Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De ringe mennesker og de øde øer - Helten

Oprindelig forfatter KBG

Harald Kiddes forestilling om, at mennesket kan frigøre sig fra en traumatiserende fortid ved uselvisk at give sig hen til „den Anden“, minder slående om kristendommens begreb om syndernes forladelse og menneskets kærlighed til sin næste. Med sin kendteste bog Helten (1912) ønskede Kidde også at skildre, hvad han forstod ved en kristen troshelt, selv om han ikke selv ville kalde sig for kristen. I Vejle-romanerne beskriver han mennesker, der forkrøbles af deres bindinger til fortiden, men romanerne skal som helhed ikke bekræfte personernes traumatiserede udsagn om livet. Med Helten ville Kidde tilsvarende – hedder det i et brev – „forklare og forsvare en Elsket – der ikke er min“.

Tidsmæssigt strækker den store roman sig fra napoleonskrigene i 1800-tallets begyndelse og frem til tidspunktet for bogens udgivelse. De to dele, som romanen derved falder i, tager udgangspunkt i henholdsvis en skildring af pietistiske kredse i Tyskland og af livet på en lille afsondret ø med mindelser om Anholt. Kiddes fader havde tyske aner, og hans moder var opvokset på Læsø, så romanen kan betragtes som et forsøg på at skrive to livssfærer sammen, der knyttes til forestillinger om henholdsvis det faderlige og det moderlige.

 Harald Kidde vakte flere gange forargelse ved sine skildringer af 'de hvide piger', dvs. prostituerede. Set oppe fra Nikolaj Kirkes tårn viser fotografiet (fra 1902) Holmensgade i København med bordellet Pigernes Minde.

Harald Kidde vakte flere gange forargelse ved sine skildringer af 'de hvide piger', dvs. prostituerede. Set oppe fra Nikolaj Kirkes tårn viser fotografiet (fra 1902) Holmensgade i København med bordellet Pigernes Minde.

I bogens første del bryder den unge Eberhard Sebastian Baden op fra skovene i Schwarzwald, hvor han er opvokset i et fromt pietistisk hjem. Begge forældre er døde, og den harmonisk hvilende barndomsidyl er også blevet lagt øde af de bølger af uro og ødelæggelse, som de store krige har sendt gennem verden. Grebet af tidens hektiske puls har hans lillesøster Christine tidligere forladt hjemmet, men hendes lykkedrøm har ladet hende ende på et bordel i København. Eberhards hensigt er at udfri søsteren og føre hende med sig tilbage. Da han finder hende, må han imidlertid erkende, at alle hendes åndsevner er udslukt, og i stedet ser han det nu som sit kald at blive på stedet og virke som sjælesørger for „de hvide Piger“ på bordellet.

Annonce

En vinteraften kommer en ulykkelig og højgravid kvinde til bordellet – en præstedatter, der er blevet forvist fra sit hjem, efter at hun er blevet gravid med en degenereret og depraveret adelsmand. Provokerende skildres barnets fødsel blandt de prostituerede som en spejling af Jomfru Marias ubesmittede jomfrufødsel – „en anden Fødsel i et andet fattigt Rum, mellem Arme og Fattige, en Gang for længe, længe siden – “. Moderen dør ved fødslen, og Eberhard tager derefter barnet til sig. Hans håb er at opdrage drengen til en mægtig reformator, der kan omstyrte den usalige alliance, som Eberhard ser mellem pengemagt, statsmagt og en officiel, hyklerisk og udvandet kristendom – „den tvehovedede Hydra, Kirke og Stat“, som bogen igennem angribes med en voldsom social og religiøs harme.

Den første, der anmeldte Helten, var Kiddes ven Martin Andersen Nexø, der vidste at værdsætte romanens sociale indignation. Den tyske litteraturforsker Alfons Höger har ligefrem betegnet forfatterens samfundskritik som „kommunistisk ekspressionisme“. Man mindes da også om marxismens analyse af den kapitalistiske økonomi, når Kidde skriver om „den Lov, der byder, at der skal være Fattige, for at der kan være Rige“. Samfundskritikken i Helten er dog ikke politisk endsige økonomisk begrundet, men derimod moralsk og religiøst. Den sigter mod det hykleri, hvormed samfundets gejstlighed og moralister lønnes „af den samme Pung, der betalte Skøgen, blot meget mere“. Kirken har stillet sig til rådighed som garant for et samfund, der erstatter enhver etisk og moralsk orden med køb og salg, og hvor netop bordellet derfor virker som „selve Verdens Afbillede“.

Som ung har Eberhard – i lighed med Kidde – opgivet et teologisk studium af lede ved den måde, hvorpå den akademiske teologis fortolkningskunster efter hans mening udvander kristendommen. Modsætningen til denne intellektualiserede, statsautoriserede og borgerliggjorte forvanskning er den anderledes enkle og inderlige tro, som Eberhard kender fra sit pietistiske barndomshjem. Imod den ortodokse lutherdom, der fremhæver den frelsende virkning af troen på Kristi stedfortrædende lidelse, fordrer han Kristi efterfølgelse i en „praxis pietas“ – en handlende kristendom, som i stræben efter at opfylde det ubetingede kærlighedsbud ytrer sig gennem uegennyttig omsorg for næsten.

Den sagtmodige plejesøn formår dog langtfra at tage gerningen op som en kraftfuld kristen stridsmand, således som Eberhard forestiller sig det. Han er „ikke en Tordenens Søn, men en Tårernes Søn.“ Forskellen mellem de to angives alene af deres navne. Eberhard Sebastian betyder „hård“ og „ærværdig“, mens plejesønnen navngives Benedict Clemens, der kommer af „velsignet“ og „mild“. Selvom Clemens' intellektuelle formåen er begrænset, beordrer Eberhard ham til at læse teologi, så han kan forberede sig til den kommende kamp. I disse akademiske kredse forelsker han sig i Dorete Honorius, datteren af en professor – om end uden håb, da en forbindelse mellem den kejtede horeunge fra bordellet og den forfinede professordatter selvsagt er utænkelig. Da han af vanvare kommer til at belure Dorete nøgen, forfærdes han over det selviske i sit begær. Den kærlighed, der efter sin bestemmelse skulle have rakt frem mod „den Anden“, har i stedet kastet ham tilbage til sig selv: „Min Kærlighed til hende havde vakt den Egoisme, som hidtil havde slumret, og som den ganske skulde have reddet mig fra, om jeg havde fulgt Guds Vilje og ikke min egen“. Plejefaderen er i mellemtiden død, og lydigheden mod ham binder ikke længere Clemens til studiet, så han bryder helt op fra storbyen og fastlandet for i stedet at lade sig ansætte som skolelærer på en lille fjerntliggende ø.

Da Clemens drager til øen, forestiller han sig i første omgang, at han her skal spæge sig i et afholdende og asketisk klosterliv fjernt fra de lidenskaber og lidelser, han har været vidne til i storbyen. Skildringen af overfarten til øen rummer da også en række træk, der forbinder den med den græske myte om færgemanden Charon, som fragter de døde til underverdenen ved at sejle dem over glemslens flod Styx.

Imidlertid erfarer Clemens snart, at han i stedet er kommet fra asken til ilden. Det dødsrige, som han kommer til, er ikke – som i den græske mytologi – en underverden for kraftesløse skygger, men snarere et helvede af smerter og flammende af lidenskab. Øen er just befolket med mennesker, hvis håb er blevet knækket, eller som er forvist fra fastlandet, fordi deres udskejelser er for åbenlyse og lastefulde til at blive tolereret. Kidde falder således ikke for den fristelse at gøre øen til hjemsted for et anderledes, renere og lykkeligere liv – en fristelse, som talrige utopiske ø-romaner jo gør så meget mere tillokkende. Tværtimod skal øens misdannede, perverterede og forvrængede eksistenser anskueliggøre det fortrængte liv, der ellers holdes skjult under samfundets officielle overflade. Mens skildringen af storbyen i romanens første del er en studie i den sociale og samfundsmæssige ordens hykleriske maskespil, skal anden dels beretning om øen vise det afslørede og dyriske menneske uden maske.

Med overgangen til øen skifter romanen stil. På øen opsuges den kronologiske tid i en kredsgang af evindelige gentagelser, og over dens stillestående liv kredser fyrtårnets lyskegler som „Evighedens Visere“. Hermed går også den episk fremadskridende fortælling i stå og erstattes af et sensitivt, ekspressionistisk og til tider nærmest surrealistisk sprog, hvori øens groteske skikkelser fremstår som mytiske grundtyper af længsel, lidelse og lastefuldhed. Øens gammelmandsliderlige præst med dyrenavnet Schwarzflügel søger at suge ny livsvarme til sig fra den nymfomane tjenestepige Malene. Den pukkelryggede rigmand Jacobus Uz pines af dårlig samvittighed over de formuer, som hans slægt uretmæssigt har skrabet sammen. Hver dag ser man tolder Verdelin løbe øen rundt som et indespærret rovdyr, der desperat søger at undslippe sit bur. Hans hustru drømmer sig bort fra øen og opbygger sammen med børnene en fantasiverden hjemme i parrets iskolde hus – familien tåler sult og kulde i et illusorisk håb om at få nok penge til at slippe bort. Øens overhoved er en depraveret prins, som er bortvist fra fastlandet på grund af sin homoseksualitet, men fortsat søger at opretholde et absurd hofliv.

Clemens' tilværelse på øen bliver langt fra den opøvelse i renhed og askese, han oprindeligt havde forestillet sig. Han dør ikke bort fra verden og dens lidenskaber, men drages tværtimod til sin forfærdelse ind i øens lastefulde liv, og i dette fald mod dybet finder han en lige så kyndig som kynisk vejleder i en homoseksuel kavaler.

I fortvivlelse søger Clemens at flygte fra øen, men indser, at han ingen andre steder har at tage hen. Desuden erkender han, at hans oprindelige ønske om at leve et rent liv dybest set bundede i selviskhed og selvhævdelse, og at hans fornedrelse derfor er en gavnlig tugtelse, som skal brænde hovmodet ud af hans sjæl. Han forsoner sig med tilværelsen, opgiver sin stolthed og egenvilje og vedkender sig fællesskabet med øens udskud. Tålmodigt kan han derefter tage sin gerning på øen op, og denne ydmyghed gør ham virkelig til en kristen helt og et sandhedsvidne, om end på en anden måde end den, hans stridbare plejefader havde tænkt sig.

Kristeligt set er romanen højst uortodoks. Således synes Clemens at have overtaget sin forfatters religiøse tvivl, når han fx giver udtryk for den overbevisning, at „Gud Herren ikke hører vore Bønner, ikke ser vor Nød“. Snarere betragtes det religiøse liv som en indre sjælelig renselse, hvor den troende gennem sin ydmygelse og lidelse forenes med Kristus. Kiddes sky for det selviske synes forstærket til et ideal om selvets fuldstændige bortdøen. „(…) først når hver Egenvilje er død, holde Jesus sit Indtog i Hjærtet“, hedder det med udtryk, der klinger af kristen mystik. Livet kan kun fuldbyrdes derved, at mennesket gennem sin smertefulde fornedrelse bliver „slebet til Spejl for Gud“. Bogens motto er hentet hos H.A. Brorson: „Ak, søger de ydmyge Steder“. Denne salmelinje fra „Den yndigste Rose er funden“ citeres også i romanen i sin oprindelige ordlyd: „de nedrige Steder“. På disse „nedrige“ steder bliver mennesket indviet i den dybe, men dog elementære sandhed, „at Mennesket lever af Guds Hånd. Derfor skabte Gud de ringe Mennesker og de øde Øer“.

Mellem Clemens' mislykkede flugtforsøg fra øen og romanens nutid er der hengået mere end et kvart århundrede – men dette tidsrum beskrives ikke i bogen. Gennem denne tavshed understreges, at der sådan set heller ikke er noget at fortælle, fordi Clemens' personlige liv er til ende, da han efter flugten vandrer ad selvforsagelsens vej. Skønt legemligt i live er han en ikke-person. Mens tidens typiske udviklingsromaner vil beskrive opbygningen af et jeg og en personlighed, ønsker Kidde med Helten at påpege, at et kristent menneskes livsopgave modsat består i at afvikle jeg'et. Men netop, fordi intet jeg stiller sig hindrende i vejen, har han herefter – selvsagt uden at være sig det bevidst! – gennem den ubetingede hengivelse til sin næste kunnet give andre håb og livsmod. I romanens nutid aflægger han på sit sidste sygeleje beretningen om sin egen og plejefaderens historie, og han indgyder derved nyt håb i øens læge og hans hustru, hvis tilværelse og ægteskab ellers har været ved at sande til i håbløshed og resignation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Bjarne Gjesing: De ringe mennesker og de øde øer - Helten i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476940