Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Livsødelæggende bindinger - Vejleromanerne

Oprindelig forfatter KBG

Modstillingen af den livsuduelige og handlingslammede mand og den anderledes livskraftige kvinde genfindes i Kiddes første store roman, Aage og Else, der udkom 1902-03. Også dette værk er en variation over en allerede foreliggende tekst. Titlen er fra folkevisen om jomfru Else, der sørger så inderligt over tabet af sin elskede, ridder Åge, at han til sidst vender tilbage fra graven for at bede hende om at slippe mindet og atter træde ind i livet – en opfordring, der dog viser sig forgæves.

I Kiddes roman er forholdet mellem kønnene vendt om. Den mandlige hovedperson Tue Tavsen oplever under sin opvækst en række dødsfald blandt sine nærmeste, og han trækker sig derfor tilbage fra det nærværende liv for at leve i minderne om fortiden. Denne tilbageskuende, forstummede og indelukkede tilværelse, der også antydes gennem Tues efternavn, bliver imidlertid anfægtet af hans veninde, den livsglade og indtagende Lull Wedén. De to unge tiltrækkes af hinanden, men Tues binding til fortiden hindrer ham i at hengive sig umiddelbart til livet og kærligheden. Han føler, at han ville svigte de døde ved at hengive sig til Lull, og han kastes derfor ud i en opslidende sjælelig kredsgang mellem betagelse, fornægtelse og anger. Også Lulls hengivenhed bliver slidt ned af hans bestandige svingning mellem imødekommenhed og afvisning, og da Tue endelig er rede til at åbne sig for hendes kærlighed, modtager han et afskedsbrev fra hende. Deres forhold har hentet sit liv gennem hendes varme og evne til hengivelse, men hun frygter, at også hendes livsduelighed vil lide skade ved Tues drift mod døden. Hun må forlade Tue for at bevare sig selv:

Tue – en Gang – siden – husk så på, vilde jeg være den Lull du holdt af, hvis jeg ikke gjorde, som jeg nu gør? Tænk på det, Tue, og så hold igen af mig, og jeg vil også holde af dig, langt borte fra dig, men komme til dig og elske dig Tue, det har du gjort at jeg aldrig mere kan og tør, for du har bespottet Livet, Tue.

Værket udkom i to bind, der bærer undertitlerne „Døden“ og „Livet“. Titlernes rækkefølge kan undre, eftersom beretningen dog afsluttes med Tues nederlag. Rækkefølgen understreger imidlertid, at selv om romanens handling overvejende anskues gennem Tues bevidsthed, lægger værket som helhed afstand til hans dødsdrift. Lulls anklage om, at han har „bespottet Livet“, bliver bekræftet af romanen, og selv om det sker for sent i forholdet til Lull, tvinges Tue til at indse, at hans salvelsesfulde binding til fortiden dybest set udspringer af selviskhed og en frygt for at forlade barndommen og træde ind i voksenlivet.

Annonce

Tue er – som Kidde selv – søn af en vejinspektør, og i romanens mange lyriske naturskildringer henvises der til lokaliteter omkring forfatterens egen fødeby Vejle. Et selvbiografisk indhold træder også frem i skildringen af, hvorledes dødsfald præger stemningen i Tues barndomshjem, og ligeledes i beretningen om den forliste kærlighedslykke – Kidde plagedes i årevis af hjertesorg over en uigengældt gymnasieforelskelse. Aage og Else kan derfor ikke blot opfattes som en meget selvbiografisk roman, men også som et selvopgør.

At romanens tema om fortidsbindingen og den manglende livsduelighed har været et nærværende problem for Harald Kidde, ses desuden af, at han fortsat og i en stadig mere intens og eksperimenterende form behandler emnet i de følgende værker De Blinde (1906), Loven (1908), Den Anden (1909) og De Salige (1910). Gennem denne række af romaner, som alle er knyttet til Vejle, peges der med en stedse større tydelighed på, at et menneskes mulighed for at frigøre sig fra de snærende og livsødelæggende bindinger til fortiden består i at hengive sig til „den Anden“ i kærlighed – en mulighed, Kidde selv synes at have realiseret, da han i 1907 blev gift med forfatterinden Astrid Ehrencron-Kidde, der har givet en meget smuk skildring af deres ægteskab i erindringsbogen Hvem kalder – (1960).

Man kan måske betvivle holdbarheden af denne hårdt tilkæmpede løsning, men der burde ikke være tvivl om romanernes hensigt. Det må synes, at Villy Sørensen skønner forkert, når han i sin Kidde-fortolkning i Digtere og dæmoner (1959) umiddelbart identificerer de livsangste og seksualforskrækkede hovedpersoners udsagn med romanernes – og Harald Kiddes – eget. Ganske vist gælder skildringerne traumatiserede, især mandlige personer, men romanerne selv er netop bearbejdninger af traumet og forsøg på at overvinde det. Det er trods alt ikke Tue, men Lull, der får det sidste ord i Aage og Else. Imidlertid har Villy Sørensens essay været bestemmende for synet på Kidde i den efterfølgende tid, hvor forfatteren næsten uden undtagelser er blevet beskrevet som en livsfjern, kropsskyende og seksualangst asket. Men den grundlæggende problemstilling i Kiddes forfatterskab er slet ikke sjælfuldhed over for kropslighed, askese over for driftsudfoldelse eller lignende, men derimod selviskhed, selvhævdelse og gengældelse over for uselviskhed, hengivenhed og tilgivelse: „Livets Lov var Gengældelse, men Menneskehjertets var Nåde“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Bjarne Gjesing: Livsødelæggende bindinger - Vejleromanerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476939