Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dekadent barbari - Johannes Holbek

Oprindelig forfatter Wivel

Nært beslægtet med Ernesto Dalgas er maleren, tegneren og digteren Johannes Holbek (1872-1903), der i lighed med Dalgas døde pludseligt, ung og delvis uforløst som en konsekvens af det umulige i at orientere sig i det åndelige kaos omkring århundredskiftet.

Johannes Holbek var søn af en indremissionsk præstefamilie, og hans liv og værk er præget af en desperat form for fritænkeri, der blev sat i relief af hans sociale udsathed, erotiske sult og åndelige længsel efter en ny ren moral og menneskelighed. Som Michaëlis, Dalgas, Hjortø og Johannes V. Jensen drømmer den unge Holbek om „et nyt menneske“, homo novus, der kan forene animalsk livskraft med kulturel forfinelse. Et menneske, der som Jensens romanfigur i Einar Elkær (1898) artikulerer sit liv i trods: „Vi gaar alle sammen og er syge af arvet Løgn. Bliver vi bløde paa Hjernen, da er det ikke vore ny Tankers Skyld; vi har et helt Løgnesystem liggende i os som blød Hjerne. Vi dør af Løgn. I en bagvendt Tid er Oplysning identisk med Opløsning“.

Johannes V. Jensens ord er profetiske for Holbek, der døde af en maniodepressiv psykose på Kommunehospitalets sjette Afdeling i sit nervebetonede opgør med løgnen, hykleriet og den futile latter. Holbeks forsøg på, gennem sin kunst, at oplyse mennesket, førte en opløsning med sig, der drev hans liv og kunst direkte ind i misantropien. Ud af hans kunsts vitale figurationer og tanketætte manifestationer vælter bitterhed og umådelig angst. I sit opgør med tiden, troen og kunsten erhvervede Holbek sig et gennemskuende blik, men havnede som konsekvens heraf i et tomrum af forfærdende dimensioner.

Annonce

I tekster og surreelle billeder forsøger han at udvide virkelighedens, troens og kunstens grænser og give plads for ideale følelser og uendelig stræben. Holbek rejste i 1893, 1895 og 1898 til Paris for at søge ind i nye menneskelige og kunstneriske sammenhænge, farvet af epokens symbolisme. Ved sin omgang med rosenkreuzeren Ary Renan på Gustave Moreaus kunstskole, og helt i pagt med tidens blomstrende okkultisme i den franske og belgiske symbolisme, er Holbek grebet af ideen om at etablere et hemmeligt selskab, hvor „Chefen skulle være Aanden“. Det åndelige skulle være målet for en bedre verden og et udviklet selv, kunsten skulle være midlet. Et hemmeligt selskab fik han aldrig etableret, men et broderskab af åndsbeslægtede som billedkunstnerne Rudolph Tegner, J.F. Willumsen, Jens Lund, Niels Hansen Jacobsen og digtere som Kai Hoffmann, Erik Waage, Knud Hjortø og journalisten Frejlif Olsen dannedes med løs bagkant. Forestillingen om en ny moral og et nyt menneske gør Holbek i det følgende tiår frem til sin død til et parløb mellem det litterære og billedkunstneriske, hvor han kæder lyriske, satiriske, sexistiske og religionsfilosofiske betragtninger sammen med tegning og malerier i karikaturens, arabeskens og indimellem næsten abstraktionens form. En blandingsæstetik, hvor han går videre end Dalgas og rent faktisk omsætter sine syner i billeddannelser. Det tværæstetiske parløb mellem ord og billede samles i bøgerne Omkring Midlet 1-3 (1899) og den posthumt udgivne Dekadent Barbari 1-2 (1904 ved Jens Lund).

Kvaliteten i værkerne beror på spændingerne i dem. Åndeligt og æstetisk. Mellem orden og kaos, mellem form og abstraktion – og på et andet niveau: mellem oprør og nederlag. Kunstnerens frenetiske kamp for fritænkning var kun i en vis forstand frigørende. Fordi Holbek med hele sin lidenskab er bundet til det, han ønsker at gøre sig fri af – troen, moralen og den livsødelæggende sensibilitet. Til en af sine tegninger i Omkring Midlet har Holbek knyttet teksten: „Ligesom de forskellige Afskygninger af fritænkeri ere nødvendige for det aandelige Livs fuldstændige Udvikling, – (enten Talen saa er om æstetiske eller religiøse Materier), vil selv den skarpeste Modstander af Dogme i det religiøse og af Form i det æstetiske inderst inde aldrig ønske sin Modstander tilintetgjort, idet han elsker og tilhører det, han rasende strider imod“.

Denne konflikt i Holbeks liv og kunst, hvor kunstneren dybest set er bundet, åndeligt og æstetisk til det, han gør sig fri af, endte med at splitte hans væsen. Men de kunstneriske spor, han afsatte, rummer spændingen i sig som dynamik, som en sær eruptiv vitalisme og overdådig humor. Han kunne tegne, male og skrive naturalistisk, men det var bruddet mellem realisme og fantastik, naturalisme og symbolisme, han ville have frem. I sin kunst radikaliserer han denne bevægelse væk fra den realitetsbetonede menneske- og naturopfattelse ved at forbinde gengivelsen af menneskekroppen med skønvirketidens vækstmotiv. Holbeks foretrukne form er arabesken, der slynger sig viltert, drømmende og rytmisk spirende i Omkring Midlet og Dekadent Barbari. Holbeks groteske slyngninger og røgarabesker med tilhørende prosalyriske tekster minder om William Blakes og Aubrey Beardsleys visioner og i Danmark om den beslægtede Jens Lunds. Men i modsætning til disse kerer Holbeks arabesker sig i ringe grad om det dekorative, fordi de i så høj grad er bundet til hans mentale stofskifte. Som hos Ernesto Dalgas og Knud Hjortø er man hos Holbek i en inderverden, der er eksponeret for fuldt tryk. Holbek ville det uindskrænkede i sin frigørelse. Ligesom Dalgas anbragte Holbek sig i universets centrum og fortolkede sin egen søgen og higen efter det nye som kunstens og tilværelsens inderste mening – at finde ro som Buddha: „Budda gik i Ørken og fandt sin Elskedes raadne Lig, og han saa gennem Sanserne som gennem et Vindue og afslørede Skuespillet i Verden uden at ville lege mere i de vilde Lege“. Menneskesjælen ønsker „ikke urenset at rejse fra Jorden ind i Himmelen,“ som har skriver i to prosalyriske stykker fra Omkring Midlet.

I pagt med den franske symbolisme finder Holbek i arabesken det fuldkomne kunstneriske middel til at udtrykke det åndelige. Baudelaire havde i et af sine breve skrevet: „Arabesken er den mest åndelige af alle betegnelser“, og begrundet det med, at arabesken rent æstetisk kunne forbinde fantasi og energi, fordi den frie ånd nødvendigvis måtte udtrykke sig i abstrakte, slyngede bevægelser. Holbeks arabesker er både kaos og orden. De orienterer sig nok mod naturens urolige vækstformer og sindets forvredne slyngninger, men de rummer også det, Sophus Claussen i Taarnet kaldte for en „sublim Mathematik“. En åndelig og linjemæssig orden, som holder spændingerne sammen inden for kompositionernes kosmos. Dette mønster fremhæver Holbeks åndelige renselsesfilosofi, hvori mennesket, in casu manden, må kæmpe for at nå frelst igennem til „det Evige“. Visuelt er tanken om mandens åndelige stræben fastholdt i hans prægnante maleri Esaias IV (1902), hvor han har placeret sig selv som profeten med sin muse slynget til kroppen i en surreel røgarabesk, der understreger hans åndelighed og immaterielle stræben.

I Dekadent Barbari artikulerer Holbek denne længsel efter vækst, frigørelse og sprængning af det givne rum. Titlen har han hentet fra et digt af Erik Waage (1869-99), selv præstesøn, søgende, satirisk, kritisk, fortvivlet og tidligt død. Dekadent Barbari består af fire tekster: „Tama rex“, skrevet i Paris i 1893 og forelagt dekadenceguden J.-K. Huysmans, som Holbek opsøgte i byen, og de tre senere tekster „Alvorligt talt“, „Udbrud“ og „Frelse“. „Tama rex“ er en skjult selvbiografisk fortælling, i koncentreret form lig Dalgas' to store viltre dannelsesfabler. I „Tama rex“ foretager kongesønnen en dannelsesrejse gennem skiftende miljøer fra kongeslottet til brændehuggerens hus, fra borgerhjemmet til horehuset, i et forsøg på at finde frem til sandheden om verden. Og han møder allehånde mennesker, statskirkens hykleriske præster fyldt af behagesyg religiøs svindel, en liderlig dronning, en dekadent levemand og en ung pige, han forelsker sig i. Men hans forudsætninger viser sig alle steder at være forkerte. Ingen kender til den virkelige dåd: „det sande Arbejde er det ingen ser“. I stedet gennemskuer han de traditionelle samfundsformer, morallove og livsformer, i foragt viser han dem fra sig i forsøget på at blive et „nyt menneske“, stærkere og mere hel i personligheden. Der er paralleller til Nietzsches Also sprach Zarathustra og Hinsides godt og ondt i „Tama rex“, i det ekstatiske, aforistiske tonefald og i filosofien om, at mennesket må hinsides godt og ondt for at finde sandheden om verden. Men som præstesønnen Nietzsche er også præstesønnen Holbeks frigørelse dobbeltbundet. Han ser utopien i det, han gør op med, og finder den sande radikalitet i Bibelen: „Verden hader Sandheden, fordi den stadig ribber op i Vanerne. Bibelen er absolut imod Samfundet og et Menneske har Bibelen som Modstander, i samme grad som han føler sig tilfreds med Samfundet“.

I 1901 ansætter Edvard Brandes Holbek som satirisk tegner på Politiken, men hans satire er så besk og misantropisk, ja nådesløs, at samarbejdet ophører i 1903, hvor han uden varsel siges op. Selv skriver hans andet jeg i „Tama rex“ desillusioneret, at han ønsker at udrydde „alt Menneskeliv på Jorden, eftersom Jorden viser sig at være ubeboelig for Mennesker“. Som Ernesto Dalgas finder Holbek alene sandheden i døden: „Døden er Fremtidens Port. Den maa alle igennem“, skriver han og tager kort tid efter konsekvensen af sin egen manende fremtidsfilosofi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Dekadent barbari - Johannes Holbek i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476915