Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dødshymne for den europæiske kultur - Jærnet

Oprindelig forfatter KBG

Livsangsten og de bindinger til fortiden, som jævnligt karakteriserer især Kiddes mandlige personer, er ikke nødvendigvis blot udslag af invaliderende personlige traumer. Fortidslængslen kan også i videre forstand være udtryk for et dybt ubehag ved et moderne kapitalistisk samfund, der opfattes som et barbari styret af grådighed, konkurrence og vold. I hans romaner repræsenteres de højeste etiske idealer derfor ofte af dette samfunds tabere som fx de prostituerede i Helten. Hvor Kidde i Helten giver en religiøst betonet samfunds- og kulturkritik, er den sociale og økonomiske kritik fremherskende i hans næste bog, romanen Jærnet, der udkom i 1918.

Romanens hensigt er at skildre det moderne, kapitalistiske og industrialiserede samfunds opkomst og dets indvirkning på sjælelivet gennem en beskrivelse af den svenske jernindustri omkring midten af 1800-tallet. Under forarbejdet opholdt det barnløse forfatterægtepar sig i lange perioder i Sverige, hvor de boede på forskellige pensionater, mens Kidde indsamlede sit stof. I dette gigantiske projekt skulle de foregående bøgers symbolistiske og realistiske tendenser skrives sammen i en art symbolistisk realisme. Det mægtigt anlagte værk er blevet sammenlignet med en musikalsk komposition af Wagner eller Schönberg. Som et dystert akkompagnement til arbejdet med denne sproglige symfoni over moderniteten lød den dumpe kanontorden fra Europas slagmarker, hvor 1. Verdenskrig rasede.

Frugten af Kiddes flid blev et aldeles overvældende, øredøvende og næsten uoverskueligt værk af samme massive tyngde som dets titel. Romanens nutid er henlagt til 1850'erne, men i de forestillinger, der i løbet af tre døgn rabler gennem en pubertetsdrengs bevidsthed, oprulles samtidigt en række mægtige billeder af Sveriges erhvervsmæssige og politiske historie i en kaotisk kronologi og med et væld af symbolske over- og undertoner. Som i en montage bliver der desuden i teksten indflettet dokumentarisk materiale som statistiske oversigter, politiske manifester og økonomiske afhandlinger.

Annonce

Som oftere hos Kidde er de centrale personer grupperet i en trekant. Den erotisk tillokkende Susanna bliver – som sin badende navnesøster i Bibelens apokryfe skrifter – betragtet med begær fra flere sider. Den vanføre og svagelige Steffan Choräus – den dreng, hvis bevidsthedsstrøm gengives gennem de tre døgn – er betaget af hende, men fra den anden side efterstræbes hun også af den anderledes livskraftige Brynte. Ordet „brynde“ har vel ligget forfatteren på pennespidsen ved formuleringen af hans navn. Steffans vanførhed skyldes netop, at Susanna under et kapløb har skubbet ham ned ad en trappe, fordi hun hellere ville indfanges af Brynte – modsat symbolikken i Helten, hvor Clemens' åndelige forløsning netop symboliseres ved hans opstigning i øens fyrtårn.

 I den dristigt eksperimenterende roman Jærnet ville Harald Kidde vise industrialiseringens sociale og sjælelige konsekvenser gennem en historisk skildring af udviklingen i den svenske jernværksindustri. For at samle materiale rejste han og hustruen i flere år omkring i Sverige. Postkort fra o. 1900 af den värmlandske malmmine Stretagruvan ved Persberg.

I den dristigt eksperimenterende roman Jærnet ville Harald Kidde vise industrialiseringens sociale og sjælelige konsekvenser gennem en historisk skildring af udviklingen i den svenske jernværksindustri. For at samle materiale rejste han og hustruen i flere år omkring i Sverige. Postkort fra o. 1900 af den värmlandske malmmine Stretagruvan ved Persberg.

I beskrivelsen af denne erotiske trekant kan Kidde genoptage sin drøftelse af forholdet mellem livsudfoldelse og magtudøvelse og mellem selviskhed og hengivelse. I Jærnet begrænses drøftelsen imidlertid ikke til kun at gælde et seksuelt eller psykologisk spørgsmål, idet problemkredsen gennemgår en vældig udvidelse i både samfundsmæssig og religiøs henseende.

Det, som skal holde sammen på det mægtige materiale, er den dobbelttydige forestilling om jernet, der kan smedes til plovjern, men også til sværd. Romanen vil skildre såvel jernets ydre som indre historie – både jernet i malmen og jernet i blodet. I den ydre historie fortælles om jernbrugets aktuelle stilling ved overgangen til en liberal markedsøkonomi og om jernets rolle i Sveriges historie som grundlag for menneskelig udvikling og kultur, men også som råstof til smedning af våben til landets blodige krige. I den indre historie tolkes jernet som symbol på drift og handlekraft. Umiddelbart træder denne emnekreds frem i skildringen af forholdet mellem Susanna, Brynte og den svagelige Steffan – der selvsagt lider af jernmangel. I en videre forstand bruges jernet som billede på en vitalitet, der kan ytre sig som livsglæde og frodighed, men også som vilje til magt, beherskelse og destruktion. Endelig indgår jernet i en religiøse symbolik som udtryk for Guds dobbelte karakter af skaber og ødelægger – som den, der både giver liv og bringer død. Tekstens mange lag blandes uafladeligt i en flimrende og billedrig stil, der stiller næsten uoverkommelige krav, hvis man giver sig i kast med bogen ud fra en læsers gængse forventninger:

Men Steffan glemte påny, for en Stund, Bryntes vrantne Mine som Susans forventningsfulde Skuldre: Jærnets unge Leg, for i Gudmoders Blod, dets endelige Sum, at nemme dets Lære – sig selv ej til Trøst, men til Viden.

Og medens deres Navne, som ej indførtes i Festens Ronde, fordi de var Festen selv – Knægtenes, „Bjærget“s nye „Krigere“, svirrede over Bålet på Stemmer, der lo ved Mindet om deres Bedrifter ved denne Arnes forgangne Juleballer – sankede sig, ydmygt som Skygger, som Døde bør, og dog uafviselige som Hjemmets Børn, hine andre Jærnets Yndlinge, dets andet Blomsterflor: Karolinerne, Krøblingene.

Og med Bedstesønnens Ret: løskøbt af Graven, ej ved Gudmoders Blod, (ti hans Billede havde det aldrig suget ind at genføde det for Steffans endnu uoplærte) men ved sit egets sidste Dråbe, dæmrede nu dér – som Sne over de Agre af modnende Ax, der var Susannas og Bryntes sammenludende Hoveder – Ingel Lydinghielms nøgne Pande, hans i Blinde udrakte Hænder, hullede af Galejslavens Halvmåne og Stjærne, hans blodtomme Ansigt, hullet af de udbrændte Øjne … Spøgelset, som Abrahams Skød sendte tilbage, at de Levende skulde tro, stikke deres Fingre i hans Hænders Naglegab og hans Øjnes Sår og kende deres eget Fødsels-Mærke: Jærnets Tegn …

Kiddes mægtige komposition kan forekomme lige så monstrøs som monumental. Romanen er blevet betragtet som sprængt og mislykket, men den er også blevet stillet på højde med de største modernistiske værker i verdenslitteraturen som fx James Joyces Ulysses (1922), hvis stream of consciousness-teknik bliver foregrebet af Kiddes direkte gengivelse af drengens bevidsthedsstrøm. Ganske vist har Kidde også tidligere dyrket en særpræget kunstnerisk stil – især inspireret af J.P. Jacobsens langsomt skridende prosalyrik og Herman Bangs flimrende impressionisme. Men til Jærnets egensindige stil vil man næppe kunne finde noget sidestykke. Med sit rytmisk strømmende, hymnisk højstemte og messende tonefald og sit væld af associationer, billeder, citater og historiske og mytologiske referencer er værket selv som en sproglig smelteovn, hvor alle traditionelle forestillinger om persontegning, handlingsgang og komposition bliver opløst. Med sin brudte og fragmentariske komposition afspejler værket en tilstand, hvor samfundet på den ene side styres af markedskræfternes blinde økonomi, og hvor bevidstheden på den anden side underlægges et blindt driftsliv.

Det er betegnende, at Kiddes apokalypse udkom samme år som Oswald Spenglers Vesterlandets undergang (1918-22, da. 1962). Er også Kiddes værk – som Spenglers – ment som en dødshymne for den europæiske kultur? Måske alligevel ikke. I hvert fald var Jærnet kun tænkt som indledningen til en større romanserie, der skulle omfatte i alt fire bind, og hvor de efterfølgende skulle have haft titlerne Guldet, Ilden og Ordet. Rækken af titler tyder på en forestilling om åndelig renselse og løftelse. Det peger i samme retning, at Kidde kort før romanens udgivelse udtalte til et tidsskrift, at måske ville krigens jerntid afføde en ordets tid, og således ville „dette Sekels Digtere, der begyndte som små Elskovssangere, ende som store Gudsbesyngere“.

Imidlertid blev det ved de storstilede planer. En uges tid efter Jærnets udgivelse døde Harald Kidde overraskende af den spanske syge – den epidemi, der fulgte i krigens spor. Jærnet – og dermed hele forfatterskabet – afsluttes med et spørgsmålstegn. Ved Vejle er rejst en mindesten over forfatteren med en indskrift fra hans sidste bog: „Sang af Sorg“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Bjarne Gjesing: Dødshymne for den europæiske kultur - Jærnet i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476941