Amalie Skram i 1880'erne, efter at hun var blevet gift med Erik Skram og flyttet til København. Hun var meget smuk, hvilket lettede hende adgangen til de indflydelsesrige kredse, men mændenes pågående kurtisering generede hende lige så ofte.

.

Amalie Skram (1846-1905) var født i Bergen og havde et begivenhedsrigt liv bag sig, da hun i 1884 blev gift med Erik Skram og flyttede til Danmark. To år før var hun debuteret med novellen „Madam Højers Leiefolk“, men forfatterskabet kom først rigtig i gang, efter at hun havde bosat sig i København. Ligesom Ibsen skrev hun i den norske sprogtradition, der kun afveg lidt fra dansk, men hun kendte de norske dialekter og brugte dem i sine personkarakteristikker. Desuden foregår hovedparten af hendes fortællinger i Norge og bygger på hendes brogede ungdomserfaringer.

Hendes far var gået fallit med en købmandsforretning, rejst til Amerika og havde efterladt moderen og fem børn uforsørgede. Amalie havde som 17-årig indgået et forsørgelsesægteskab med en kaptajn. Sammen rejste de jorden rundt og fik to sønner. Fra 1871 opholdt hun sig dog mest i Bergen. En krise i ægteskabet førte til en kortvarig indlæggelse på psykiatrisk hospital i 1877 efterfulgt af separation.

I Bergen blev hun en del af den radikale kreds omkring Bergens Tidende og teaterforeningen. Hun blev stærkt grebet af de moderne strømninger, realismen, naturalismen og kvindesagen. Hendes første artikel var en begejstret anmeldelse af Jacobsens Fru Marie Grubbe, hvor hun kun savnede en bedre „psykologisk Forklaring“ på Maries nedtur i hendes andet ægteskab med Palle Dyre. I anmeldelsen af Tolstojs Ægteskabslykke (1858, da. 1879) hæftede hun sig ved, at kvinderne ofte har hovedrollen og initiativet hos de russiske digtere. Hun skrev indgående om Et dukkehjem med den afsluttende profeti, at når „Kvinden først har rejst sig, lader hun sig ikke mere stanse. Som Nora vil hun lade de Pligter, hendes Dukkeliv har affødt, falde død til Jorden, fordi Arbejdet med hendes eget, forsømte Jeg, opsluger og omstøder alt andet. Selv Moderkjærligheden rykkes op med Roden“. Hun beundrede naturalismen i Niels Lyhne, hvor romantiske lykkeforventninger var erstattet af „de nøgne, strenge Virkelighedsdogmer“, og hvor menneskelivet følger naturens lov, „den samme Lov, der lader Græsset visne og Blomsten derpaa falde af“.

Debutnovellen „Madam Højers Leiefolk“ (1882) skulle være et bidrag til naturalismen og sætte problemer under debat. Med social indignation beskrives den grådige madam Højer, der har sat sine logerende på gaden, en familie med otte børn, hvoraf to er lamme og to er nyfødte tvillinger, fordi manden, en arbejdsløs enbenet stenarbejder, er i huslejerestance. Familien slår sig ned i smøgen bag det tidligere logi, og for at få de vanrøgtede tvillinger til at sove, mader konen dem med snaps. Billedet af konen, der med sine „stokagtige Arme“ og „sprækkefyldte, forslidte Hænder“ holder de „blaaviolette (…) mjavende“ tvillinger i favnen, er den romantiske madonna set gennem naturalismens briller. Om morgenen er spædbørnene døde. Madam Højer sørger for, at sagen bliver meldt. Konen får tre års strafarbejde: „Saa fik hun da Tag over Hovedet saalænge“, slutter historien. Den kaster et skarpt lys over samfundets bagside og menneskenes ubarmhjertige livsvilkår med den fattige kone som vigtigste synsvinkelbærer.

Novellen udkom anonymt i venstrefløjens Nyt Tidsskrift og vakte forargelse. Det tog Skram som et tegn på, at den var noget værd. En anmelder beskyldte forfatteren for at efterligne Zola, som hun ikke havde læst meget af og ikke brød sig om. Derimod var hun optaget af Tolstojs realisme og etiske engagement.

Skrams næste novelle, „Karens Jul“, som blev trykt i Politikens julenummer 1885, er en ny variation over madonnabilledet. En fattig ung pige har søgt ly med sit spædbarn i et skur på havnen, hvor hun efter jul findes død: „Barnet laa op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden. Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber Blod, som laa størknet paa Hagen“. Hele forfatterskabet blev præget af denne vilje til en ubesmykket virkelighedsbeskrivelse, der er fuld af menneskelig fornedrelse og et fysisk forfald, som munder ud i groteske dødsscener.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kvindelig naturalisme - Amalie Skram.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig