• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det syge køn

Oprindelig forfatter LB-J

Skram havde svært ved at få det sidste bind færdigt. Der var mange tråde at samle, og stoffet var hendes egne pinagtige barndomserindringer om forældrenes uharmoniske samliv. Hun havde desuden i 1889 fået en datter, som hun følte tog hendes tid. I perioder lejede hun et værelse ude i byen for at få arbejdsro. Modsætningen mellem forfatterrollen og husmoderens forpligtelser blev uudholdelige, og i foråret 1894 lod hun sig indlægge på Kommunehospitalets 6. afdeling under psykiateren Knud Pontoppidan, en broder til Henrik. Opholdet her og efterfølgende på Sankt Hans ved Roskilde varede to måneder og resulterede i romanerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895).

Romanerne handler om malerinden Else Kant, der lever i et solidt borgerligt ægteskab med en hensynsfuld mand, deres lille søn og hjælp til husarbejdet. I første scene står hun foran staffeliet som et billede på den virkeliggjorte feministiske utopi om at forene kunstner- og kvinderolle. Hun er imidlertid midt i en krise, idet hun ikke kan få sine indre billeder frem på lærredet. De har i stedet bemægtiget sig hende som hallucinationer og natlige drømme, der bringer hende på selvmordets rand og ud i psykoselignende tilstande. For at hvile ud lader hun sig indlægge under professor Hieronimus, men hun oplever snart hospitalet som et frygteligt sted, hvor en ubøjelig patriarkalsk autoritet hersker over en flok gale kvinder. Hun føler sig rask og vil udskrives, men nu bliver hun tvangsmæssigt tilbageholdt af den lægelige sagkundskab, der tolker hendes vrede og oprør som sygdomssymptomer.

Romanerne er umiddelbart antipsykiatriske kampskrifter, som indgik i den offentlige kritik af Knud Pontoppidan, der netop var rejst i anledning af nogle opsigtsvækkende tvangsindlæggelser. I videre forstand er de nye variationer over de kvindelige identitetskonflikter fra ægteskabsromanerne.

Annonce

I modsætning til Elses moderne, hensynsfulde mand er Hieronimus en streng faderfigur. Han indtager fra den første dag rollen som den mandlige autoritet, hun kæmper for at frigøre sig fra, og bliver genstand for den følelsesmæssige 'overføring', som hun forgæves havde søgt at inddrage sin mand i. Forholdet til Hieronimus, som hun både hader og elsker med en lidenskab, der har paranoide og masochistiske træk, er det ene led i hendes helbredelse. Det andet led er mødet med de gale kvinder, der har sprængt alle kvinderollens former for kropsligt at udtrykke deres primitive følelsesliv, sexhungrende, infantile, dybt depressive og rablende gale. Synet af dem forbinder Elses indre verden af „Rædsel og Elendighed“ med virkeligheden ved at materialisere hendes fortrængte forestillinger om et eksplosivt kaos bag kvinderollens maske.

 Kommunehospitalets 6. afdeling, hvor Knud Pontoppidan var overlæge 1887-97. Han moderniserede afdelingen og indførte sygeplejersker, men fraværet af en sindssygelov skabte usikre rammer for arbejdet. I 1890'erne rejste historier om påståede tvangsindlæggelser en offentlig storm mod ham, som Amalie Skrams romaner Professor Hieronimus og På St. Jørgen bidrog til. I sit lille forsvarsskrift 6te Afdelings Jammersminde, som han udsendte samtidig med sin afgang i 1897, afviste Pontoppidan at have nogen lighed med Skrams Hieronimus.

Kommunehospitalets 6. afdeling, hvor Knud Pontoppidan var overlæge 1887-97. Han moderniserede afdelingen og indførte sygeplejersker, men fraværet af en sindssygelov skabte usikre rammer for arbejdet. I 1890'erne rejste historier om påståede tvangsindlæggelser en offentlig storm mod ham, som Amalie Skrams romaner Professor Hieronimus og På St. Jørgen bidrog til. I sit lille forsvarsskrift 6te Afdelings Jammersminde, som han udsendte samtidig med sin afgang i 1897, afviste Pontoppidan at have nogen lighed med Skrams Hieronimus.

Med de to romaner fik Skram billedliggjort sine egne indre syner og dermed fuldendt det projekt i sproget, som ikke ville lykkes for Else på lærredet. Det var et tegn på, at Skram var blevet rask efter hospitalsopholdet.

Else bliver også rask, hallucinationerne forsvinder, og hun sover om natten, men hun maler ikke. Helbredelsen opfattes af Else hverken som et resultat af forholdet til overlægen eller de gale medpatienter. Vendingen indtræffer, da en mor til seks børn bringes døende ind på afdelingen efter et selvmordsforsøg. I en fantasi ser Else hende ligge oven på sit tæppe, som om de to skulle smelte sammen. Hun afviser identifikationen og kvinden, der fejt var flygtet fra sine forpligtelser, og lover sig selv, at hun vil leve for sin søns skyld. Herefter kan hun både græde og sove igen. „Forstenelsen i hendes Indre opløstes (…) En Selvmorderske havde reddet hende fra at bli Selvmorderske (…) Hun følte sig brudt og knækket, men samtidig styrket“. Else mener, at hun bliver helbredt af sin styrkede moderfølelse. Romanen viser dog noget andet, idet sønnen kun vækker hendes medlidenhed, mens Hieronimus vækker hendes lidenskab.

Hospitalsopholdet bragte samlivet med Erik Skram til ophør. Novellesamlingen Sommer (1899), som blev et nyt kunstnerisk højdepunkt i forfatterskabet, handler om kærlighedsforhold i opløsning. Når den ene er kold, elsker den anden, og kvinden sidder i alle tilfælde tilbage med smerten.

Amalie Skram var blevet dansk statsborger ved sit ægteskab med Erik Skram og betragtede sig selv som dansk forfatter. I 1901 kom hun på Finansloven.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Det syge køn i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477072