Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den realistiske og naturalistiske kunstnerbevægelse på Skagen

Oprindelig forfatter LB-J

Fliden havde han fra sin fader, der fra barberlærling arbejdede sig op til at blive skibslæge, kirurg og specialist i hygiejne og kvindegymnastik. Den æstetiske sans og tilbøjeligheden for bohemelivet førte han tilbage til morfaderen, en rig købmand, der forødte det meste af sin formue på kuriøse interesser og muntert vennelag. Sin store krop havde han måske også fra morfaderen, men ikke dennes jernhelbred. I 1866 blev han syg og måtte afbryde sine kunststudier, hvorefter faderen sendte ham ud på en sørejse til Skotland. Den første storm i Skagerrak forvissede ham om, at han havde „Verdensomsejlerblod“ i årerne, og da han steg i land i Edinburgh, var han rask. Han fortsatte til Gibraltar og Sicilien og rejste hjem over Rom og Schweiz.

Før da besøgte han Bornholm, hvor han fandt motiver til sine malerier og forlovede sig med den seks år yngre Vilhelmine Erichsen. Han udstillede på Charlottenborg fra 1869 og fik gode anmeldelser. I sommeren 1871 rejste han til London for hurtigere at tjene penge. Han sov i høvlspånerne hos en dansk snedkersvend og lærte de engelske arbejderes og de flygtende parisiske kommunarders liv at kende. Hans rejsebreve blev trykt i Dagbladet, og han fik snart så mange både engelske og danske bestillinger på malerier, at han vendte hjem for at gifte sig.

Det var hans plan at bosætte sig i London, hvor han kunne leve som maler og skrive hjem til de danske blade, men han befandt sig for godt i den kreds af unge radikale omkring Nyt dansk Maanedsskrift, som han hurtigt blev et midtpunkt i, til at bryde op. Georg Brandes opsøgte ham, roste hans artikler om dansk malerkunst og opfordrede ham til at skrive digte. Drachmann var allerede i 1865 debuteret med et mindedigt over P.L. Møller. Nu bidrog han til røret omkring Brandes' forelæsninger med de tre politiske kampdigte „Engelske Socialister“, „Den 28de November 1871“ og „Ude og hjemme“, der blev trykt i Nyt dansk Maanedsskrift i foråret 1872 under pseudonymet Mark Cole. Senere samme år blev de optaget i Digte, der udkom under hans eget navn med en trykt dedikation til Georg Brandes.

Annonce

„Ude og hjemme“ modstillede ligesom Brandes den åndelige grøde i udlandet med den stillestående hjemlige hygge. Mens man hjemme arrangerede tableauer og „Saae i sig selv Fortidens Heroe“, væltede man andre steder autoriteterne: „Ude veiredes Smaating bort, / Degnen blæste i Gadekjæret“. Jeget tager sit parti og springer gennem „Hjemmets klinede Rude; / Jeg hørte dem skjælde mig paa min Bag, / Men – jeg stod nu engang derude“. Digte er fuld af opposition mod magthavere og borgerskab og forherligelse af frihedens forkæmpere og martyrer. Den overgik Brandes' forelæsninger i revolutionsbegejstring. I „Foraarsstemning“ spottes de nationalliberale studenter, der vil bekæmpe „Aandens Fjende“ med en vits, „En Brander imod Brandes“.

Den nye helt er proletaren og folkelige skikkelser som skipperen, landsknægten og „de ærlige Svende“ i knejpen, hvis selskab jeget i „Parket og Galleri“ foretrækker for borgerskabets, hvor „Thevandet strømmed og Ordene strømmed“. I knejpen drikker man natten igennem og ofrer om morgenen til naturen: „Naturen! ja, det var Selskabets Motto“. At leve sammen med jævne folk var i Drachmanns øjne naturalisme, ligesom når maleren i „Da Bygen kom op“ bliver ude i regnen og maler, hvad han ser. Kritikken, der finder hans billede manieret, affærdiges som de blindes snak om farverne: „Han var jo derude / Mens de var inde“. I „Havet“ ser jeget med en blanding af skræk og håb naturen vaske den degenererede civilisation bort. Mens bølgerne slår en flåde af militær-, fisker- og handelsskibe til pindebrænde, „Famled jeg efter de evige Love“. Oprørstrangen og mandsmodet føres i indledningsdigtet „Nyt Liv“ tilbage til den lykkelige erotiske forening med hustruen på bryllupsnatten: „Og hun var min. Her i de stærke Arme / Jeg krysted hende ung og spæd og fin / Og Alting: Læbens Kys og Kindens Varme / Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din. / Den tause Nat paa lette, bløde Vinger / Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. – / Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer / Om Livets strenge Krav: – Det nye Liv“.

Trods lykken i samlivet med hustruen holdt Drachmann sig ikke længe i ro. Foråret 1872 rejste han med den norske marinemaler Frits Thaulow til Skagen, hvis storslåede natur malerne og landliggerne havde fået kig på. Martinus Rørbye havde allerede i 1847 malet billeder fra skagensfiskernes liv, og i 1870 udstillede Carl Neumann Fiskere trækker Vod paa Skagen Sønderstrand. Året efter indviede Christian 9. jernbanen fra Aalborg til Frederikshavn. Herfra sejlede han videre til Skagen, som foranstaltede stor kongemodtagelse med sang af præsten, frokost med borgmesteren og vandring langs stranden til fyret og Grenen i selskab med lokalbefolkningen.

I begejstring over havet og sandets vælde skrev Drachmann novellen „Fra Sandets Regioner (perspektiviske Fragmenter)“ om Palnatoke Olsen, der er træt af „Selskabet“ i hovedstaden, dets materialisme, tomme form og uselvstændighed, og især af den unge, kokette kvinde, han er forelsket i, men ikke har udsigt til at vinde. Så han rejser væk for at finde „Et Forsvindingspunkt for Hovedstadslivet“, som det hedder i første kapitels undertitel. Det finder han som fisker på Skagen, hvor „den jernhaarde Nødvendighed“ ganske vist „smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden“, men hvor man til gengæld har „et Centrum i sig selv“, fordi man aldrig har sat spørgsmål ved sin plads og sit kald. Fiskerlivet er den rette kur mod tidens „optrævlede, udmarvede Storbyslæng“ og „blegnæbede, smaaklynkende Poeter“, mener Olsen. På vejen derop får han følge af en snedkersvend, der underholder med en førstehåndsberetning fra revolutionen i Berlin i 1848. Trods kritikken af de københavnske damer kan Olsen ikke bekvemme sig til at stifte hjem med den skagenspige, der ser mildt til ham. I stedet finder han en heroisk død i en forulykket redningsaktion. Perspektivet viser sig at forsvinde „i det Uendelige“, siger undertitlen til sidste kapitel. Det drejer sig ikke om at vælge mellem hovedstadens radikale intelligens, arbejderklassens socialisme og den arbejdsomme landbefolkning, men om at finde sit eget midtpunkt. Det lykkes først for Palnatoke Olsen i døden, fordi han grundlæggende er splittet, som hans navn viser, mellem den borgerlige Olsen og den „balstyrige jomsvikingske“ Palnatoke.

Året efter kom Michael Ancher til Skagen, hvor han giftede sig med Anna, en af kro- og købmandsholder Erik Brøndums døtre, og sammen med sine kunstnervenner efterhånden gjorde Skagen til midtpunkt for den realistiske og naturalistiske kunstnerbevægelse. Drachmann vedligeholdt interessen for fiskerne med en række sømandshistorier fra Skagen og Nordsjælland, Paa Sømands Tro og Love (1878), Poul og Virginie under nordlig Bredde (1879) og Vildt og tæmmet (1881). Desuden skuespillet med indlagte sange, Strandby Folk (1883), en nyskrivning af Ewalds Fiskerne, som med musik af Julius Bechgaard fik 33 opførelser inden 1889. Lars Kruse (1879) fortalte den virkelige historie om fiskeren, der i 1862 bidrog til at redde besætningen på et strandet skib. For sit særlige heltemod havde han fået tildelt dannebrogsmændenes hædersbevis, men byfogden i Skagen returnerede ordenen, fordi Lars Kruse som dreng var blevet straffet for at stjæle tømmer. Drachmanns forsvarsskrift skabte så stor offentlig debat, at Lars Kruse fik både en hæderspokal og sin orden tilbage.

I 1903 slog Drachmann sig ned på Skagen med sin tredje hustru. Da han døde fem år senere, blev hans urne, der var tegnet af J.F. Willumsen, indsat i Grenens nordligste klit med en portal for graven tegnet af P. S. Krøyer. Vandet skyllede klitten bort, og Helge Rode bad i et digt om, at havet måtte tage sin sanger, men Skagen ville ikke undvære ham (se billedteksten i Storbyromantik – Forskrevet). Graven blev flyttet længere ind på land, og hans hus blev museum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Den realistiske og naturalistiske kunstnerbevægelse på Skagen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476990