Rejsende iagttager - Karl Larsen

Karl Larsen (1860-1931) er, som Johannes Jørgensen, en rejsende. Han var hele livet i drift mellem forskellige politiske positioner, mellem forskellige litterære udtryksformer og mellem forskellige lande og rejste verden rundt, Rusland, Japan, USA og frem for alt Tyskland. Han var i kraft af sin biografi mærket af det, vennen fra tiden på Valkendorfs Kollegium i København, Herman Bang, i romanen Stuk (1887) kaldte for „Saarfeberen fra Dybbøl“, og følte sig splittet helt til roden.

Karl Larsen blev født i Rendsborg, faderen, der var ingeniørløjtnant, faldt under krigen mod Tyskland i 1864, og moderen døde året efter. Drengen kom derefter i pleje hos sine bedsteforældre i København, der boede i Vestergade i det gamle voldkvarter. Han blev student i 1877 og læste jura og statsvidenskab ved universiteterne i København og Berlin i 1880'erne, men studierne blev afløst af det, der skulle blive bærende i hans liv, det skøn- og faglitterære forfatterskab. I 1890 giftede han sig med maleren Mathilde Marie Schwartzkopf (1851-1932), hvis familie var formuende, og Karl Larsen kunne herefter hellige sig forfatterskabet og nåede tillige med sine exceptionelle kommunikative evner at blive titulær professor ved Københavns Universitet i 1899 og æresdoktor ved universitetet i Jena i 1925. Hans kosmopolitiske virke var fremkaldt ikke alene af hans biografiske baggrund, men også næret af hans erkendelsestrang. Som Johannes Jørgensen, Sophus Michaëlis og Herman Bang opøvede han evnen til at se på det hjemlige med det fremmede blik. I et essay „Den røde Traad“ i samlingen Under den store Krig (1915) formulerer han det således: „gennem alt, hvad jeg har skrevet op til de seneste Dage, gaar for et opmærksomt Øje en Traad, der er spunden af to, Fordybelsen i det hjemlige og Trangen til at begribe det udenfor os, som kan stille vort eget i Belysning“.

Dette dobbelte blik kunne Karl Larsen bedst udvikle under rejsen, i stadig bevægelse. I Cirkler (1893) hævder han, at rejsen er det eneste forløb, der kan give mennesket barndommens følelse af fuldkommen ubundethed tilbage. Akkompagneret af togets rytme kan den rejsende føle sig fri til at skildre virkeligheden og hele den brogede verden, der glider forbi og i en vis forstand ikke angår iagttageren, den fremmede. Det er denne position som rejsende iagttager, Karl Larsen forsker i og personligt udvikler igennem sit liv og forfatterskab på en rejse, der krydser grænser mellem lande, mellem sociale lag og mellem lag i personligheden.

Karl Larsens store forfatterskab udgør en helhed af gensidigt inspirerende enkeltdele, men kan adskilles i fem kategorier:

For det første det skønlitterære, der folder sig ud med dramatik, fortællinger og romaner fra debuten i 1888 til 1911 med kerneværkerne, fortællingerne Udenfor Rangklasserne (1896) og Kresjan Vesterbro (1897), og passionsromanerne Doktor Ix (1896), I det gamle Voldkvartér (1899) og Daniel-Daniela (skrevet 1904, udgivet på tysk 1908 og på dansk 1922).

For det andet det filologiske, hvor forfatterens eminente sproglige iagttagelsesevne for det første resulterer i afhandlingen om det danske sprog: „Om dansk Argot og Slang“ fra tidsskriftet Dania 1895-96, hvorfra den lille fornøjelige bog Dansk Soldatersprog til Lands og til Vands (1895) udskilles. Heri giver forfatteren malende eksempler på sociolekter, klikesprog og slang. For det tredje i en række banebrydende dokumentariske udgivelser af danskeres private breve og dagbøger fra krigen mod Tyskland i 1864, samlet i Under vor sidste Krig (1897), og af breve og dagbøger fra danske udvandrere i USA, samlet i pionerarbejdet De, der tog hjemmefra I-IV (1912-14), et enestående vidnesbyrd om emigranternes tanker og følelser, splittet mellem ude og hjemme. Hertil kan lægges hans lille frapperende oversættelse af Søster Marianna og hendes Kærlighedsbreve (1894), en europæisk klassiker om en portugisisk nonnes kærlighedsbreve til en fransk adelsmand fra 1669, muligvis autentiske, muligvis fiktive. Denne postillon d'amour af en bog er et vidnesbyrd om den sværmeriske og smertelige afstandskærlighed, der blev dyrket som ideal i tiden, og hvis åndelige, platoniske kvalitet satte sig varige spor i europæisk digtning, blandt andre hos Rainer Maria Rilke. Det intime brev var en kilde til psykologisk forståelse for Karl Larsen, der ophævede skellet mellem det offentlige og private og gik ind i de rum, hvor menneskers inderste tanker bliver til: „man kan føle Livet banke gennem dette Blad Papir, hvor et Menneske har givet Udtryk for Stemninger og Tanker, der trængte paa og maatte bryde sig netop denne Vej til et andet Menneske“, som han skriver i et essay i Bogvennen i 1912.

For det fjerde – og i forlængelse heraf – hans egen række af personlige rejsebeskrivelser fra en verden i bevægelse med Cirkler som initial tekst, og den lille fine Det skønne Portugal (1904) i rejsekammeraten H.C. Andersens fodspor, optrykt sammen med skildringer fra Rusland og Tyskland i den samlede udgave Ude fra den vide Verden 1-4 (1898-1904).

Og endelig for det femte hans essayistik og journalistik, der gjorde ham til en kontroversiel skikkelse i årene omkring 1. Verdenskrig. Æresog standsfølelse var essentiel for Karl Larsen, der skabte sin egen skar-pe variant af tidens japonisme med Japansk Aand (1909). Epoken dyrker det japanske rent kunstnerisk med japanernes forfinede kalligrafi, renfærdige æstetik og dristige kompositionsevne, der sætter sig spor i europæisk billedkunst og design fra van Gogh til Thorvald Bindesbøll. Men Karl Larsen er i stedet optaget af den altopofrende stoiske lidelse i de historiske shogunaters oplæring af samurai-krigerne. Samuraien er „frygtløs og tro, selvbehersket og selvopofrende, velvillig, høflig og nøjsom, (…) fordybet i sin Pligt og i den Livets Visdom, som var nedarvet gennem Slægterne“. De nådesløse samuraiers glæde ved smerten bliver en slags modbillede i Karl Larsens sind til den almene danske nederlagsfølelse og den personlige tragedie i hans opvækst, der knytter sig til krigen i 1864. Og det fører til en paradoksal fascination af tysk militarisme og de germanske storrumsdrømme, artikuleret i romanen Dommens Dag (1907) og essaysamlingerne Under den store Krig (1915) og Fronten (1916), der formes som et forsvar for krigen i sig selv og for Tysklands forrang i den. Var verdenskrigen for Georg Brandes en imperialistisk krig om markeder, for Johannes Jørgensen humanismens fallit, for Helge Rode verdensåndens udrensning og for Sophus Claussen en naturgiven Umwertung aller Werte, er den for Karl Larsen et sammenstød mellem kulturer: den angelsaksiske og den germanske, hvor han med vilje til magt stiller sig på sidstnævntes side i en vitalistisk besværgelse. Inden han i en ny form for sårfeber og japansk harakiri må erkende Militarismens Fallit (1919).