Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lidelsesikonet - Ernesto Dalgas

Oprindelig forfatter Wivel

Kort før daggry den 11. juli 1899 sendte et revolverskud sit ekko ud over Damhussøen i København og fik fuglene til skræmte at lette. Ernesto Dalgas havde lagt sig ned i græsset på skråningen ved søens bred, sendt blikket op igennem træernes bladhang og skudt sig, 28 år gammel.

For Ernesto Dalgas (1871-99) var selvmordet ikke heroisk eller et udslag af et øjebliks sindsforvirring, men resultat af flere års intens tankevirksomhed og manisk skriftproduktion om det alt andet end enkle: Hvad vil det sige at være til og selvberoende som menneske i en verden, hvor den kristne Gud er blevet erklæret for død, og protestantismen har spillet fallit? Hans forfatterskab illustrerer som et hele kampen for at vinde det, han selv kaldte for „en Livsanskuelse“. Tre dage før sin død havde Ernesto Dalgas sat det sidste punktum i det, han kaldte et „Efterskrift“ til sit filosofiske testamente, Kundskabens Bog (1899, udgivet 1995). Han havde afleveret manuskriptet sammen med en dynge andre, mere eller mindre redigerede manuskripter og papirer til sin gode ven og litterære eksekutor, bankkasserer Axel Mielche, med påbud om, at han skulle sørge for skrifternes publicering efter forfatterens død.

 Tidsskriftet Vagten blev – i lighed med Ny Jord i slutningen af 1880'erne og Taarnet i begyndelsen af 1890'erne – et væsentligt forum for de nye strømninger omkring 1900. Det havde Ludvig Mylius-Erichsen som redaktør og hævdede vitaliteten i kunsten. Valdemar Neiiendams titelblad fra 1898.

Tidsskriftet Vagten blev – i lighed med Ny Jord i slutningen af 1880'erne og Taarnet i begyndelsen af 1890'erne – et væsentligt forum for de nye strømninger omkring 1900. Det havde Ludvig Mylius-Erichsen som redaktør og hævdede vitaliteten i kunsten. Valdemar Neiiendams titelblad fra 1898.

I dette „Efterskrift“, der er skrevet med en foruroligende afbalanceret selvforståelse, noterer Ernesto Dalgas om sin beslutning: „Jeg kan kun hævde mig selv ved at trække mig tilbage fra et liv, som jeg ikke længere kan beherske. Efter min egen lære, der gør selvhævdelsen til det højeste formål, bliver det at søge døden mig en pligt“. Og han føjer til: „Jeg dræber ikke mit selv, men giver kun et udmattet og udpint legeme nådesstødet. Mit sande selv er nedlagt i mine værker og vil virke gennem disse efter min død“. Forfatteren og digterfilosoffen mente således, at han i sin digtning havde nået det højeste mål af selvhævdelse, og at hans unge legeme alene var en torso til den modne sjælelige fuldbyrdelse, der angiveligt skulle finde sted i hans værk og dets efterliv.

Annonce

Derfor havde han også skitseret en plan for udgivelsen af sine skrifter over for Axel Mielche, så de fandt vej til offentligheden i den erkendelsesmæssige rigtige rækkefølge. Planen kunne af praktiske og økonomiske grunde ikke følges. Det lykkedes Mielche at rejse penge til udgivelsen i 1903-04 af i alt fire bind, Digt og Skuespil og Sangbog, og så de to værker, der må betragtes som Ernesto Dalgas' væsentligste, romanerne Lidelsens Vej og Dommedags Bog. Men endnu i dag er det posthume udgivelsesarbejde uafsluttet.

 Den unge Ernesto Dalgas (søn af den jyske hedes opdyrker) kæmpede manisk og rastløst for at få hold på splittelsen i sig selv og i verden. På det meget personlige portræt lader maleren hans højre arm hvile næsten som lammet i et rødligt farveskær. Den jævnaldrende ven Johannes Nørretranders har færdiggjort og signeret sit maleri i juli 1899, den måned da Dalgas skød sig selv, knap fyldt 28 år.

Den unge Ernesto Dalgas (søn af den jyske hedes opdyrker) kæmpede manisk og rastløst for at få hold på splittelsen i sig selv og i verden. På det meget personlige portræt lader maleren hans højre arm hvile næsten som lammet i et rødligt farveskær. Den jævnaldrende ven Johannes Nørretranders har færdiggjort og signeret sit maleri i juli 1899, den måned da Dalgas skød sig selv, knap fyldt 28 år.

I levende live lykkedes det forfatteren at få udgivet to mindre bøger, Geografiske Digte (1896) og Krøniker og Eventyr (1896). Førstnævnte er en versificeret lærebog for folkeskolen i geografi, skabt på naturvidenskabelig basis, en lille forløber på dansk grund for Selma Lagerlöfs verdensberømte geografiske flugt over Sveriges land med Nils Holgersson. Sidstnævnte er et katalog af kortprosatekster, hvor Dalgas i lighed med Carl Ewald, Viggo Stuckenberg og Knud Hjortø forsøger at forny folkeeventyret, men også kaster sig selv ind i de sindslidendes kreds i novellen „Grev Høg“ – „min Sjæl vanker ensom paa Vanviddets Afgrund“ – og ud i en apokalyptisk-teknologisk fremtid i science fiction-novellen „De sidste Dage“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Lidelsesikonet - Ernesto Dalgas i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476911