Reformér kvinderne

Levison var engageret i kvindepolitiske spørgsmål. Til det første nummer af Kvinden og Samfundet skrev hun en positiv anmeldelse af de „friske, oprørske, dristige Tanker“ i Adda Ravnkildes To Fortællinger (1884). Samtidig påpegede hun den umodne harme, der gør alle bogens mænd til skurke uden sans for, at kønsrollerne er et resultat af et langt historisk forløb. Kvindefrigørelsen er et fremtidshåb, som vil kræve udviklingen af en helt ny slags kvinder, der ikke forlanger retfærdighed og ligestilling af mændene, men tilkæmper sig den med egne kræfter. „Opgiv at reformere Mændene“, skrev hun, „reformer Kvinderne“.

I 1887 opfordrede hun i et par indlæg i sædelighedsfejden til, at man vender sig imod både „Kvindeforgudelsen og Kvindefordjævlingen“ og kritiserede Bjørnsons ideer om seksualiteten som en last. Han svarede, at hendes „midt imellem“ ikke er et standpunkt, men en sofa.

Samme år udsendte Levison sin eneste roman, Konsulinden, der gennemarbejder novellernes grundkonflikt med et skarpere kritisk blik på heltinden. Elisabeths identitetsløshed understreges i den indledende konfirmationsscene, hvor hun unddrager sig konfrontationen med patriarkatet ved at tænke på festen, gaverne og billedet af hende selv i det nye tøj. Modviljen mod at overskride narcissismen passer til hendes ungpigeliv som baldame, men den presser hende snart til at indgå et forsørgelsesægteskab, hvor hun kan vedligeholde sig selv som objekt for skiftende elskeres begær. Hendes veninde valgte i stedet at forsørge sig selv som guvernante, indtil hun kan blive gift med sin forlovede. Levison lader også ham falde for Elisabeth og hævder dermed en absolut afstand mellem kvindelighed og arbejde. I det erotiske møde er kvinden og manden ligestillede, men det kan ikke alene danne grundlag for mandens eksistens.

Undertitlen „Skildring fra Kjøbenhavn“ viser Levisons ønske om at skrive realistisk og naturalistisk. Stilen er præget af impressionistiske scenerier, indre monologer og grove billeder af Elisabeths fattigfine grossererhjem med den hyklerisk løgnagtige mor og spagfærdigt retlinede far. Psykologien beskrives som driftsbetinget. Elisabeth sammenlignes med en robåd, der driver udad med strømmen (hendes drifter), indtil fortøjningen (de sociale realiteter) trækker hende tilbage. I romanens epilog gentager hun bevægelsen mellem sommerens fornøjelser ved et kursted og vinterens velgørenhedsarbejde i København, styret skiftevis af lægen og præsten.

Levison boede hjemme og passede sin svagsynede mor til hendes død i 1884 og derefter faderen. I 1888 giftede hun sig med den svenske musikkritiker Hilder Sandström og flyttede til Stockholm. Ægteskabet holdt kun tre år, hvorefter hun fik egen lejlighed i København.