Hinsides Provinsen - Nye kvindestemmer

„Ogsaa i Kvindelitteraturen, der i de foregaaende Tiaar har fulgt jævnsides med Skolelærerlitteraturen som en særegen Provins af Kulturen, foregaar der i denne Tid en Bevægelse, som fører langt ud over den fordums Lærerindelitteraturs Grænser“, skriver litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen i 1925 i sin ofte citerede og kritiserede introduktion til litteraturen skrevet af kvindelige forfattere i 1890'erne, herunder Gyrithe Lemche og Agnes Henningsen. Andersen havde præsenteret 1860'ernes kvindelige forfattere som „Lærerindelitteratur“, i 1870'erne ændres billedet, „saaledes at den af sin indre Frigørelse optagne Guvernante viger for den mere praktisk vendte Moder“, i 1880'erne udvides repertoiret, dvs. „den jomfruelige og den moderlige“ kvindelitteratur, da Erna Juel-Hansen ud over at veksle mellem lærerinde- og modertilgangen tilføjer „den i sin Gerning og i sin Kærlighed selvstændige Kvinde“. Og i 1890'erne ser Andersen endnu et par kategorier føje sig til galleriet af kvindelige stereotyper, nemlig elskerinden og den uforståede. Kvindernes litterære historier bliver i hans optik en fortælling, hvor forfatterne kan optræde i stadig flere roller, men han fastholder dem samtidig som repræsentanter for disse roller. De deltager ikke i den store histories udforskning af nye æstetiske muligheder, men placeres i deres provins, hvad han dernæst bebrejder dem.

Men der er hverken kunstnerisk eller personligt megen stereotyp provins over den nye store generation af kvindelige skribenter. Sjældent har man set så megen protest mod provinsielle forhold og fornøjelse ved at sprænge konventionens rammer og tage toget, skibet og bilen ud i verden. Kun Gyrithe Lemche holder sig til Danmark, Thit Jensen, Agnes Henningsen og Karin Michaëlis er kosmopolitter med stærk appetit på mennesker og kultur. „Jeg har den Tro at Fremmede Sprog er Udmark i Hjernen som pløjes op, flere Hjernevindinger gøres ydedygtige“, skriver Thit Jensen i sin erindringsbog Hvorfra? Hvorhen? (1950). Selv Ingeborg Vollquartz, der hylder det lukkede, overvågede rum i de danske provinsbyer, havde som udstationeret officersfrue en horisont, der rakte til De Dansk-vestindiske Øer.

Forfatterne tager deres afsæt på kanten til det nye 20. århundrede, som de både litterært og ideologisk tager i besiddelse. Deres første bøger bærer stadig præget fra problemdebatten i det moderne gennembrud, naturalismens skildring af seksualiteten og det sociale livs tunge determinationer. Herman Bangs impressionisme, der åbner øret og blikket for den moderne verden, inspirerer ikke mindst Agnes Henningsen, men hurtigt skilles vejen for alvor i litterære, politiske og eksistentielle projekter, der i høj grad har kvindernes anliggender på dagsordenen, men i hver sin variant. Også i denne indbyrdes forskellighed tegner de 1900-tallets mangestemmighed og mange bud på tilegnelsen og udformningen af det moderne liv, der for kvinderne i løbet af få årtier bliver radikalt forskelligt fra 1800-tallet. Kvinder kunne uddanne sig, i 1899 blev gifte kvinder erklæret myndige, i løbet af de næste tiår fik de valgret, først til menighedsråd og kommuner, i 1915 til Rigsdagen, fra 1912 skal kvinder ikke længere love mændene underdanighed i ægteskabet, og der bliver efterhånden åbnet for lige adgang til offentlige stillinger. Ægteskabet er ikke længere det eneste eller mest attraktive mål for det nye århundredes kvinder, der kan vælge andre livs- og kærlighedsformer. De ændrede sociale, politiske og juridiske livsbetingelser bliver vigtige anliggender for de kvindelige forfattere i deres litterære værker og deres engagement i verden.

Det er ikke blot i deres liv som forfattere, som kvinder – og som kvindesagskvinder, at de er hinsides provinsialismen. De skriver med på 1900-tallets nye litteratur inden for en stor formmæssig spændvidde. Ubeskedent, men ikke ganske uretmæssigt, ser Thit Jensen sig selv som fornyer af den historiske roman, hos Karin Michaëlis blander brevet og betroelsen sig med en moderne, drillende mangestemmighed, og hendes bøger om pigen Bibi sætter helt nye standarder for børnebogen, både didaktisk og æstetisk. Agnes Henningsens projekt er at skrive det 20. århundredes kærlighedshistorie; det erotiske er, hvad hun med noget koketteri hævder at have forstand på. Det handler hverken om valgret eller børnebegrænsning, men kærligheden er et af litteraturens mest centrale anliggender, der skrives i stadig nye former. Gyrithe Lemches værker er i deres form tættere på gennembrudslitteraturen, men i deres anliggende stærkt optaget af det nye århundredes kvindepolitiske dilemmaer.