Byen kalder

Trods sin glæde ved landlig ensomhed havde Pontoppidan ikke levet afskåret fra verden i Jørlunde og Østby. I 1882 rejste han tre måneder i Tyskland og Schweiz, og året efter blev han optaget i Krøyers 'akademi' på Skagen. Hos redaktør Otto Borchsenius havde han lært Amalie og Erik Skram og Drachmann at kende, og da F.V. Hegel antog Landsbybilleder, blev han en del af det „gyldendalske Parnas“, som han skrev i det tredje erindringsbind Arv og Gæld (1938). I 1884 stiftede han bekendtskab med Georg Brandes på en rejse til Jylland.

Året efter døde hans ældste datter af meningitis. Da lægen angav den usunde bolig som en mulig sygdomsårsag, flyttede han familien til villaen Havreholm ved Esrom. Derved fjernede han sig fra det landlige miljø, som var hustruens baggrund. I 1887 lokkede en yngre bror ham med på ferie til Blokhus, hvor han forelskede han sig i en københavnsk embedsmandsdatter, Antoinette Kofoed. Samme år opfordrede Edv. Brandes ham til at blive medarbejder først på Politiken og derefter på Kjøbenhavns Børs-Tidende, som Ernst Brandes havde købt. Det var økonomisk tillokkende, men betingelsen var, at han flyttede til København, så han kunne indgå i det radikale miljø. Han kom dog ikke byen nærmere end Pile Allé på det endnu landlige Frederiksberg og deltog kun sjældent i redaktionsmøderne. Mette Marie Pontoppidan vendte tilbage til sine forældre med deres datter og to-årige søn.

I det næste halvandet års tid skrev Pontoppidan henved 30 artikler i Politiken om stort og småt inden for litteraturens og kulturens verden under eget navn eller forskellige mærker. Fra juli 1889 skrev han „Dagbog“ i Kjøbenhavns Børs-Tidende under mærket „Urbanus“, byboeren. Det blev til mere end 100 artikler, hvoraf nogle få blev optrykt i Krøniker (1890). På avisen mødte han den nye generations digtere, Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen. Samarbejdet ophørte i marts 1891, da Ernst Brandes havde inkasseret en dom for blasfemi forårsaget af Pontoppidans anmeldelse af Stuckenbergs Messias (1889), hvor han havde gjort sig lystig over romanens Jesus-portræt, „en blegsottig Asket, som vore Malere ynder at fremstille ham, med lange Hængekrøller og et seminaristisk Martyrblik“.

Pontoppidan var kommet på Finansloven i 1889, men efter denne affære blev hans forlængelsesansøgning ikke imødekommet. Det blev den dog igen i 1893, så han ikke længere var afhængig af indtægterne fra journalistikken. Han bidrog stadig til aviser, blade og tidsskrifter, men først i perioden fra marts til maj 1897 skrev han igen fast i en avis. Det blev til 27 artikler under rubrikken „Enetale“ i Politiken. I 1892 blev han skilt og giftede sig med Antoinette Kofoed.