Det første store poetiske forsøg i oplysningens projekt blev romanen Bræen (1908), der senere sammen med fem andre romaner blev til hovedværket Den lange Rejse (1908-1922). Værket beskriver i et langt træk tiden fra menneskets allerførste samfund og frem til Columbus' opdagelsesrejse og den hvide mands erobring af Jorden. Jensen sammenlignede det meget betegnende med en gotisk katedral, som er bygget over lang tid. Det har et hovedskib – en „hovedperson“, som er naturens og kulturens udvikling – og så har det en masse sidekapeller og stræbepiller svarende til dets mange sidehistorier og myter, som uddyber temaet, og som illustrerer den higen og længsel, der er grundelementet i værket. Det er fortalt i et mere roligt og ophøjet leje end de foregående romaner, idet Jensen har bestræbt sig på en berettende og fabulerende form med få eller ingen replikker.

Romanværkets hovedsigte er at gøre fortiden nærværende og genfortolke den. Som det indledningsvis hedder i romanen Christofer Columbus (1921), så gælder det, at „Kun den i hvem Fortiden er stuvet op har Fragt ind i Fremtiden“. Var Jensen som ung tilbøjelig til at lade fortiden falde på fremskridtets alter, så forholder det sig anderledes med den lidt ældre. Fortiden skal med, men i forvandlet og fortolket skikkelse. De gamles higen efter evigheden, deres længsel og naturfølelse, fastholder Jensen som det kulturskabende moment i den hvide mands verden. Det er længslen efter at transcendere sig selv og det givne, der sætter en mand i bevægelse og er anledningen til udvikling og fremskridt.

Grundformlen for denne udvikling finder man i Bræen, der er en mægtig fantasi over istidens komme til Norden og menneskenes reaktion på den. Det hele er holdt sammen i et tidsperspektiv, der tillader istiden at indfinde sig på en nat, så de tropiske dyr flygter over hals og hoved, og vegetationen går under. Menneskehedens udvikling kan følges i én person: Dreng. Han repræsenterer den nordiske race, der bliver på isen og tager kampen op i stedet for at vige for kulden som de laverestående mennesker, der rejser sydpå. Dreng gør oprør mod den degenererede slægt, begår et brodermord, afslører, at guden ikke er til og bliver forstødt. Og så skal han som det nøgne menneske skabe sig en ny verden, helt på linje med den forviste Adam og den strandede Robinson Crusoe. I ødemarken møder han kvinden Moa, og sammen lægger de grunden til en ny slægt af hårdføre mennesker. Det hele er fortalt med en fantasifuld munterhed, men også med en patetisk alvor. I bogen sker fornyelsen af verden tre gange, idet Dreng afløses af andre oprørere. Det konstante opbrud og den stadige udvikling danner således et mønster, som resten af Den lange Rejse bekræfter. Det begynder med en kulturel stagnation og de privilegeredes ufortjente magt. Stagnationen medfører enerens udlængsel og forbrydelse, hans flugt, nydannelse af familie og samfund og materiel fremgang som følge af kampen med naturen og hjemlængslen efter det tabte land. Det er hele tiden verden på ny og dog den samme: Ungdommen bryder med de stivnede normer og givne traditioner. Derved bliver den geniale outsider ikke mere original, end at andre før ham har gjort præcis det samme. Med den forestilling gør Jensen op med sin ungdoms Nietzsche-inspirerede og eksklusive overmenneskeidé, idet han forsoner den med det almene.

Denne udviklingsmæssige lovmæssighed viser sig bl.a. i Jensens kritiske omgang med Bibelens skabelsesmyter. Man genfinder både uddrivelsen af Paradis, Kains brodermord og syndflodsmyten, men fortællingerne er også inspireret af naturvidenskabelige, arkæologiske, antropologiske og religionshistoriske teorier. Jensen ville give det moderne menneske en moderne skabelsesberetning i sekulariseret form. Guder er noget, mennesker har opfundet, viser hans myter gang på gang. Også eksistentielle spørgsmål som meningen med lidelse og modgang har han et svar på. For lidelsen og afsavnet skaber den længsel, som er civilisationens og fremgangens drivkraft.

Tilblivelsen af Den lange Rejse over fjorten år har resulteret i, at den er præget af forskellige holdninger til blandt andet racespørgsmålet. Hvor Jensen i Bræen er entydigt imod folk fra syden og anser dem for undermålere, så har han i både Norne-Gæst (1919) og Cimbrernes Tog (1922) et andet syn. Her forbinder han nord og syd – ligesom han andetsteds forbinder øst og vest – og fremmaner billedet af en forening af modsætningerne i en universel humanisme. Hovedpersonen i forhold til denne vision er Norne-Gæst, en magisk vandrefigur, som er inkarnationen af det gavmilde kulturmenneske, der higer efter indsigt og perfektion.

I 1919, da bogen om ham udkom, stod Norne-Gæst som et modbillede til den bestialske adfærd, det europæiske menneske havde lagt for dagen i 1. Verdenskrig. Han er billedet på en ny og bedre tilstand skabt på ruinerne af de gamle – og set i forhold til verdenskrigen – fatale modsætninger.

Det samlede værk er da i ideologisk splid med sig selv, og det er et „Konglomerat af Stilarter, hvoraf ingen enkelt kunne bringes til at rumme Intentionen,“ som han skriver i Æstetik og Udvikling (1923), hvor han gør rede for sin poetik. End ikke nogen overordnet plan kunne Jensen lægge for sit arbejde. Han skrev – ligesom i Kongens Fald – som en improvisator, der kaster sig ud i sit emne og skriver impulsivt og umiddelbart. Den blandede form er især karakteristisk for Christofer Columbus, der i sin oprindelige udgave i allerhøjeste grad virker som en gotisk katedral. Den indledes med en række afrundede myter uden anden sammenhæng end den tematiske, der drejer sig om længsel, opbrud og den religiøse følelse. Indledningsvis finder man da den vellykkedes myte „Under Yggdrasil“, der beskriver jægeren, som forgæves jager evigheden, mens hans nærværende verden forgår. Han forlader kvinde og barn, blot for at finde ud af, at det var dem, han i virkeligheden søgte efter. Hans stræben danner udgangspunkt for den katolske kirkes billede af den hellige Guds moder.

De indledende myter følges af hovedhistorien, der genfortæller Columbus' liv så langt, at den beskriver ham som bærer af den hvide mands ekspansion. Det er ikke individet Columbus, der er interessant, men den længsel og idealisme, som han er repræsentant for. I dramatisk form skildres sejladsen over Atlanterhavet og frem til den frelsende ø San Salvador. Men forfaldet skildres også straks, da erobreren Cortez' bloddryppende historie berettes i et langt afsnit, som blot er Jensens genfortælling af foreliggende historisk materiale. I den samlede udgave af Den lange Rejse er dette afsnit udeladt. Afslutningsvis følger igen en række myter, der fører udviklingen helt op til nutiden, hvor verden er erobret geografisk set, og erobringen nu sker i overført forstand som erkendelse af naturens indretning og udvikling. I værkets sidste myte sidder en ny generation af drenge på skolebænken, og over dem, ude i æteren, svæver en kvindeskikkelse, som skærper deres længsel, og som kan være svær at skelne fra en traditionel metafysisk figuration.

Den lange Rejse var en publikumssucces, der blev oversat til tysk, russisk og engelsk. I USA kom den på listen over Fiction of the Year på linje med værker af Hermann Hesse og Guy de Maupassant, og det var ikke mindst den, der i 1944 var med til at give ham Nobelprisen i litteratur. Han udtrykte med den en humanistisk idealisme, som nok rummede racistiske og mandschauvinistiske elementer, men ikke flere, end at man kunne goutere dem på det tidspunkt. Senere gik de hen og blev kontroversielle, og de har især siden ideologikritikkens og kønskritikkens fremkomst i 1970'erne været stærkt omdiskuterede.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En moderne skabelsesberetning - Den lange Rejse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig