Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lidelsens Vej og Dommedags Bog

Oprindelig forfatter Wivel

Lidelsens Vej (1896-97, udgivet 1903) er komponeret som en klassisk dannelsesroman i tidens stil, som den kendes fra Jørgensens, Michaëlis' og Johannes V. Jensens ungdomsromaner. Men dens filosofiske indhold er langt mere omfattende. Den mandlige hovedperson Salomon Simonsen følges gennem tre af livets stadier over formlen: hjemme, hjemløs, hjem. Barndommen i provinsen følges således af de udsvævende studieår i København, før helten vender hjem til sit og sig selv med en indsigt, der betyder, at hans liv kan foldes ud på et højere niveau end tidligere. Romanen har som undertitel En Selvbiografi af en Afdød og henviser dermed til B.S. Ingemanns versroman Tankebreve fra en Afdød (1855), der tilsvarende ser det afsluttende visdommens stade som transcendentalt. Ved dannelsen af selvet kommer mennesket hinsides i en tilstand af fuldkommenhed, der hos Ingemann er platonisk, hos Dalgas buddhistisk; hovedpersonen er ved romanens afslutning i et Nirvana, hvor han er afdød fra den almindelige verdens krav, krop og behov.

Romanen er formet som en erindring, hvor den kommunale regnskabsfører Salomon Simonsen lukker sig inde med sig selv og silkepudlen Fidivav i provinshjemmets interiør og gør livets regnebræt op. Med manddommens visdom fortæller han om sit andet og yngre jeg, dets brud med og søgen efter ny autoritet i en dannelsesmæssig trinfølge.

 Omslagstegningen til Ernesto Dalgas' Geografiske Digte fra 1896. Forfatteren var splittet mellem en positivistisk og en teologisk-eksistensfilosofisk tilgang til verden og dens fænomener. Geografiske Digte er en versificeret skolebog i geografi og en lille forløber for Selma Lagerlöfs verdensberømte geografiske flugt over Sverige med Nils Holgersson.

Omslagstegningen til Ernesto Dalgas' Geografiske Digte fra 1896. Forfatteren var splittet mellem en positivistisk og en teologisk-eksistensfilosofisk tilgang til verden og dens fænomener. Geografiske Digte er en versificeret skolebog i geografi og en lille forløber for Selma Lagerlöfs verdensberømte geografiske flugt over Sverige med Nils Holgersson.

I barndommens hjemmeliv er det den spidsborgerlige stedfars autoritet, der sættes på spil, tillige med kirkens ved konfirmationen, hvor den sarte og sensible Salomon i et epileptisk syn ser menigheden – og dens tro – forvandlet til en samling levende lig. En død overlevering. I storbyens hjemløse ungdomsliv er det først Estrups autoritet, studenten forsøger at gøre op med ved at engagere og realisere sig selv politisk. Dernæst forsøger han at realisere sig erotisk i byens muntert dekadente natteliv med løst kød, før han filosofisk og vidensmæssigt søger at realisere sig i forhold til sin rigtige biologiske far, den kynisk spekulative etatsråd. Endelig forsøger han sig med den opofrende kærlighed i skikkelse af etatsrådens plejedatter Prosa, med hvem han – som navnet siger – kan realisere det almene. De har en forlovelsesaffære i højsommerens lyse tid, før han gennemfører sit kierkegaardske brud med hende for at give sig hen til en „Helligdom, hvor ingen anden kommer.“ Den helligdom er selvet.

Annonce

I romanens lange afsluttende manddomsprøve fører han dialoger med sit andet jeg med en karakteristisk og tidstypisk dobbeltbevidsthed. Han flytter hjem til provinsbyen igen og overtager sin afdøde stedfars embede som regnskabsfører og glider dermed ind i almindeligheden og de faste ritualers tilværelse med mantralignende buddhistiske gentagelser af sædvanen. Således isoleret i en verden med et minimum af ydre begivenheder kan han finde ind til tilværelsens egentlige autoritet i en verden uden faste pejlemærker: sit eget selv.

Det sker først igennem en påkaldelse af middelalderens esoteriske munkeliv, den hellige Frans af Assisi og den katolske tro. Som en munk afdør Salomon fra verden, dræber sit begær og hengiver sig til den personligt annammede visdom. Dermed bevæger han sig ind på lidelsens vej. Som Prædikeren i Bibelen ved han, at øget viden er identisk med øget smerte. Først skrev hans navnebroder Kong Salomon „Højsangen“, siden blev han vis og gav sig til at prædike. Det samme gør Salomon Simonsen i sit livs regnskabsbog, der ligefrem indeholder en selvstændig afhandling om sædelige fremskridt og et læresystem grundet på faste, cølibat, skriftemål og bod – alt det manddommens Salomon forsøger at efterleve. I stedet for lutherdommens betingelsesløse tilgivelse, sætter han gerningskristendommen med dens fordring til selvopdragelse. Og romanen toner ud i en lang hyldest til „lidelsens lov“, der lutrer mennesket og skaber fred på vejen mod det fuldkomne: „Saa snart Sjælen sætter sig et højere Maal, skaber den Lidelse“.

Er Lidelsens Vej en klassisk idealistisk dannelsesroman om en trinvis forædling af det menneskelige indre, er den hvad angår form, sprog og fortællersynsvinkel eksperimenterende og typisk for 1890'ernes montageroman. Som fortæller er Salomon vis på denne ejendommelige frigjorte måde, der svarer til hans høje sjælelige stade. Han er mild, ironisk og let distanceret og omtaler – indtil den sjælelige fuldbyrdelse har fundet sted – sig selv i tredje person. Han er tillige munter og lutret i følelsen og kan derfor skildre „sit andet jeg“ med afstandens indsigt. Forfatteren sprænger romanens episke mønster med en flerhed af sproglige ytringer: Langdigte formet over Salomons Højsang, en afhandling formet efter Høffdings filosofiske modus, breve og dagbogsnotater, der indskriver det private i den alkymistiske forædling af selvet. Han er indfølt i sin gennemlysning af Prosas kærlighed og musiske væsen, hvorved han vinder styrken til at være sig selv, sluttet om sit eget væsen. I sin afsluttende bekendelse til det buddhistiske Nirvana i provinsens pinligt regelmæssige stilleliv bliver Lidelsens Vej ligefrem meditativ i sin form og slynger sig som en uendelig arabesk om sine dybe, overleverede filosofiske og litterære sandheder.

Dommedags Bog (1898-99, udgivet 1903) er et ikke mindre frapperende litterært værk, om end den gennemført symbolistiske og metafysiske roman ikke på samme måde indløser forfatterens talent. Ifølge udgiveren Axel Mielches forord er dele af bogen angiveligt dikteret af den syge og da næsten blinde Dalgas til Mielche og vennen, maleren Johannes Nørretranders. Men at frakende romanen originalitet ville være en underdrivelse, romanen er en af de særeste i dansk litteratur, skrevet som en slags palimpsest over Johannes' Åbenbaring i Bibelen, Dantes Den guddommelige Komedie og Nietzsches Also sprach Zarathustra. Den er fyldt med ekstatiske syner og hallucinationer og henlagt til et drømmeunivers, suverænt frigjort fra yderverdenen.

Dommedags Bog har som undertitel En Vandring gennem Eksistensens Verden og har således pilgrimmen Peregrinus Peripateticus i rollen som det søgende menneske, der bevæger sig gennem skiftende verdener af livsfilosofi og tilværelsestolkninger. Ligesom Dante i Den guddommelige Komedie har Vergil som vejviser, har Peregrinus det kierkegaardske pseudonym Johannes de Silentio som ledsager på færden ned i underverdenen – og inderverdenen. Den filosofiske roman er som Dantes guddommelige komedie komponeret som en færd ned i helvede og skærsilden og frem til himmelen, en æterisk, ja atomar verden, som den også kendes fra Helge Rodes digtning, men som i Dalgas' tilfælde er lig med Nirvana. Færden finder sted i romanens tre dele, formet som i alt 12 dagsrejser.

Optakten, hvor Peregrinus suges ned i dybet mod helvedes ildsø, er mageløs i sin sproglige visualitet, der trækker på syner, som de kendes fra billedkunstnere som J.M.W. Turner, William Blake og Gustave Doré og i Dalgas' egen samtid Johannes Holbek. Pilgrimmens vandring er som Dantes en vandring gennem alle eksistensens niveauer, hvor Pere-grinus møder repræsentanter for de store verdensreligioner, de naturvidenskabelige erkendelser, de historiske begivenheder og de litterære milepæle i en syndflod af visionær sproglig vitalitet. De store mennesker, der optræder som kulturens kilde hos Dalgas, er blandt andre: Jesus, Muhammed, Cæsar, Platon, Sokrates, Luther, Darwin, Häckel, Schopenhauer, Nietzsche, Blake, Novalis, Byron, Shelley og Buddha, der afsluttende former pilgrimmens frelsesvej mod Nirvana. Alle de livsanskuelser, pilgrimmen møder på sin vej, forholder sig til den mystiske ildsø, der er romanens erkendelsesmæssige smeltedigel, en „Legemligørelse af den skabende og opretholdende Kraft i Naturen.“

Centralt i rejsens forløb står mødet med Lucifer, lysbringeren, der i Carlyles og Nietzsches ånd deklamerer „det store ja“ til tilværelsen. Lucifer trækker bevidsthedskræfter og vilje ud af ildsøen i en livsbekræftende og vitalistisk bevægelse. Lucifer synes således i første omgang at være svaret på den moderne splittelse og det dekadente livsforødende begær, personificeret i romanens kvindeskikkelser, der, som katte, vampyrer og baudelaireske hetærer, stækker mandsviljen. Men Dalgas ser alene Lucifer som et fristende stadie på vejen frem mod det højeste erkendelsesniveau: Schopenhauers og buddhismens „store nej“, der ikke søger nydelsen, men derimod forvandlingen til det regelmæssige, asketiske liv. Som Lidelsens Vej ender også Dommedags Bog i dette Nirvana af modsigelsesfri væren: „Paa denne maade sejrer Buddha i Verden, ikke ved at handle eller ville, men ved at være saaledes som han er“.

Den allegoriske roman slutter med, at pilgrimmen – og digterjeget – kaldes tilbage til virkeligheden af sit „andet jeg“, der dagsklart afslører, at hans rejse udelukkende har været en indre rejse igennem drømmenes og hallucinationernes verden. Forløbet har formet sig som en række syner, bestemt af hans fantasi og de længsler, der nærer den. Men pilgrimmen – og Dalgas' digterjeg – forsvarer sit drømmende selv, der ganske vist ikke skaber objektive sandheder, men derimod skaber den højeste erkendelse: „hvorledes jeg tænker, føler, drømmer og ønsker. Disse Drømme ere de Symboler, i hvilke jeg efter min natur opfatter Tilværelsen“.

Genremæssigt er Dommedag Bog en hybrid, hvor det episke forløb over de 12 dagsrejser brydes op af et væld af rimede digte, dramatiske dialoger og deklamationer fra en række af kulturhistoriens største skikkelser. Med sine syner og hallucinerende kraft har romanen kun sin lige i dansk litteratur i Knud Hjortøs Syner (1899) og er som sådan et dokument over tidsånden omkring år 1900 og dens lyriske spejlingsforsøg. Ernesto Dalgas forsøg på som Høffding-elev at forene tro og viden, følelse og erkendelse spændes til det yderste i forfatterskabets tre vigtigste værker, Lidelsens Vej, Dommedags Bog og Kundskabens Bog og ender i en transcenderende bevægelse, hvor forfatteren åbner sig for et buddhistisk hinsides. Mod slutningen af Lidelsens vej, skriver den vise Salomon: „Af Buddhas lære fremgaar det, at Nirvana er den tilstand, i hvilken Sjælen ikke længere tænker paa, om den lever eller dør“. Ernesto Dalgas tog personligt den fulde konsekvens af denne erkendelse, som hans litterære værk ledte ham frem til.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Lidelsens Vej og Dommedags Bog i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476914