Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vi vinder rummet ind - noveller

Oprindelig forfatter LHand

Himmerlandshistoriernes bagudvendte perspektiv har sit modstykke i Jensens noveller, der henter deres motiv i det fremmede, som han har erfaret på sine mange rejser. Intermezzo kaldte han i 1899 en lille samling noveller, som senere blev fulgt op af tre samlinger med fællestitlen Eksotiske Noveller (1907-1915). Mest banebrydende genremæsigt er han i noveller som „Dolores“ og „Louison“, der formelt svinger mellem prosa og prosalyriske passager, og som bevæger sig i et grænseland mellem fantastiske visioner, fiktion, rejseskildring, selvironisk bekendelsesskrift og forskruet forkyndelse. Det er noveller skrevet på et højt og desperat humør. Udgangspunktet er en nietzscheansk oplevelse af alle værdiers sammenbrud og bestræbelsen på at finde „den hele, firkantede Ide, der skal danne Grundstenen for et nyt Aarhundredes Hus“. Med en legendarisk kvindeforagt og arrogance rejser novellernes flanerende fortæller rundt i Sevilla og Paris. Han er fascineret af de to kvinder Dolores og Louison, der på hver sin måde inkarnerer det kvindelige som en farlig sammensætning af ubevidsthed og beregning. Forholdet mellem kønnene satte det moderne gennembrud øverst på dagsordenen, og Jensens noveller er markante udtryk for den kønsrolleforvirring, der fulgte af opbruddet. Her finder man skiftevis en uhyre foragt og angst for kvinden og en tilbedelse af hende. Det moderne mandlige individ er i dyb splid med sig selv og sine omgivelser, således som hele Jensens tidlige forfatterskab igen og igen peger på. Men der er også en stadig vilje til at overvinde det skiftevis selvudslettende og megalomane individs splittelse og få helet, hvad der synes delt op i uendeligt og uoverskueligt mange dele.

Grundstenen for det nye århundredes hus ligger ikke fast, men bestemmes som bevægelsen og forandringen. At være på rejse er således et markant udtryk for tiden og dens i grunden rodløse og ubefæstede menneske. At rejse er at være i overensstemmelse med sit inderste væsen, og rejsen er vejen til ny erkendelse: „Skal jeg tænke nyt, da maa jeg sanse nyt“. Den nye erfaring er, at verden på en gang viser sig i sin mangefacetterede storhed, og at den bliver lille i den forstand, at den bliver opnåelig. „Vi vinder Rummet ind!“ hævder den rejsende. „Afstan-dene var kun et Timespørgsmaal. Er Rummet ikke mit, er Alverden ikke lige nærværende“, skriver Jensen i „Louison“ og lader sin rejsende helt forlade Paris og Louison for at prøve lykken i London, Singapore, Yokohama – hvor som helst. Verden er flad og uden den dybde, som Nietzsche profeterede i Also sprach Zarathustra. Verden og virkeligheden er – som Hans-Jørgen Nielsen senere skulle formulere det – alt det, som findes horisonten rundt. Vil man gribe og begribe den, må man gøre det i farten, hvad Jensen senere gjorde til selve princippet for rejsebogen Introduktion til vor Tidsalder (1915), hvor det at rejse, skrive og erkende sker i en og samme bevægelse.

Jensens erfaring er den vandrendes: „Behold Stederne, I Længselsfulde, og giv mig Rummet derimellem. Mit Hjærte er let, fordi jeg ikke har Sted“. Det er en ganske anden livsopfattelse end bondens, der netop definerer sig selv i forhold til slægt og jord. Den rejsende har ingen fast ejendom, ingen ægteskabelige forpligtelser, men er fri til at bevæge sig, hvorhen han lyster. Men han lider også af en „fortærende Distancegraadighed“ og en umættelig trang til at se og sanse nyt, som gør det umuligt at falde til ro. Den rejsende bliver til en faustisk figur og en Ahasverus-skikkelse.

Annonce

Lysten er den ene side af mødet med det nye og fremmede. Angsten er den anden. Det er angsten for at miste sig selv i det overvældende fremmede, som rumsterer i novellerne og gerne i kvindens skikkelse. I Jensens opdeling af kvindelige og mandlige karakteregenskaber er det konsekvent, at sårbarhedens gestalt er en kvinde som i den sene novelle „Hos Fuglene“ (1926). Et europæisk selskab er på udflugt i ørkenen, da et ungt pars bil punkterer. Mens han reparerer bilen, går hun sig en lille tur og farer vild. Her ude i ørkenen konfronteres hun med ørkenstilheden og rædslen. Det europæiske forlystelsesmenneske er fortabt og afmægtigt, når det er alene i den fjendtlige natur. Da natten falder på, er hun på galskabens rand, men reddes til sidst af mændene og deres maskiner: „Automobilerne drønede op foran hende, det ene efter det andet, med gloende Lygter og utalte Hestekræfter, som en Flok Monstre inde fra Civilisationen der kom for at vække Alice og føre hende tilbage til Virkeligheden igen“. Med hende reddet er det dog manden, der afslutningsvis bryder sammen og viser en følsomhed og sårbarhed, som i hele historien ellers har været projiceret over på hende. Spændet her mellem de første noveller og den senere viser en udpræget tematisk kontinuitet i Jensens forfatterskab, men også et ryk fra den ungdommelige desperation og formfornyelse mod den ældre forfatters mere underspillede alvor og mere enstonende stil.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Vi vinder rummet ind - noveller i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477037