Pontoppidans første bøger var præget af de forfattere, han havde læst, enten fordi han var i samklang med dem eller reagerede imod dem. Stækkede Vinger indeholdt to noveller „Efter Ballet“ og „Tête à tête“, som udspiller sig i det københavnske selskabsliv, og som med deres sceniske opbygning, ironisk konverserende tone og mondæne persongalleri var inspireret dels af Herman Bangs impressionistiske anslag i journalistikken og Haabløse Slægter, dels af nordmanden Alexander Kiellands situationsskitser i Novelletter (1879), som blev beundret også i højskolernes litterære kredse.

Den sociale satire i „Kirkeskuden“ havde lighed med Schandorph, mens ideen til at skrive landsbybilleder både var en reaktion mod højskoleforstanderen Anton Nielsens lidt for rørende fortællinger i Fra Landet I-III (1861-63) og Bondeliv I-III (1866-67) og et forsøg på at videreføre Blichers og H.C. Andersens fortællekunst, som Pontoppidan havde beundret siden sin skoletid. Andersens besjæling og tonens naive fortrolighed genfindes i beskrivelser af Aahusene i „Bonde-Idyl“, der affældigt støder sammen, „som om de lagde Panderne mod hinanden for at grunde over deres Skæbne“. Skønt Pontoppidan snart udryddede sådanne romantiske stilelementer af sit sprog, citerer han passagen i Det forjættede Land, både for at vise, at Aahusene og Mosekærshusene symbolsk og topografisk var identiske og for at forbinde forfatterskabets landsbybilleder.

J.P. Jacobsen var tidens beundrede, moderne stilist, og regnvejrsbeskrivelsen i indledningen til „Mogens“ klinger tydeligt med i „Kirkeskuden“, når præsten iagttager dråberne fra et pludseligt regnvejr først enkeltvis på støvlenæsen, „saa én ned i Lommen, og snart begyndte de at spille lystige Trommehvirvler paa Hattepulden“, men senere talte Pontoppidan kritisk om Jacobsens „ornamentale Ordbroderi“, som han parodierede i Sandinge Menighed. Impressionismen tog han direkte afstand fra. I en artikel i Kjøbenhavns Børs-Tidende fra 1889 kaldte han den for „Taskenspilleri og Forstillelse“, fordi forfatteren lader, som om han ikke ved mere end læseren „alt under Paaskud af at genfremstille Livet“. I stedet fremhævede han de russiske forfattere, hvis „ganske ukunstlede Sprog og hele folkelige Fortællemaade aabnede vore Øjne for, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, som frembragte det lødige Kunstværk, men den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed“. På trods af sin teknikbegejstring havde han som ung en svaghed for Chr. Winthers romantiske følsomhed og naturbeskrivelser. Han lånte Winthers genre, træsnittet, til „Hans og Trine“ i Fra Hytterne, men udelod idyllen.

Pontoppidan foretrak den alvidende, objektive fortæller, der uden forstyrrende mellemled meddeler sin historie til læseren. Forfatter og læser skulle på ethvert punkt være den samme. Sproget skulle være det klare glas i ruden, hvorigennem forfatteren viser læseren et udvalgt udsnit af verden. Fortælleformen lå i forlængelse af ældre prosaister som Meïr Goldschmidt og Vilhelm Bergsøe snarere end de samtidige, men i modsætning til forgængerne betød Pontoppidans tvesyn, at fortællerens holdning ikke ligger fast. Han var moralist, for så vidt som hans bøger omhandler etiske spørgsmål, men de gav ikke entydige svar. „Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens, Omveje“, sagde han i et interview i 1905. Kunsten har man for „at faa Udtryk for det uudsigelige“.

Denne forfatterholdning passede bedre til en dramatiker end til en epiker, og i Det forjættede Land overholdes tidens og stedets enhed også omtrent som i et drama. Der går ti år, fra Emanuel ankommer til Vejlby, og til han dør, men handlingen i de tre bind er sammentrængt til 18 måneder. Hvert bind er inddelt i fem bøger, som igen indeholder en række kapitler med lige så mange scener, men særligt i Muld foregår handlingen som regel i løbet af en enkelt dag eller et døgn. Personerne konfronteres, så deres karakter og livsprojekt belyses. Pontoppidans romaner er ikke psykologiske i den forstand, at vi som hos J.P. Jacobsen ser ind i personernes ubevidste sjæleliv. Figurerne er snarere dramatiske karakterer, der repræsenterer ideer og handlinger. Han benyttede dem „som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet“.

Hans fortællinger blev ofte trykt i foreløbige versioner i aviser og tidsskrifter, før de udkom i bogform, og bøgerne blev igen omskrevet og rettet i anden og efterfølgende udgaver, så handling og stil ofte ændredes gennemgribende uden hensyn til originaludgavens helhed af form og indhold. I de næste store romaner, Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16), nedtonedes de dramaturgiske træk ved fortælleformen dog til fordel for det klassiske danske akademiske sprog, som han ansporet af faderen modstræbende havde tilegnet sig under drengetidens trættende oplæsning af biskop Martensens skrifter. Han forklarer, redegør for motiver og belyser skjulte sammenhænge i stedet for at fremvise situationer og male stemninger. Dertil bruger han flerleddede sætninger logisk ordnet med bindeord som idet, på grund af, endskønt, hvorigennem. Hans ideal blev den nøgne førromantiske fortælleform, som han illustrerede med sætningen: „Der var en Gang en Mand, der hed Søren“. Med Oehlenschläger var der gået „Svamp i Sproget“, mente han.

Kritikere som Sven Lange hævdede, at Pontoppidan slet ikke var kunstner. Tom Kristensen mente tilsvarende, at lidenskaben ligger som en „Forstening“ i hans bøger, klaret og forklaret, men ikke båret frem af den sproglige musik, som forfører læseren og giver æstetisk lyst. Til gengæld, skrev Brandes i 1910, finder man hos Pontoppidan det „mest omfattende Begreb om dansk Væremaade, Følemaade, Tænkemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Sprogets vindue mod verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig