Krønikeskriver, folkelig fortæller, performer, kvindesagskvinde, realist og spiritist. Thit Jensens (1876-1957) forfatterskab og virke spænder så vidt, at det ser ud, som om hun bragte en sprængladning til detonation. I dyrlægehjemmet i Farsø i Himmerland blev hun tidligt en ekstramor og lærerinde for sine mange søskende under moderens stadige svangerskaber, og her lægges grunden til engagementet i moderskabet og svangerskabsforebyggelsen på samme tid. Hun tog til København og fortsatte med at undervise og passe hus, mens hun begyndte at skrive. Storebroderen Johannes kunne leve som journalist, rejse og træne sit skrivetalent, søster Thit skrev som de fleste jævnaldrende kvindelige kolleger mod strømmen og forældrenes ønske. I sin status over sit liv Hvorfra? Hvorhen? (1950) hævder hun, at hun altid har levet i en indre balance: „Jeg var tvivlløs, fordi jeg altid sagde til mig selv: „Du er den stærkeste … for du har Ret““. Det er ikke en balance, man genfinder i forfatterskabet eller i dagbøgerne, der er gennemsyret af tvivl og splittelse, mellem længslen efter roser (kærlighed og børn) og laurbær (arbejde og anerkendelse), men også mellem ensomhed og samhørighed. Splittelsen er typisk for det tyvende århundredes kvinde, en modernitet i sjælelivet, der er kønnets og tidens, hvor drømmen om det rene engagement konstant undermineres af sin egen indre modsigelse.

Engagementet i kvindernes sag hentede sin næring i Himmerland. Thit Jensens Jydske Historier (1916) har religion, forstokkethed og ikke mindst mænds juridiske, korporlige og psykologiske magt over kvinderne som hovedmotiver. Flere af historierne („Hun døde i sit Kald“ og „Frit Slag“) er rædselsvækkende beretninger om kvinder, der går under i ægteskaber, der blot består af svangerskaber, druk, mishandling og mandens bortødning af alt inklusive hustruens arv. Her følger de tendensen fra forfatterskabets første tiår, der taler kvindernes sag i en blanding af juridisk analyse og gruopvækkende skildringer af mændenes drikfældighed, galskab og voldsregimente. Et eksempel er Martyrium. Samfunds-Roman (1905), hvor heltinden Sarah snart optræder som kvindesagskvinde, snart er martyren i et alkoholiseret ægteskab.

Ørkenvandring (1907) tager afsæt i kritikken af en pigeopdragelse, der stækker de unge kvinder psykisk og fysisk – en af dem går med fodlænker for ikke at tage for mandhaftige skridt. Som demaskeringsroman, hvor kvinderne vågner til en barsk virkelighed, følger den naturalismens krav om sandfærdig virkelighedsskildring, som den driver ind i rædselsrealismen i skildringen af hovedpersonen Eleonoras forfærdelige ægteskab. Eleonora hjælpes på fode i 1900-tallet, hvor hun hører den ny generation af veluddannede kvinder diskutere lovgivningens umyndiggørelse af den gifte kvinde, hvorefter romanen igen skifter spor og sætter en modsætning op mellem den gale mands monolog om faderansvaret som kulturtvang mod mændene og Eleonoras stærke engagement i børnene, der afskærer hende fra at tage sit liv. Det kan ligne et kludetæppe af brandesianske problemer under debat, naturalistisk fascination af alt socialt og fysisk hæsligt, kvindesaglige emancipationsdiskurser og biologiske refleksioner over slægters degenerationer og kønnenes natur, men romanen hænger paradoksalt sammen i sit stærke engagement, der ikke kan sættes på én færdig formel. Om Thit Jensens engagement kan der ikke herske nogen tvivl, og det bærer forfatterskabet og hendes politiske virke i mere end 50 år og giver det energi og kvalitet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kvinden i historien - Thit Jensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig