Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dekadence og dekadencekritik

Oprindelig forfatter Wivel

At Jakob Hansens forfatterskab ikke alene er dekadent, men også dekadencekritisk og præget af en gedulgt og dyb medfølelse, vidner hans store historiske Neropolis. En Roman fra Roms Forfaldsperiode (1899) om. Ligesom En kritisk Tid er Neropolis egentlig en københavnerroman fra halvfemserne, der i stedet for Estrups tid er henlagt til Neros tid i det romerske imperiums sene og rige dødskamp. Men tyranniet og forfaldet er identisk og allegorisk gennemskueligt. Som den franske oplysningsfilosofi i 1700-tallet og de første franske dekadencestudier i 1800-tallet bruger Jakob Hansen det hedonistiske Rom til at gennemlyse sin egen tid kritisk, dens depravation, dekadence og sociale dårligdomme. Hans alter ego i romanen, digteren Camillus Carbo, føler sig selv og sin tid dødsmærket:

Rom var blevet de dødes By (…) Vel havde Rom allerede haft adskillige slette og stymperagtige Herskere, vel var Fædrelandet efterhaanden fra et Fællesgode blevet en Forretning, hvori skamløse Lykkejægere: Aagerkarle, Prokuratorer og Svindlere hensynsløst spekulerede (…) Den nye Tids grænseløse Egoisme isolerede dem, gjorde dem overflødige.

Dertil kom endvidere det fortvivlet haabløse i Tanken om en Forbedring af Forholdene: Nero var vanskelig at komme til Livs, og selv om det lykkedes, så fik man vel en anden Kejser, der ikke var bedre.

Der lægges i romanen op til et systemskifte, men uden illusioner. Jakob Hansens historiske skildring følger også samtiden i anden forstand. Det er halvfemsernes historie om provinsstudenten, i skikkelse af hovedpersonen Junius Silvanus, der drager til den store by og fristes af dens muligheder. Han vokser ind i den herskende klasse og nyder dens privilegier, men nedbrydes også af dens depraverede og hensynsløse omgang med livet, der ødelægger hans sunde instinkter. For i Rom „havde Mennesket kun sig selv og sine Nydelser i Behold“. De skildres af Jakob Hansen i et ondt blomstrende sprog, ciseleret replikkunst og med purpurfarvet lidelse drivende fra de korsfæstedes sårmærker. Junius Silvanus er vidne til orgier og nedbrydes moralsk af den perverterede hetære Julia, der samtidig står i forhold til en vanskabning. Jakob Hansen går effektfuldt under huden på den taedium vitæ, den livslede, den romerske herskerklasse er mærket af og artikulerer med en lyst, fri af alle bånd, moralske hæmninger og almen menneskelighed – for nydelsens skyld, for øjeblikkets lyst, for den sansepirrende erotiks skyld, for despotiets skyld. Men i sig rummer den romerske kultur kimen til sin egen ødelæggelse, og byen går under i den store verdensbrand, hvor de overlevende som utopisk rest får mulighed for igen at finde ind til hinanden og et nyt liv.

 Jakob Hansens liv og forfatterskab er en kamp imod lidelsen, hvad enten den ytrer sig i religiøs underkastelse, som eksistentiel tvivl, social forarmelse eller grasserende overmenneske-tænkning. I egen person kommer han til at inkarnere protesten mod lidelsen og stålsat gennemleve den.

Jakob Hansens liv og forfatterskab er en kamp imod lidelsen, hvad enten den ytrer sig i religiøs underkastelse, som eksistentiel tvivl, social forarmelse eller grasserende overmenneske-tænkning. I egen person kommer han til at inkarnere protesten mod lidelsen og stålsat gennemleve den.

Neropolis savner den klinisk balancerede coolness, der præger En kritisk Tid og forfatterens bedste fortællinger, men vidner om hans sociale engagement. „Det skal ikke undre mig om man i Fremtiden ved Skildringen af Romernes indre Historie vil lægge langt stærkere Eftertryk paa Klassekampene“, skriver Jakob Hansen i indledningen til romanen. Han sidste romanprojekt, den ironiske og samfundskritiske Universaldirken (1904) er et Proudhon'sk opgør med den private ejendomsret, hvor forfatteren skildrer en række småkriminelle uden for rangklasserne, centreret omkring den relegerede advokat William Køhncke, en slags samfundsfilosof og stoisk resigneret skikkelse, der på Schopenhauers vis overkommer lidelsen ved at distancere sig fra de egenviljer, der driver samfundet og mennesket.

Annonce

Jakob Hansen fandt med sin mærkelige blanding af følelse og kynisme, illusion og desillusion, sig selv hævet over samfundets konventionelle sociale, religiøse og moralske konflikter og besad en udtalt foragt for arbejdernes og andre udnyttedes „slavemoral“. Lidelsen skulle overstås resolut og konsekvent. I tidsdokumentet og erindringsværket Fra min Klunketid (1942), beskriver vennen, forfatteren Otto Rung (1874-1945) sin dødsmærkede kollega som en „haardnakket individualist“: „Han lærte mig at læse Nietzsche, og jeg slugte paa et Par Maaneder samtlige den store Digter-Filosofs Værker og var for en Tid betaget og beruset. Mine gamle Overklasse-Instinkter følte sig pirret af den Nietzsche'ske aristokratiske nye Herremoral! – Jeg så jævnligt siden Jakob Hansen. Men hans Arbejdsliv blev kun kort. Hans stejle Natur kunde ikke underordne sig nogen Art af Tvang, og han foragtede al Akkord. Og da Nød og Mangel meldte sig, var hans sammenbidte Kamp for Livet stolt og heroisk. Han satte sig selv på Rationer, og afkortede sin Levefod fra Dag til Dag“. Jakob Hansen sultede sig selv ihjel, da livet ikke længere kunne udfolde sig i overensstemmelse med hans natur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Dekadence og dekadencekritik i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476920