Den anden roman i To Fortællinger, „Tantaluskvaler“, er en løsere og mere ufærdig tekst, men stilistisk og psykologisk er det Ravnkildes betydeligste og desuden det senest skrevne værk. Elisabeth Due har den første Elisabeths forfatterdrømme og Judiths vilje til selvbeherskelse. Dertil er hun selverhvervende. Handlingen begynder, da hun ankommer som guvernante til en provinsby. Hun forelsker sig i den lokale grev Høegh, som har kone og barn andetsteds. Den økonomiske og sociale ulighed er forsvundet som tema. Romanen fortsætter den analyse af sammenhængen mellem kønsforskellen og kærlighedens væsen, som var opridset i Judith Fürste. Høeghs ægteskab er kun den ydre forhindring for deres kærlighed. Da han rejser fra byen for at slå sig ned i Syden og tilbyder hende at følge med, afslår hun tilbudet. Ikke fordi hun i et uægteskabeligt forhold ville ofre sin anseelse, eller fordi hun prioriterer sit forfatterskab, men fordi hun frygter, at hengivelsen til kærligheden vil dræbe den. Hun tror, at „i samme Sekund hendes ja var udtalt, havde hun tabt al Betydning for ham. Han kunde ikke elske. Han kunde kun længes“. For ikke at miste hans kærlighed må hun fornægte sin egen. For dem begge er kærligheden tantaluskvaler.

Han er en livserfaren, elegant 40-årig æstet, en kierkegaardsk figur, der lever i nuet og nydelsen. Hun er en naiv, smuk 20-årig idealist, en elev af Stuart Mill, der tror på lykken og det godes sejr. Romanens hovedindhold er deres seks møder på forskellige lokaliteter, hvor den erotiske spænding mellem dem bygges op gennem intellektuelt og sprogligt stimulerende samtaler. Synsvinklen ligger hos Elisabeth, hvis betagelse af Høegh er kvindelitteraturens første skildring af en kvindelig erotik, ikke i de romantiske længslers form eller den afsporede dyriske drift som i Levisons noveller, men som voldsomt sammensatte følelser af idealisering, jalousi, seksuel lyst, forsmåelse og fornedrelse, hvilket fremgår af citater som „ Hun vidste, hun vilde have bortbyttet sin Ret til Saligheden for et Ord af hans Mund“, „Hun længtes efter ham, saa hun syntes, hun maatte blive vanvittig“ og „Hun hviskede rolig: „Jeg er fortabt.“ Det var den grænseløseste Jubel“.

Det er hendes „Kald“ at elske, tænker hun, og for at bevare kærligheden må hun inderliggøre den som kunst. Når Høegh har forladt hende, griber hun pennen for at „skrive sig ud af det“. Lysten ved at sætte ord på papiret erstatter lysten ved at tale med ham. „Som i en Rus føjede Ordene sig for hende, hun huskede ikke paa sig selv, Pennen fløj hen over Papiret, hendes Stemning vandt Form (…) hun styrtede sig i det som i en Berusning, hendes virkelige Liv blev en Drøm, hendes Drøm blev hendes Liv“.

Da Høegh har forladt hende, rejser hun til København for at blive forfatter. Tiltrækningen mellem dem beror på, at de er hinandens modsætninger og genkender de skjulte sider af sig selv i den anden. Høegh genkender sig selv i Elisabeth, „som jeg er i mine bedste Øjeblikke (…) Det er det, som gør, at jeg undertiden har Lyst til at tale med Dem for at finde mig selv.“ Romanen er historien om, hvordan Elisabeth gennem at tale med ham finder sig selv og sin stemme som forfatter.

Ravnkilde havde selv været guvernante i en kort periode og forelsket i ejeren af Voergaard Peter Brønnum Scavenius, der kom i hendes hjem. Efter selvmordet udgav Brandes Judith Fürste med et inderligt medfølende forord skrevet på baggrund af deres eneste møde: „En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var bristet (…) En tapper exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet for bestandig (…) det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke“.

Da romanen blev godt modtaget og kom i et nyt oplag, udgav Erik Skram To Fortællinger samme år. Han oplyste i forordet, at de to tekster blev forkortet fra 500 til knap 200 sider, ligesom en „Del Ubehjælpsomheder er blevet omdannede“. Tilsvarende blev Judith Fürste „forkortet og rettet“ af M. Galschiøt, og titlen ændret. Da manuskripterne er forsvundet, kender vi ikke teksternes originale version.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet At skrive sig ud af det.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig