Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den historiske raptus - Stygge Krumpen

Oprindelig forfatter ABR

„Jeg vil vove at paastaa, at jeg med „Stygge Krumpen“ genskabte den historiske Roman og paany rejste Interessen for Danmarks Historie,“ siger Thit Jensen i Hvorfra? Hvorhen? (1950). I 1907 kom Prins Nilaus af Danmark, der skulle blive første del af „Himmerlands nitakkede Krone“, et romanprojekt, der slutter i 1954, hvor hun udgiver Den sidste Valkyrie. Tilsammen fortæller romanerne danmarkshistorie fra omkring år 900 (Den sidste Valkyrie), hvor kristendommen begynder at vinde indpas, til slutningen af 1500-tallet, hvor Jørgen Lykke (I-III, 1931) repræsenterer en desillusioneret moderne renæssanceskikkelse, der har mistet troen. Otte af de ni bind udkommer i perioden 1928-1954, og den ydre og indre kronologi følges ikke ad. Bogen om Prins Nilaus foregår omkring år 1100, resten skrives baglæns, idet de fire store bøger om Valdemar Atterdag (1940-1953, fællestitlen En Kærlighedshistorie) dækker perioden 1328-1375.

Den store historiske raptus starter tre år efter Aphroditebogen, og det er nærliggende at se en sammenhæng mellem fortællingen om Gerds opløste psyke og tilbagetrækning fra modernitet og politik til ægteskabet med en præst, og det historiske projekt, hvor glimrende helteskikkelser med Valdemar Atterdag som overvældende centrum får riget, slægten og kærligheden til at forenes. Men historien er mere end projektionsspejl for modernitetens traumer, den er også et rum for fortolkning og fornøjelse, hvor historisk viden og Thit Jensens digteriske fantasi indgår nye og læseværdige forbindelser. Det stiller spørgsmålet, hvordan landet, slægten og familien bliver til i en proces, der godt kan kaldes fremskridt, men som samtidig bliver en undersøgelse af fremskridtets karakter. Romanerne er på én gang dialektiske, mytiske, fantastiske og realistiske, og de er det i en sprogdragt, der genskaber et gammeldansk, der blander det sproghistorisk korrekte med Thit Jensens egne lystfyldte nydannelser. Den ekspressive sanselige stil, der levendegør maden, vejret, psyken, klædedragten og de mange fester, bringer også historien op i nutiden.

 Bogomslag til originaludgaven fra 1936.Maria med Jesusbarnet er afbildet på Børglumbispens segl fra middelalderen, – på én gang et autentisk historisk levn og et symbolsk billede. Thit Jensens forfatterskab er optaget af kvindens og moderens betydning og magt i det sociale liv. De historiske romaner er et forsøg på at forstå kønnene gennem de verdslige og religiøse ordener.

Bogomslag til originaludgaven fra 1936.Maria med Jesusbarnet er afbildet på Børglumbispens segl fra middelalderen, – på én gang et autentisk historisk levn og et symbolsk billede. Thit Jensens forfatterskab er optaget af kvindens og moderens betydning og magt i det sociale liv. De historiske romaner er et forsøg på at forstå kønnene gennem de verdslige og religiøse ordener.

På det mytiske plan følger historien overgangen fra hedenskab til kristendom og siden kampen mellem katolicismen og protestantismen. I den mytiske historieskrivning bliver de moderne splittelser udfoldet. Den førkristne kultur er mandhaftigt krigerisk, vikingerne brydes for idrættens og fornøjelsens skyld, for døden i kamp fører direkte til Valhal (Den sidste Valkyrie). Kristendommen melder sig da som fredens religion, der drager omsorg for kvinder og børn. Men midt i den modstilling rejser sig røsten fra valkyrien Thyra, der selv er en kriger og spørger kritisk til romerkirkens kvindesyn:

Annonce

„Men I have for Vane at lefle for Moderen,“ siger hun: „I binder hende til Moderskabets Pæl for i næste Stund at smæde hendes Køn som Forfører af Mandhed. Kvinden frelses ved Barnefødsler, siger en af dine Lærere, Paulus hedder han vist, hvad frelser da dine Helgeninder, som ikke fik Afkom?

Er det største af alt at være Skaber af Afkom, hvorfor har dine Kirkefædre da intet Afkom?“

De førkristne kvinder er ofre, men også potentielt stærke som mænd, og kampen er vanvittig og destruktiv, men også livskabende. I den helt anden ende af historien, i Af Blod er du kommet (1928) spørger Jens Favourskougs blide kæreste Helle, om det er djævelen, der har givet mennesket begær og tørst efter at eje, og han svarer:

„Nei, du uskyldige Hierte, af hin Tørst kommer al Liv! Var ej den, sad vi alle på byglamme Gaarde, barnløse, med tomme Hænder. Tørst efter at eie faar Kornet til at gro, Byerne skøttes paa det, at de kan blive flere, Skove hugges og Agre dyrkes, at Riger kunne voxe“.

De aktive på historiens scene er individet og slægten, der også konstituerer de fyrstelige magtcentre i Europa. Det store fyrstehus bliver matrice for skildringen af familiens indre dialektik på godt og ondt, fra valkyrien Thyras kæmpestore produktive husholdning over Valdemar Atterdags idealfamilie med kærligheden til hustru og børn til renæssancens forretningsprægede familiedannelser, hvor bruden blot er en handelsvare, eksemplificeret i Jørgen Lykkes kærlighedsløse ægteskab. Valdemar og Helvig er fysisk og psykisk idealparret i en konstruktion, hvor hun giver ham kraft ved sit nærvær, styrer riget i hans fravær, men også betoner kvindens mere gedulgte rolle i kønsforholdet. „Gud betroede os Kvinder at lede Mænd, men tie derom, for de taaler ikke at vide det… og lade de haant om sagtetalte Kvinderaad, gaar det dem ilde. Elske vi, da glemme vi vore Raad saa snelt, som de kom over Læben“.

Uden for familierne er det klostrene, de kristne og Cybelekultens almoderdyrkende kvindeklostre, der får deres fyldigste skildring i bøgerne om Stygge Krumpen (1936). Romanen udspiller sig i perioden 1500-1536 og følger Stygge, der mister sin mor, kommer i latinskolens helvede, befries af en anden moderskikkelse, sendes til udlandet for at læse og vender hjem for at overtage bispeembedet efter sin onkel i en proces, hvor han forsøger på samme tid at rense ud i og frelse den katolske kirke, en kamp, han jo taber til reformationen. Mens nonner og munke forlader klostrene for at gifte sig, forbliver Stygge Krumpen kysk i sin kærlighedsrelation til Cybele-nonnen Elisabeth. Kun et enkelt, men saligt kys lover og tillader de sig inden døden, og Thit Jensen holder sig ikke tilbage i skildringen af kyssets eufori:

Han bøjer sit Ansigt ned mod hendes, og deres Læber mødes. Med sine Arme om hende, trykker han hende tæt til med hele den Ømhed, som hans Kærlighed er, hele den Ømhed, der fødes af Lykke ved at føle hendes Legeme saa nær sit eget. Han frigør sin Arm for at kærtegne hendes glatte Haar, hendes Kinder, hendes hvide, høje Pande, der er saa smal, at en Barnehaand kan spænde fra Tinding til Tinding, den Pande, han i sine Dage og Nætters Syner har elsket og beundret … det er fra den Pande, han har hentet Viljestyrke nok til at lade hende ren. (…) Og de véd begge, at saa stor en Lykke er Indgangen til den evige Salighed. Den kan ikke leves to Gange paa denne urene Jord.

Stygge er romanens smukke, dydige helt, hans modstykke er bispeonklen, som imidlertid ikke er det ondes, men festens og lovbruddets mand. Romanen er melodramatisk farverig i sine skildringer af de onde sadistiske lærere over for det fredelige og skønne Cybele-kloster på Fur. Med moderne psykologi forklarer Thit Jensen mishandlingen af børnene som munkenes og nonnernes syge afløb for den sociale og seksuelle lykke, de ikke får. Romanen har sine skurke og en voldsom kritik af den katolske kirkes magtbrynde og begærlighed efter næstens jordiske gods, og den skildrer med stor sympati, hvordan nonner og munke flygter ud af klostrene og ind i lovlige og sunde ægteskaber. Men sympatien omfatter også tilbagetogets helt Stygge, hans flommefede onkel i det utugtige paradis Pallittelund, hvor små uægteskabelige børn løber frit omkring – og det almoderdyrkende kloster, der vogtes grumt og ildevarslende af sorte hunde med røde flænsende gab. Klostrets hvide renhed har paradisiske træk, men med en dæmonisk bagside; viltre småpiger 'bages om', dvs. dræbes, for at harmonien kan opretholdes, og således har den kyske familiedannelse mellem gudindemoderen og hendes døtre sin egen grusomhed. Og klostrets rationale er netop moderens svage placering midt i den katolske kirkes Maria-dyrkelse; derved bliver det et symptom og en protest snarere end en anbefaling.

 Thit Jensen signerer det sidste bind af tetralogien om Kong Valdemar og hans hustru Hedvig i 1953, et hovedværk blandt hendes ni bind historiske romaner. Hun var på det tidspunkt ikke mindst kendt som en provokerende og spektakulær performer, som folk strømmede til for at høre og se, hvad enten sagen var bøgerne, spiritisme eller synet på ægteskab og moderskab.

Thit Jensen signerer det sidste bind af tetralogien om Kong Valdemar og hans hustru Hedvig i 1953, et hovedværk blandt hendes ni bind historiske romaner. Hun var på det tidspunkt ikke mindst kendt som en provokerende og spektakulær performer, som folk strømmede til for at høre og se, hvad enten sagen var bøgerne, spiritisme eller synet på ægteskab og moderskab.

Den protestantiske fornuft i romanen bifalder den ægteskabelige familiedannelse, men romanen skildrer med stor fascination både den asketiske Stygge og de to vrangformer af paradiset. Moderskabet er et gennemgående motiv i romanen, der tager sit afsæt i Stygges gode, men tidligt døde mor, hans frelse fra latinskolen gennem endnu en moderskikkelse, nonnen Dorete Due, der drømmer om også fysisk at blive mor, og hans forhold til den katolske moderkirke. Moderen står for omsorg og frugtbarhed, men i den katolske kirkes klosterpraksis er moderen reelt udelukket og forvist til Fur. Romanens feministiske projekt bliver da indskrivningen af moderen i den metafysiske, sociale og familiemæssige orden. Men den følger med stor fascination de knap så ordentlige forhold. Det gør den også i sin æstetik, hvor det episke forløb spiller sammen med en opbygning af romanen i scener, store sansemættede tableauer, der får deres egen betydning og derfor også stritter imod den enstrengede didaktik. Teksten og dens læser får i hvert kapitel lov til at dvæle i nye rum, der fyldes af billeder, lyde, smag og duft. Et eksempel er romanens to madorgier; det ene foregår hos bisp Niels på Pallittelund, hvor man hengiver sig til et væld af sirupssødede retter. Det spejles af tiggermunkenes fastemåltid, der omfatter tre gange seks anretninger med fisk, heri fasten! En smagsprøve på bispens sommergilde, hvor han har sin bekymrede elskerinde Fru Pallitte ved sin side:

Niels Stygge spiser alt. Graadig som en drægtig Aborre! Dynger af sukkersøde Østers gaar i ham, mens han beroliger hende med, at han vil overleve hende. Han drikker efter sit Omfang. Det er ikke lidt, han hælder i sig, som Vand hældes i en Kumme med Blomster, den kan bestandig tage mere, end man tror.

Øl med Honning lokker et halvt Dusin Lærker ned syltede i tyk Sukkersirup. Han nyder disse sødede Lærkebryster, han svælger i denne allernyeste culinariske Opfindelse, Sukker, som er kommet fra Orienten. Det har sødet ham i Sindet, sødet ham helt ud i de to kaade mørkfavede Lokker, der espritter op fra hans Tindinger og krummer som Bukkehorn.

Gennem de historiske romaner opnår Thit Jensen et rum for kunstnerisk frihed, der kan rumme sanseligheden og tvetydigheden. I nutidsromanerne løb hun ind i splid og modsigelser, polariseringer, og i det sidste forsøg på at skrive det 20. århundredes kvinde løb hun panden mod den mærkelige blanding af betydningsskred og ambivalens, der kendetegner det moderne, hvad enten det handler om kønnet, kunsten eller identiteten. De historiske romaner bliver da en forsøgsstation, der får lov at rumme alle modsigelserne og i bedste fald forme dem til en dialektik, der ikke presses af kravet om en endegyldig løsning. De kan rumme Cybele-klostrets skønhed og grumhed, Niels Stygges syndige leben i kaos og skønhed og Stygge Krumpens smukke mandighed og umulige forsvar for en tabt sag. Selv drømmen om det hellige ægteskab, der i romanen om Dina, Den erotiske Hamster, gik under i helvede, kan genopstå som drømmebillede af forholdet mellem den ulasteligt tro Valdemar og hans altid elskede Helvig, balanceret af en mere nuanceret version af ægteskabets historie inden og uden for de kongelige rækker. Og mens det forsøg stod på, kunne Thit Jensen hellige sig sin agitation for det frivillige moderskab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birgitte Richard: Den historiske raptus - Stygge Krumpen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476954