Livsanskuelse - naturhistorie og myter

Med Den lange Rejse skrev Jensen sig direkte ind i tidens livsanskuelsesdebat. Mens folk som Helge Rode stod for Det sjælelige Gennembrud, som hans antibrandesianske bog fra 1913 polemisk blev kaldt, så gik Jensen en anden vej i sit opgør med det gamle radikale forbillede. Han fremholdt et idealistisk billede af kvinden som den omsorgsfulde moder, og han forkastede den psykologiske roman, som det moderne gennembrud havde sat højest, idet han selv demonstrerede en anderledes fabulerende form. I 1922-23 forsøgte han at få gang i månedsskriftet Forum, som han selv redigerede og bidrog flittigt til – det kom med blot seks numre. Han plæderede her for en biologisk og darwinistisk livsanskuelse, som han dog med størst held kolporterede med den naturhistoriske fremstilling i Dyrenes Forvandling (1927). Heri forbinder han med stor originalitet en poetisk og billedskabende betragtningsmåde med naturvidenskabelige betragtninger. Naturvidenskaben ville ikke rigtig vide af denne bog, der forsøgte at forene synspunkter, som videnskaben havde fordelt på flere adskilte discipliner. Også her overskred Jensen vante grænser og lod en mærkværdig interferens udspille sig. I bogen beskriver han de mest primitive former for liv og viser, hvordan disse former indgår som stadier i de mere udviklede arters udvikling. Mennesket har således ormens form i fosterstadiet, ligesom det rummer abens dyriske raseri i sig, hvad der bliver tydeligt, når man i ophidselse taber hovedet, anfører han.

Det var dog med sine mange kronikker og artikler i aviser og magasiner, at Jensen nåede ud til et større publikum med sine synspunkter. I 1907 skrev han kronikken „Foraar“ – senere optrykt som myte med titlen „Darwin og Fuglen“. Den beskriver med alle sanser det spæde forår, som Jensen oplever på Vestre Kirkegård i København. Midt blandt de døde er der spirer til nyt liv, og heri finder han fortrøstning. Men han ser også, hvordan Darwin er indskrevet i naturen som en figur i et fiksérbillede. Mens Adam Oehlenschläger kunne se Jesu Kristi genkomst i den årlige natur (en digtcyklus fra 1805), så ser Jensen Darwin. Darwin er nemlig i sin tanke ét med naturen ifølge Jensen. Darwin så naturen, som den er, og sig selv som en del af den. Optræder Darwin ikke som gud her, så er hans natursyn ophøjet til en naturreligiøs følelse.

Naturevangeliet, som Jensen formulerede i „Foraar“, bekræftede han ved at gentage det i et utal af artikler og digte. „Darwin og Fuglen“ er desuden som nævnt en af de mange myter, som han skrev. Myter i hans forstand har ikke noget med gude- og heltemyter at gøre og er i det hele taget svære at sætte på fælles formel. Myten kan være alt fra en lille vision, en naturbetragtning, en erindring, en novelle til en allegori. Til den sidste kategori hører den tidlige „Forsvundne Skove“ (1899), som tematiserer længslen og dens kulturbærende betydning. Han forsøgte selv at beskrive myten „som et Spring ind i et Billede“. Det er altså ikke en møjsommelig ophobning af fakta, der danner grundlag for en argumentation, men netop et bevidsthedsmæssigt spring. Man ser det for sig, hvad enten billedet skal forstås i overført betydning eller beskriver en præcis sanset virkelighed, fx foråret på Vestre Kirkegård eller det hellige bjerg Fusijama, der i myten af samme navn (1907) åbenbarer, at „Der er kun en Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord“. Motiverne for myten findes hvor som helst: på hans rejser, i hans hverdag, i erindringen eller i historien. Især hans erindringsmyter som „Ved Livets Bred“ (1925) og „Barndommens Sig“ (1932) står som stærke skildringer, der forener et oplevet nu med erindring, fantasi og refleksion.

Johannes V. Jensens virke og biografi viser konturerne af et dybt splittet menneske, der i sig samler højst forskelligartede bevidstheder. Han er et menneske, der på en gang er et produkt af verden af i går, og som har optaget den nye industrielle og teknologiske storbyvirkelighed i sin erfaringsverden. Sådan set står Jensen som et symbol på det moderne menneske og dets livserfaring anno 1900. Med sit blik for den teknologiske udvikling og mediernes krav gik han ind i det nye århundrede. Han kunne besynge naturen som ingen anden, men han var klar over, at han havde forladt den og hørte hjemme i „Civilisationens tordnende Skove af Sten og af Jærn“, som han skrev i Skovene. Han befandt sig i en anden, kultiveret natur, som mennesket havde præget. Den besang han under Verdensudstillingen i Paris i år 1900, da han var en tur oppe i det mægtige pariserhjul. Herfra intonerede han i frie rytmer og med et nyt æstetisk sanseapparat den storslåede tid:

Hør hvor denne By, hvor denne vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim af Staal og Sten. Det er Rytmer mod Himlen. Naturkræfter digter … en Spøg er bygget nihundrede Fod op i Luften. Denne Udstilling bevæger Sindet som en vild Musik, en Harmoni, alle Folkeslags Enighed trods alt. Det tyvende Aarhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender.