• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Himmelflugt - Henrik Pontoppidan

Oprindelig forfatter LB-J

Henrik Pontoppidan (1857-1943) var som den jævnaldrende Herman Bang ud af en gammel embedsmandsslægt. Hans forfædre havde været præster siden 1500-tallet, og slægten omfatter flere biskopper, som ved siden af teologien beskæftigede sig med sprog, litteratur og historie. En skrev den første danske grammatik, en anden studerede topografiske og historiske kilder og udgav skrifter om almuens levevis og talemåder, som han observerede under sine visitatsrejser.

Henrik far, Dines Pontoppidan, sejlede som ung skibspræst omkring Kap Horn og udgav ved hjemkomsten Reise til Sydamerica (1841). Han udsendte også et par kirkelige og teologiske skrifter, men en børneflok på 16, hvoraf dog de fire døde tidligt, og et stort kald i Randers, som han overtog i 1863, levnede ham ikke mere tid til litterært arbejde. Han var en selvstændig og frimodig personlighed med hang til opposition og kritisk efterprøvelse af absolutte standpunkter. Inspireret af Kierkegaard opfattede han kristendommen som den enkeltes inderlige forhold til Gud. Da hans syn med årene blev dårligt, trådte hans kone hjælpende til. „Med Foden paa Vuggegængen, et Strikketøj mellem Hænderne og en opslaaet Bog foran sig paa Bordet læste hun højt for ham,“ fortæller Pontoppidan i første bind af sine erindringer, Drengeaar (1933). Henrik var nummer syv i børneflokken og måtte til sin ærgrelse overtage læsningen, når husholdningen og de mindre søskende krævede moderens nærvær. Det kedede ham særligt at læse op af Martensens Den christelige Ethik (1871), og faderen var meget nøjeregnende med ordenes udtale. „Han havde en udviklet Sans for Sprogets Nuancer, i det hele for en Tankes klassiske Iklædning“, huskede sønnen.

 Hermann Rohdes købmandsgård i Randers o. 1870. Når Pontoppidan blev ked af stilheden og ensomheden hjemme i præstegården, besøgte han vennen Johan Rohde i hans faders store købmandsgård med dens lofter og lagerrum fulde af sække og tønder med eksotiske kolonialvarer og dens gård med tømmerplads, brændevinsbrænderi og stalde, hvor køerne efter fodringen med bærmen fra brænderiet stod vaklende beruset i båsene. Johan Rohde blev senere kunstmaler og malede i 1895 Henrik Pontoppidans portræt.

Hermann Rohdes købmandsgård i Randers o. 1870. Når Pontoppidan blev ked af stilheden og ensomheden hjemme i præstegården, besøgte han vennen Johan Rohde i hans faders store købmandsgård med dens lofter og lagerrum fulde af sække og tønder med eksotiske kolonialvarer og dens gård med tømmerplads, brændevinsbrænderi og stalde, hvor køerne efter fodringen med bærmen fra brænderiet stod vaklende beruset i båsene. Johan Rohde blev senere kunstmaler og malede i 1895 Henrik Pontoppidans portræt.

Han var en streng og fjern patriark, så de yngre børn knyttede sig tættere til moderen, som var interesseret i musik og litteratur. Til Henriks sorg kom hun aldrig ud blandt folk, dertil var der for travlt i hjemmet og ingen penge til selskabelighed. Efterhånden som hun blev svagelig og lå meget i sengen, voksede hendes forståelse for sociale problemer og medlidenhed med fattigfolk, særlig de arbejdende kvinder. Henrik nærede en øm kærlighed til hende, men han var en robust natur, der i modsætning til Herman Bang havde fysik og frihed til at strejfe om med sine kammerater. Han sejlede op ad Gudenåen og ud i Randers Fjord, deltog i byens liv med markedsdage og fastelavnsoptog og besøgte håndværkerne i deres værksteder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Himmelflugt - Henrik Pontoppidan i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476843