et Besøg (1882) har en skarpere dialog og så sprængfarligt et emne, at intet teater ville sætte det op. Det angriber dobbeltmoralen, som lod mændene indhøste erotiske erfaringer før ægteskabet og derefter kræve af deres kommende hustruer, at de skulle være jomfruer. Et lykkeligt ægtepar får besøg af mandens ungdomsven. De to mænd mindes med glæde deres erotiske fornøjelser. Vennen fortæller, at han engang har haft et eventyr med en ung pige der på egnen. Da det viser sig at være ægtemandens hustru, udbryder den ellers moderne mand rasende til hustruen: „Jeg siger Dig. Du har mistet for mig netop det, en Mand som jeg forlanger af sin Hustru“. Hun forsvarer sig med, at hun var for ung til at vide, hvad hun gjorde, men fremhæver også, at hun ikke har gjort andet, end hvad alle mænd gør: „Ja, jeg har i en afsindig Time i mit Liv hengivet – nej ladet mig røve mit Legem uden min Sjæl – det har I Mænd hundreder af Gange gjort uden at vi Kvinder tør klage“. Stykket var inspireret af den ligestillingsdebat, som Ibsen havde rejst med Et dukkehjem, og det foregreb Bjørnsons En hanske og sædelighedsfejden.

Romanen En Politiker (1889) handler om provisorietidens politiske kampe og om økonomisk og erotisk magt. Hovedpersonen er den unge lærer og glødende venstremand Johan, der vælges til Folketinget og gifter sig, men ikke med sin ligesindede kollega fra skolen, kvindesagsforkæmperen Mathilde. Han vælger den traditionelle Margrethe, som beundrer hans gode fremtidsudsigter. Da Venstre ikke kan komme til magten og Johan mister sin valgkreds, tager Margrethe i stedet en velstillet forretnings- og højremand til elsker, fordi han med sine gaver tillader hende at fastholde sin kvindelige magt. Holdningen er dybt desillusioneret. Johan tænker: „Bagved Historien: en uafvendelig Skæbne, der trodsede de gængse Begreber om Ret og Magt; bagved Personerne: selviske Idéer“. Brandes' sidste roman, Det unge Blod (1899), var så erotisk vovet, at den blev beslaglagt.

1880-94 sad Edv. Brandes i Folketinget for Venstre. I 1884 grundlagde han Politiken sammen med Herman Bing og Viggo Hørup. Ved Hørups død i 1901 blev han avisens chefredaktør, indtil han i 1906 blev medlem af Landstinget for Det Radikale Venstre. Fra 1909 skrev han månedlige kronikker i Politiken, som ofte blev toneangivende for den offentlige debat. Da han havde skrevet sit sidste skuespil, Vera (1904), genoptog han sin syslen med oversættelser fra hebraisk. I 1902 udkom Esajas bog, i 1905 Salmernes bog og i 1906 Jobs bog og Prædikerens bog. Han overlevede tre hustruer, hvoraf den første tog livet af sig, den anden døde på en nerveklinik, og den tredje blev udmarvet af tuberkulose.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den virkeliggjorte realisme - Edvard Brandes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig