Amalie Skrams skuespil Agnete fra 1893 handler ligesom hendes ægteskabsromaner om kvindernes frygtelige hemmelighed: mangelen på et ståsted, efter at det romantiske kvindebillede og den borgerlige familie var brudt sammen, og de var blevet seksuelt frigjorte. Plakaten med Betty Nansen er fra opførelsen på Folketeatret 1905 og den efterfølgende turné.

.

Amalie Skram blev umådelig produktiv i sit ægteskab med Erik Skram. Hun udgav 11 romaner eller romanlange fortællinger, to skuespil og en samling børnefortællinger i løbet af de første 10 år, hvor samlivet var harmonisk. Erik Skram lagde i den periode sit forfatterskab på hylden for i stedet at støtte hendes, også fordi han langtfra følte sig i så god overensstemmelse med de nye æstetiske strømninger som hun. Efter 1895 udkom yderligere tre romaner og en samling noveller. Forfatterskabets to hovedlinjer er dels fortællingerne om kvindernes forhold til deres ægtemænd som bejlere, elskere og forsørgere, dels slægtshistorien Hellemyrsfolket (1887-98), der handler om kampen for tilværelsen i et fattigt stands- og klassesamfund.

Ægteskabsromanerne indledes med hovedværket Constance Ring (1885), der fortæller en kvindelig livshistorie gennem Constances forhold til tre mænd, den borgerlige handelsmand Ring, som hun presset af familien gifter sig med som 18-årig, den moderne læge Lorck, som hun gifter sig med efter Rings drukneulykke og tabet af sin formue, og musikeren Mejer, som hun har et erotisk forhold til. Da alle de tre forhold skuffer hende, tager hun gift. Romanen minder om både Madame Bovary og Fru Marie Grubbe. Constance Ring fornedres i sin søgen efter kærlighed indtil selvmordet ligesom Emma Bovary, men Flauberts distancerede holdning til sin hovedperson er hos Skram afløst af indlevelsen fra J.P. Jacobsens portræt af Marie Grubbe.

Selvmordet forklares med Constances uindfriede livsforventninger. Hun havde været et aktivt barn, der idealiserede sin far og af bejlerne blev sammenlignet med rosenknopper og forårsdage. I konfirmationsalderen blev hun religiøst grebet, og vejledt af sine opdragere anså hun det for sit kald at gøre en ægtemand lykkelig. Hun var imidlertid ikke indstillet på at underkaste sig hans patriarkalske myndighed, derfor havde faderen kaldt hende „en stor Egoist“. Constance vil bevare positionen som sin mands tilbedte madonna, hvilket i hendes øjne ikke indbefatter at stå til rådighed for hans seksuelle lyst. Når hun frigør sig fra hans favntag, kigger han på deres reproduktion af Rafaels Madonna „med en skuffet og fiendtlig Mine“.

Constance er især skuffet over, at mændenes kærlighed er så tæt forbundet med deres seksuelle begær, hvis objekter viser sig at være tilfældige og udskiftelige. Når hun afviser Ring, tilfredsstiller han sig hos andre kvinder, deres tjenestepige, som han gør gravid, eller en syerske. Lorck, som står på det moderne frisinds side, må lægge sine liberale erotiske ideer på hylden for at blive gift med Constance, men fundet af nogle breve fortæller hende, at han tidligere har levet sammen med en jævn kvinde, som fødte ham en søn, uden at han overvejede at gifte sig med hende.

Trods klasseforskellen identificerer Constance sig med forgængeren:

Denne arme Kvinde med sit Barn! Hvorfor var hun blevet forstødt? Med hvilken Ret bar Mændene sig saaledes ad! De nød disse Kvinders Ungdom, deres Sundhed, deres Kjærlighed, som om de var skabt i dette ene Øjemed, de nød, til de var mættet.

De to køns syn på kærligheden er helt forskelligt, for mændene er den især seksualitet, for kvinderne især romantiske drømme og ømme moderfølelser. „Havde jeg bare vidst bedre Besked om det, der spiller denne store Rolle i Livet (…) saa var det gaat mig bedre“, tænker hun kort før selvmordet og mener den driftsbetingede side af kærligheden, men Constance kunne lige så lidt som mændene overskride sin kønsrolle. Da hun svigtes af sine ægtemænd, forsøger hun at overtage deres levemåde, hun indleder et forhold til Mejer, drikker vin af ølglas og ryger cigarer af Lorcks mærke, blot for at erfare, at der ikke var „Stof“ i hende til det. Skønt hun aldrig elskede Ring, var hans kærlighed alligevel den eneste, der kunne „hædre hende“.

Constance Ring blev trykt hos Gyldendal, men da forlægger Hegel fandt slutningen for kras, og Skram ikke ville skrive en linie om, udkom den i kommission hos et norsk forlag. Bogen blev meget omdiskuteret og fik blandede anmeldelser. I Norge læste Arne Garborg den som et indlæg i sædelighedsfejden. I Danmark roste Edv. Brandes i Politiken persontegningen og særlig „Constances ubevidste Sjæleliv“, men han fandt hendes naivitet utroværdig og hele bogen for bred. Illustreret Tidende anmeldte den sammen med Victoria Benedictssons Penge og mente, at begge romaner agiterede for kvindeemancipationen. Desuden blev Constance kritiseret for at være en usammenhængende person. Læseren får sympati for den forurettede hustru, men taber den i det videre forløb, hvor Constance efter den anonyme anmelders mening udvikler sig til en gås.

At skildre splittede kvinder var netop en del af Skrams litterære projekt, derfor slutter historierne i reglen med, at heltinden dør eller sidder tomhændet tilbage. Constance Ring tegner den kvindelige dannelseshistorie, som i 1880'erne bestod i løsrivelsesforsøg fra fædre og ægtemænd og søgen efter en ny identitet hinsides den forældede kvinderolle, som unge piger af god familie stadig blev påtvunget. Lorck repræsenterer den samtidige offentlighed, som Skram skrev til. Han er den moderne fornuft, der har erstattet fortidens moralske faderfigur, men hans fornuft er ikke en universel moral. Den udtrykker hans køns og klasses synspunkt. Idet Skrams heltinder gør oprør mod fortidens patriarkat, står de over for at skulle definere en ny kvindelig identitet. Hvis de vil undgå at blive reduceret til objekter for de moderne, frigjorte mænd, må de danne en selvstændig personlighed, der i stedet kan gøre dem til ligestillede subjekter.

I denne søgen efter en ny identitet var seksualiteten hovedsagen for Skram. Kvinderne måtte lære deres egne erotiske behov og evner at kende for at blive modne personligheder og ligestillede med mændene. De næste romaner handlede om, hvor vanskeligt det var. I Lucie (1888) er hovedpersonen en seksuelt erfaren pige af folket, som en advokat gifter sig med, blot for at pine livet af hende med sin jalousi og sine anstrengelser for at opdrage hende til frue ved netop at udviske det erotiske i hendes væsen. Hun falmer under hans kulde og dør i kramper og opkast efter fødslen af et barn, der er undfanget ved voldtægt, og på hvis ansigt voldtægtsmandens store modermærke går igen.

I Fru Inès (1891) er længslen efter kærlighed og identitet direkte knyttet til orgasmen. Inès har giftet sig med en ældre despotisk syfilitiker og håber nu, at et forhold til en elsker vil lade hende opleve det „Henrykkelsens Mysterium“, som vil gøre hende til „et helt og virkeligt Menneske.“ Hun kan hensætte elskeren i den syvende himmel eller den dybeste fortvivlelse og tror fejlagtigt, at styrken af hans følelser vil sikre hendes tilfredsstillelse. På vej til en abort i byens lyssky kvarter ser hun en hund, der bliver et billede på hende selv, „en fra Snude til Hale levende flaat Hund med udsprængte Øjne, hængende Tunge, der rak til Jorden, og den vrængte, dampende Ham slæbende efter sig i Gadens tørre Snavs“. Seksualitet og kvindelighed er uforenelige. Driften vender sig dæmonisk mod de seksuelt aktive kvinder og fører til katastrofe.

Forraadt (1892) betegner en vending i forfatterskabet, idet det nu ikke længere er kvinden, der er ægtemandens offer, men omvendt. Den nygifte hustrus fortrængte kønsdrift bliver til en manisk interesse for mandens erotiske oplevelser før ægteskabet. Hun driver ham til selvmord ved sin svingen mellem nyfigen udfritning og moralsk forargelse. Den for tidligt gifte pige, der ligesom Gertrude Coldbjørnsen forskrækkes på bryllupsnatten og vil løbe hjem til sine forældre, fremstår efterhånden i al sin uskyld og selvretfærdighed som en hundjævel. Bogen blev godt modtaget. Endelig var manden ikke længere skurken.

Bjørnson, som Skram beundrede, og som havde hjulpet hende frem som kritiker i det norske venstreradikale miljø, regnede den for hendes hovedværk. Han havde været meget utilfreds med Constance Ring, som han end ikke ville læse: „At du gav dig til at skrive en bok har harmet mig; at du fik lov til at gi den ut af din mand, har ærgret og skuffet mig“, skrev han som tak. Det afbrød deres venskab, som først blev genoptaget, da han modtog Forraadt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Splittede kvinder - ægteskabsromanerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig