Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den danske sommer

Oprindelig forfatter JNF

Thøger Larsens digtning er en vitalistisk hyldest til livskraften. To af hans digte har i usædvanlig grad været med til at præge generationers oplevelse af den danske sommer. De to tekster, der begge er optaget i utallige sangbøger og sunget ved et astronomisk antal møder og arrangementer, rummer begge totalbilleder af dansk natur og af mennesker, der er indføjet i denne natur, ligesom de på én gang omfatter den kropsnære sansning og et kosmisk udsyn.

Det ene af de således folkeligt kanoniserede digte af Thøger Larsen er „Sommervise“, der i dag bedst kendes som „Du danske sommer“ med tilhørende melodi fra 1932 af Otto Mortensen. Digtet blev trykt første gang i Larsens eget tidsskrift Atlantis i oktober 1923 og siden i samlingen Vejr og Vinger (1923):

Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn
i Drømme gror under Maanens Horn.

Disse første to af digtets i alt fem strofer rummer den sansende og registrerende bevægelse, Thøger Larsen mestrede til fuldkommenhed ved at zoome fra det nære til det uendeligt store, universelle perspektiv. Sommeren tiltales og personificeres som den elskede, om end svigefulde, hvis erotiske tiltrækning får mæle dels i den effektfulde modstilling af „kolde Farver“ og „nøgne Piger“, dels i kærlighedsforholdets frugter i form af blomster i favnen samt „Korn, korn, korn“, der så fældes ind i universets store drøm „under Maanens Horn.“

Annonce

Mellem den sansede, sansende nærhed og det mægtige univers med solens buede blus og månens horn er livet og livskraften, som Thøger Larsen hylder:

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned
til Daab i Glemsel og Evighed!

Det er ikke den kristne dåb, Larsen her hylder, men ungdommens livsfrådsende indvielse og overgiven sig til det eneste, der er større end de unges egen grandiose evighedsfølelse, nemlig solhudens møde med havets brusende uendelighed. I havets mægtige skød går de momentant i ét med de store, evige kræfter i naturen, de bliver vægtløse, flydende og atomiserede. Det er et motiv, som en række af malerkunstens store samtidige også skildrede – børn og bølger, solbrunet hud, der overgiver sig til suset fra bølger og brænding. Malerne Fritz Syberg, J.F. Willumsen og P.S. Krøyer har alle søgt at fange den vitalistiske strøm i billeder af børn eller unge, nøgne kroppe på vej i havets uendelighedsfråde. Det er, hvad Thøger Larsen vil: Skildre den danske sommer dels som det sansebombardement, den er, dels som det 'sted', vitalismen materialiserer sig smukkest og mest komplekst:

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild
er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Det andet af de digte, som har præget de fleste danskeres sommerminder, og som derfor er med til at forme den danske natur i bevidstheden, er „Den danske Sommer“ fra Slægternes Træ (1914). Digtet, der blev skrevet til Nanna og Jeppe Aakjærs Jenlefest i 1914, fik melodi af Oluf Ring i 1922, og siden har sangen været en klassiker og mest kendt under den titel, der gives af første linje i første strofe:

Danmark, nu blunder den lyse Nat
bagved din Seng, naar du sover.
Gøgen kukker i Skov og Krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
agte som Sang ved Vugger.

Teksten er overordentlig sangbar med rytmer, enderim og bogstavrim, der gennemstrømmer alle dele af strofen og fremkalder en strømmende, vuggende, rislende bevægelse. Samtidig er strofen præget af billeder, der kalder på en oplevelse af nærhed og genkendelighed i skildringen af den store natur, der her i de lyse nætter emmer af fredfyldt væren. Selv de storladne have omkring Danmark synger så sagte som ved barnets vugge. Det er bemærkelsesværdigt, så lavmælt digtet håndterer de store ting og de store følelser. Det mest dramatiske, der sker, er gøgens kukken i den lyse nat, der så at sige udmåler tiden – kukkuk, kukkuk – mens de øvrige elementer i natursceneriet peger mod det strømmende og dermed tidløse i blunden, søvnen, havets syngen og i duggen, hvor nat og dag, vand og luft, kulde og varme kondenseres. Billederne udbygges i anden strofe:

Danmark, du vaagner med Søer blaa,
mætte som Moderøjne.
Alt, hvad i dine Arme laa,
lader du Solen skinne paa,
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne Tider.

Her åbner moderlandet, moderlandskabet, sine arme og sin favn for den livgivende sol, og derved bryder en dimension af evighed eller i al fald store tidsepoker frem. Der etableres således et møde mellem det øjebliksbundne, for eksempel det øjeblik, man vågner, og de store „forgangne Tider“, der er evighedsprægede, fordi „alt“ netop glider eller kaldes frem heraf i solens skinnen.

I tredje strofe kvalificeres mødet mellem solen deroppe på himmelbuen og grokraften hernede på jorden.

Lærker, som hopped' af Æg i Vaar,
svinder i Himlens Straaler.
Tonerne ned med Lyset gaar,
samme Sang som i tusind Aar.
Lykken fra glemte Gruber
klinger af unge Struber.

 Thøger Larsen konstruerede sin egen stjernekikkert og sidder her med blikket i universet fra sin stol ved gavlen af huset i Lemvig. Fotografi bragt i Maanedsmagasinet 16. oktober 1910.

Thøger Larsen konstruerede sin egen stjernekikkert og sidder her med blikket i universet fra sin stol ved gavlen af huset i Lemvig. Fotografi bragt i Maanedsmagasinet 16. oktober 1910.

Der er mange tidsdimensioner og niveauer i spil her. Årstidens og døgnets rytmer er indlejret sammen med lærkens livscyklus, fra den klækkes af ægget, svinger sig op i sit korte sangerliv, og dør som toner, der går med lyset ned. På den måde folder livet og livskraften sig ind i en evighedsmaskine, for lærkens liv er kort, men det er samme sang som i tusind år, ligesom lykken fra de glemte gruber altid skal juble og klinge fra unge struber. Et helt særligt træk ved denne strofe, og dermed ved Thøger Larsens evner som billeddanner, er den konsekvente billedmæssige sammentænkning af oppe og nede, himmel og jord, liv og død, med skildringen af toner og naturens rytmer. Tonerne går ned med lyset, og det er dystert, men opvejes straks af, at samme sang har lydt i tusind år. Evigheden forestår således i naturens store sang, men ikke for den enkelte lærke, ikke for det enkelte jeg, som vil forsvinde på samme måde, som når lyset fader ud i sin døgnrytme.

Det er nok værd at opholde sig ved „Danmark, nu blunder den lyse Nat“. I dagbladet Politiken blev sangen i år 2000 kåret af læserne som det 20. århundredes danske sang. Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Liva Weel, Raquel Rastenni, Katy Bødtker, Grethe og Jørgen Ingmann, Gustav Winckler, John Mogensen, Kim Larsen, Anne Linnet og Benny Andersen blev således distanceret! Thøger Larsen er den danske sommer med al dens skrøbelige væren og indbyggede forgængelighed. Sommerens og livets smerteligt-sødmefyldte forgængelighed er, hvad Thøger Larsen så præcist kan digte frem, øjeblikkets fylde, der mødes med evigheden, netop som i „Danmark, nu blunder den lyse Nat“, hvor fjerde strofe lyder:

Hyldene dufter i Stuen ind
ude fra Danmarks Haver.
Kornet modnes i Sommervind.
Hanegal over lyse Sind
stiger bag Gavl og Grene,
hvæsset som Kniv mod Stene.

Øjeblikket er her fanget i en sansning, det salige øjeblik, hvor hyldens krydderduft rammer næsens følsomme fimretråde, men ud af dette salighedsmoment trækker Thøger Larsen trådene til nationen Danmarks landboland, hvor kornet modnes i mødet mellem jordens frugtbare skød og solens vitale lys. Men som gøgen kukkede tiden i første strofe, så galer hanen her, som den galer for apostlen Peter i Det Nye Testamente og for kong Hadding i Hades' Dødsrige i Saxos krønike, og afmåler evigheden til stykker af konkret livstid. Kornet skal falde for den hvæssede kniv, som livet for den enkelte er afmålt, men livet selv er uudslukkeligt, og det er, hvad legen handler om i sjette og sidste strofe af det 20. århundredes sang:

Pigernes Latter og lyse Haar,
Leg, som faar aldrig Ende,
Øjnene blaa som Vand i Vaar –
mildt om et evigt Danmark spaar,
Sol over grønne Sletter,
Lykke og lyse Nætter.

Det er dét billede af de lyse nætter, hvor naturen er skønnest, som er kolporteret til os, der lever efter Thøger Larsen, og som videregiver sider af samtidens vitalisme og lysfilosofi på smukkeste vis.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Den danske sommer i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477026