Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Troen på det groende

Oprindelig forfatter KBG

I samlingen Mos og Muld (1917), der er komponeret over en årsrytme fra efterår til høst, er disse dystre stemninger trådt tilbage og overvundet af et større livsmod og en genvunden tillid til naturens gavmildhed. Den higen mod en forening med naturen, der i de tidlige digte affødte en vag og stedse utilfredsstillet længsel, er afløst af en sikker forvisning om, at mennesket allerede er indfældet i naturens orden. Underet er sket, og de tidlige digtes fintmærkende registrering af jegets følelsestilstande erstattes derfor af en forstærket opmærksomhed rettet mod omverdenen. Denne vending fra det sjælelige liv og ud mod omverdenen har fra begyndelsen ligget latent i Holsteins digtning, men ses også hos flere andre af de forfattere, der debuterede i de følsomme 1890'erne – således Johannes V. Jensen, som Holstein blev i familie med gennem sin tredje ægteskab.

Med en fornyet velvilje betragtes det moderne storbyliv, hvor butikspigen haster „paa højvristet Sko“ gennem gaderne („Martsaften“), og hvor kontordamen om dagen „sidder ved Pultene pligttro og klog / og prænter retfærdige Tal i en Bog“, men om aftenen cykler hjem opfyldt af svævende længsler – „for Vaaren har rørt ved dit Hjærte“ („Aprilaften“). I de lune sommeraftner sværmes der yndefuldt på „De smaa Veje“ i villakvartererne: „Villahavernes Døtre gaa / paa de smaa Veje, de Veje smaa. / Fruer aabner Altaners Dør---/ Tusmørket sænker sit svale Slør“. Og fra byens lumre hede drager man ud på strandtur – skildret med et overgivent humør i „Tre kønne Koner“:

Tre kønne Koner sad
imellem Klitter,
sad sommerligt paa Rad,
om Svaler sidder sammen og kvivitter.

Motivkredsen udvides endvidere derved, at Holsteins besyngelse af naturen ikke længere samler sig om foråret og sommeren, men omfatter hele årets ring. Også efteråret og vinteren har deres plads i naturens kredsløb. Trods efterårets forfald og vinterens stivnen bekræfter jeget i „November“ sin fortsatte tillid til naturens livskraft: „Hvor er nu Bruset? Hvor er nu Pragten? / Dødsstille, plyndrede, sorte Jord, / ske her din Vilje! Jeg vedstaar Pagten!“ Og denne tillid skuffes ikke, men får sin bekræftelse ved synet af „Den hvide Hyacint“, der folder sig ud ved forårets komme:

Annonce

Jeg stod og saa det ske –
En Fødsel uden Fødslens Ve,
kom selv og se!
Et yndigt Underværk –
En Vellugtstrøm, o, kom og mærk,
hvor sød og stærk!
(…)

Tak, Hilsen from og sød,
udsendt fra Pan, som ej er død,
trods Vinternød!
Hans Ildsted ingen ser.
Men Underet det skønne sker –
Hvad vil vi mer?

Ligesom naturen ikke kan fuldføre sit kredsløb uden de mørke årstider, således er tabet og smerten også en uomgængelig del af menneskelivet. De tidlige digtes sitrende uro udspringer ikke mindst af en smertelig bevidsthed om livets begrænsning, men i de senere digte slår Holstein sig til tåls med, at døden vil møde mennesket med den samme gavmildhed, som har båret dets hele liv i øvrigt. I „Sang til en Gyldenlak“ hyldes den elskede i blomstens lignelse – „Brunøjede, taalmodige og gode! / Du mildeste som vi i Verden ved!“ – og digtets jeg forestiller sig, hvorledes den kærlighed, han i livet har lært at kende gennem hende, også vil omfavne ham i døden:

Held ham du blev en tro og kær Veninde!
Omkring hans Verden staar en Duft af Vaar.
Og han vil tro en Gang med Øjne blinde,
at Mørket er dit gyldenbrune Haar.

 Ludvig Holsteins lyriske forfatterskab er eksklusivt og kun lille af omfang, men udmærker sig ved sin helt egen tone. Desuden virkede han ind på litteraturen gennem sit hverv som konsulent for Gyldendal.

Ludvig Holsteins lyriske forfatterskab er eksklusivt og kun lille af omfang, men udmærker sig ved sin helt egen tone. Desuden virkede han ind på litteraturen gennem sit hverv som konsulent for Gyldendal.

Holsteins naturfromhed kan ytre sig i en resigneret taknemlighed over, at mennesket i graven forenes med den jord, der også har næret det i livet: „I din Vinterstue trang – / Vej er kort, og Vej er lang, / ender dog hos dig en Gang“ („Gravsted“). I digtsamlingen Æbletid (1920) og essaysamlingen Den grønne Mark (1925) fik hans religiøse anskuelser og tanker om døden imidlertid en videre udvikling. Lige så lidt som han brød sig om tidens udbredte spiritistiske interesse – „jeg tror ikke Spor / paa en Aand, som er avlet i Hor med et Bord“ – kunne han acceptere den nye spiritualitet, der gav sig til kende i et skrift som Helge Rodes Pladsen med de grønne Træer (1924). Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.

Den samme enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:

Sneen er Sne, og den sneer.
Hvorfor svarer du, Hjærte,
slet intet mer?
Timerne svinder saa golde,
Stjærnerne blinker saa kolde.
Er Livet kun Leer?

I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.

I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:

Seer du det salige Gry?
Sneer det? Ja Æbleblomstblade.
Alt blev paany.
Bundløs er Foraarets Naade.
Frelst ud af Vinterens Vaade,
did tør du ty.

 Ludvig Holstein fandt især motiver til sin digtning i naturen. Selv var han bymenneske og har også skildret det moderne storbyliv. I „Aprilaften“ fortælles om kontorpigen, der dagen lang „sidder ved Pultene pligttro og klog / og prænter retfærdige Tal i en Bog“, men når hun efter arbejdstid cykler hjem, fyldes hun af svævende længsler – „for Vaaren har rørt ved dit Hjerte.“ Fotografi fra 1920'erne af kontoransat personale på F. Kruses Cigarkassefabrik.

Ludvig Holstein fandt især motiver til sin digtning i naturen. Selv var han bymenneske og har også skildret det moderne storbyliv. I „Aprilaften“ fortælles om kontorpigen, der dagen lang „sidder ved Pultene pligttro og klog / og prænter retfærdige Tal i en Bog“, men når hun efter arbejdstid cykler hjem, fyldes hun af svævende længsler – „for Vaaren har rørt ved dit Hjerte.“ Fotografi fra 1920'erne af kontoransat personale på F. Kruses Cigarkassefabrik.

I formuleringen af sin enhedslære kan Holstein gribe tilbage til udtryk som „Allivet“ og „Alnaturen“, der klinger af den romantiske panteisme fra omkring 1800. Hos Holstein drejer det sig dog snarere om en vitalistisk præget panteisme, der søger at forene et naturvidenskabeligt verdensbillede med en åndelig og religiøs dimension, således som det også sker hos den lidt ældre naturfilosof Ludvig Feilberg i værker som Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet (1896) og Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove (1910).

I en lille forbemærkning til Jehi (1929) meddeler Holstein, at han hermed betragter sin „naturlyriske Digtning som væsentlig afsluttet“. I de følgende år dukkede han også kun i ny og nær frem som digter i tidsskrifter og aviser. Mod sit livs slutning samlede han en del af disse tekster i Spredte Blade (1942). Nyskrevet var dog samlingens sidste tekst, der samtidig kan læses som hans afsluttende trosbekendelse:

Ja, jeg er Troende,
jeg tror paa det groende,
min Tro kan blive svag
men aldrig briste.
Alt gror
Nat og Dag.
Og jeg tror
til det sidste.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Bjarne Gjesing: Troen på det groende i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476908