Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gyldholm

Oprindelig forfatter JNF

I avisen Demokraten den 24. december 1898 kunne man læse om en forfærdelig tragedie, der dels kom til at præge Skjoldborgs forfatterskab, dels skabte voldsom vrede og debat i samtiden. Fem søskende i alderen fra otte måneder til otte år døde af kulilteforgiftning pga. en defekt skorsten i en landarbejderbolig i Skejby ved Århus. Forældrene, røgter Lars Svendsen og hans kone, måtte på arbejde på herregården, hvor de var fæstede, og havde ingen muligheder for andet end at lade børnene klare sig selv. Tragedien blev landskendt og gav berettiget anledning til spørgsmål ved levevilkårene på landet.

Journalisten Peter Sabroe var én af dem, der for alvor tog fat i sagen, og i Social-Demokraten nogle dage senere opfordrer han til, at en digter burde skildre denne tragedie. Denne idé tager Skjoldborg op, og ulykken bliver et motiv og en frygtelig begivenhed i romanen Gyldholm (1902). Der skal imidlertid også research til, så Johan Skjoldborg lader sig fæste på herregården Aakær i nærheden af Gyllingnæs øst for Horsens. Her lærer han sig, hvad det vil sige at arbejde i det store kollektiv af landarbejdere, karle, fodermestre, piger, tyende og knægte, som udgør folkeholdet ved en stor herregård. Gyldholm skildrer således vilkårene for de jordløse husmænd og herregårdsbisserne; man kunne kalde romanen for en indigneret social rapport.

Hovedpersonen Per Holt skildres som en ung, kraftfuld mand med energi og vilje. Hans forsøg på at organisere en strejke for bedre forhold mislykkes imidlertid, og Per må sammen med sin kone Sofi' forlade Gyldholm. Landarbejderne er ikke modne endnu til den nødvendige modstand, og de skildres da også som en afmægtig hob eller masse, der ikke ejer evnen til at løfte sig op over kvægets niveau:

Annonce

I dette Kredsløb forsvinder Individet, hver enkelt Arbejder forvandles til en Maskindel, der sammen med andre Maskindele frembringer Kornets gyldne Strøm, der rinder Dagen lang og kun holder op med at rinde, naar Arbejderne spiser eller sover, – ligesom Kværnguldet i de gamle Sagn.

Snavsede og graa af det hvirvlende Støv bevæger Arbejderne sig tavse og sløve som Automater. Deres Mund er tæt lukket, og i den snurrende Larm kan de intet høre, ikke Over-Forvalterens Dupsko eller Ladefogdens Støvlehæle.

 Den sociale virkelighed rummede mange lag. Denne kvinde, fotograferet foran sit lave hus ved Mos Bjerg i Midtjylland omkring 1905, er sandsynligvis det, kulturhistorikeren Peter Riismøller har kaldt en 'kummerform', dvs. at hun er undervægtig og under normal højde, fordi hun gennem opvæksten i lange perioder har levet under sultegrænsen.

Den sociale virkelighed rummede mange lag. Denne kvinde, fotograferet foran sit lave hus ved Mos Bjerg i Midtjylland omkring 1905, er sandsynligvis det, kulturhistorikeren Peter Riismøller har kaldt en 'kummerform', dvs. at hun er undervægtig og under normal højde, fordi hun gennem opvæksten i lange perioder har levet under sultegrænsen.

Arbejde har ingen personlighedsdannende værdi for dette 'kvæg', der drikker og horer og underkaster sig forvalterviljen, mens Per Holt er den ener, der som en anden samtidig litteraturskikkelse, nemlig Martin Andersen Nexøs Pelle i Pelle Erobreren, skiller sig ud med mod, omtanke, lederevner og mandshjerte. Han taber imidlertid det første slag, fordi massens enkelt-atomer ikke er klar til at træde i individuel karakter.

Gyldholm fik en fortsættelse i Per Holt (1912), hvor Skjoldborg så at sige prøver sin potentielle arbejderhelt af i et andet miljø end herregårdens. Per er nu fæstet hos selvejerbonden og grundtvigianeren Niels Rask, som kommer Per i møde på det åndelige niveau, men som heller ikke kan forlige sig med fagforeninger og socialisme. Romanen ender i en stor utopi om at realisere en slags fællesdrift, en andelstanke ført over i en kibbutzagtig eller socialistisk-økologisk drøm om at nedbryde den private ejendomsrets skadevirkninger ved at dele den. Faktisk forsøgte Skjoldborg sig i 1905 med et initiativ, der skulle skaffe midler til opkøb af en herregård, som så skulle udstykkes til fælles husmandsbrug. Projektet lykkedes ikke, som det heller ikke gør i romanernes handling.

I romanen Bjærregaarden (1904) drejer Skjoldborg blikket mod andelsbonden. Romanens hovedperson er Kræn Bjærre, der er en indflydelsesrig gårdejer, der er med i bestyrelser og foreningsarbejde, som det sig nu passer sig. Han bliver i handlingsforløbet både amtsrådsmedlem og medlem af Folketinget, og den tid, der skildres, er tiden omkring Systemskiftet i 1901. Kræn Bjærre er også en mand, der er stolt af sin bedrift, og som på ægte bondevis kan glæde sig over skønheden i det nyttige:

…toogtredive Kotunger og smadskende Munde og tusinde Tænder bearbejder de gulrøde Rodfrugter, saa Saften siver om Mulerne, og der lyder som en Skvulpen af Lyd gennem den store Stald.

Med stille Nyden lytter Kræn til denne Puslen fra det tyste Værksted, hvor Værdierne bliver til. Han tænker paa Holme, Haven, Sletten, alle de andre Gaarde, hvor noget lignende foregaar, paa sin Tid, sin Stand og paa, hvad den ved Samfølelse og Samarbejde har naaet. Og han mindes sin Barndom, den ældre Tid med dens lumre, lavloftede og lyssky Stalde, hvor gammelt Smuds og Spindelvæv fyldte tykt og loddent op i mørke Kroge, og hvor slet næret Kvæg stod og krykkede, fordi Bonden ikke fattede, hvad han havde under sine Hænder, fordi han var uden Indsyn og Overblik.

Kræn er de nye tiders bonde, men han er også på vej ind i det selvtilfredshedens palads, hvor stivheden over for forandringer sætter ind. Kræn ligner en mand på toppen, men han viser sig snart at være stivnet på denne top. Hans far, Gammel-Jens, der lever på gården i et udmærket aftægtsforhold, er til gengæld ungdommelig af sind og stadig tændt af bonderejsningens og højskolernes idealer. Der hænger store litografiske tryk af Grundtvig og den oprørske frimenighedspræst Vilhelm Birkedal i hans stuer, ligesom der er solide bondemøbler og åndeligt højt til loftet hos Gammel-Jens, der altså repræsenterer de positive sider af den åndelige tradition og arv.

Kræns sønner skulle jo være arvinger til de grundmurede holdninger, men de bryder ud; den ældste vil alligevel ikke læse til præst, fordi han bryder med religionen, mens Unge-Jens drømmer om sandhed og store idealer. Denne Unge-Jens er en ny tids helt i Skjoldborgs drama, en ung mand med idealerne i behold, selvstændigt tænkende og ikke bundet af selvtilfredshedens grimasser som faderen. I det tre-generationsdrama, som romanen giver mæle, er der desuden en spændende stemme knyttet til mejeristen, som tydeligvis er et talerør for Skjoldborgs utopier og drømme om en udvikling, der bygger på lige dele fornuft og idealisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Gyldholm i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476985