Den forrykte - Gustav Wied

Gustav Johannes Wied (1858-1914) var efter al sandsynlighed udsat for pædofile overgreb i sin tidlige pubertet. I sin selvbiografiske roman om Gunnar Johannes Warbergs turbulente bohemeliv i København, Ungdomshistorier (1895), beskriver han i en prægnant barndomserindring, hvordan en stærkt religiøs tjenestepige forgreb sig på ham, når den store søskendeflok blev lagt i seng og puttet om aftenen. Når de små var faldet i søvn, kom hun til drengen Gunnar for at synge salmer og bede aftenbøn med ham. Mens han havde hænderne pænt foldet over dynen ved bønnen, arbejdede hendes hænder under dynen, hvor „de karesserede hans Legeme, indtil han skælvende og feberhed slog Armene om hendes Hals og bed hende i Kinden“.

Allerede i 1891 offentliggør Gustav Wied en novelle i Ove Rodes radikale og oppositionelle avis København om hændelsen, „De Unge og de Gamle“, hvor han lader en tjenestepige kysse en dreng forslugent og bore sit ansigt „ned i hans Ben tæt oppe ved Lysken“. Gustav Wied stævnes for usædelighed og dømmes i Byretten til 14 dages betinget fængsel, han og avisens chefredaktion appellerer, hvorefter Højesteret skærper dommen til 14 dages ubetinget fængsel. Ove Rode og København betaler bøden på 100 kroner, men Gustav Wied kommer ind at sidde i fængslet på Christianshavn.

Det seksuelle overgreb i barndommen af den missionske kvinde og det juridiske overgreb på hans kunstneriske ytringsfrihed glemmer Gustav Wied aldrig. Det forlener hans forfatterskab og øvrige virke med et stærkt og uforsonligt had mod kristne autoriteter, erotiske kvinder og offentlige myndigheder, der under moralsk dække udstiller deres hykleri og udøver deres magt på tværs af en given menneskelig retfærdighed. Hadet inficerer Gustav Wieds forfatterskab og sætter sig også i hans eget sind, som selvhad. I kildeskriftet Ungdomshistorier viser hadet, foragten og vrangviljen sig i form af en lille satyr eller djævel, der netop kommer og besætter digterens bevidsthed under det isolerede ophold i fængslet, og som tillige følger ham ud i det fri, da straffen er udstået, og livet igen skal til at begynde. I en drømmende og hallucinerende scene tager den lille djævel bolig i digterens bevidsthed og gør den dobbelt, spaltet og sønderdelt. Den lille djævel er identisk med det, Selma Lagerlöf i sit gennembrudsværk Gösta Berlings saga (1891) kalder for „selviagttagelsens underlige ånd“. En djævelsk ånd, der til stadighed hånler ad sit andet, ideale jeg, gør det middelbart, gammelklogt, latterligt og bortøder ethvert tilløb til glæde. Den latter, der udfoldes hos Wied, er en skadefro latter, Mefistofeles' latter, der kun lever i kraft af udleveringen, ondskaben og håner ethvert tilløb til skønhed, godhed og sandhed:

Aldrig har jeg kunnet hengive mig helt og fuldt til Nydelsen af et Kunstværk, en Bog, et Billede, et Forhold til Mennesker, uden at du straks har stukket dit modbydelige Galgenfjæs frem og ødelagt Glæden for mig!

Der er tale om en forskrivelse, som i tilfældet Wied ikke er tilegnet bevidst, men påtvunget ubevidst som følge af de misforhold, han havde gennemlevet. Ved de overgreb, Gustav Wied udsættes for, får han „selviagttagelsens underlige ånd“ som parthaver i sit kunstneriske projekt, og den forlader ham aldrig, ikke det mindste lille øjeblik, men driver hans digtning frem i en lang, selvbefrugtende og dybt misantropisk bevægelse, der udarter stadig mere grotesk, indtil bevidstheden brænder sammen og digteren i 1914 på randen af 1. Verdenskrig, nedskrevet og udskrevet, begår selvmord med cyankalium.

De modernistiske spaltningserfaringer, der eksploderer i 1890'erne, har i Gustav Wieds tilfælde en helt privat baggrund, der betyder, at han kan drive den dekadente litterære udtryksform til groteske højder omkring år 1900. På sin helt egen vis indfrier han Victor Hugos forestilling om grotesken som afgørende for den moderne tænkning og digtning, der udfolder sig „vellystigt, krybende, grådigt, gerrigt, falsk, stridbart, hyklerisk“ med en særlig forkærlighed for det „latterlige, det forkrøblede, det hæslige“. Ingen ord betegner Wieds forfatterskab bedre. Gustav Wied bliver i sin samtid ikke regnet blandt halvfemsernes dekadenter, dertil virker han for munter, men i et brev fra 1895 til Edvard Brandes, hvori han takker for dennes empatiske kritik af Ungdomshistorier, skriver han: „Man siger, at jeg ikke er smittet af Halvfemsernes Sygdom – hø, hø, der er intet elendigere Kræ paa Jorden end jeg. Jeg er Melankoliker af Rang“.

Giver Gustav Wied i Ungdomshistorier en selvbiografisk fortolkning af sine formative år i København som en åbning på forfatterskabet, slutter han det i 1914 af med en føljeton til Berlingske Aftenavis, der udgives posthumt med titlen Digt og Virkelighed (1915). Værket lukker op for den traumatiske baggrund i barndommen, der bliver bestemmende for hans videre færd, og fuldender dermed hans litterære livsfrise. Da sidste punktum er sat, tager Wied sit eget liv. I Digt og Virkelighed beskriver Wied sin opvækst i en tone, der på baggrund af det øvrige forfatterskab må betegnes som forklaret, fint balanceret og præget af en let sordin.

Han er født på proprietærgården Holmegaard uden for Nakskov. Wied fortæller levende om opvæksten på gården, skolelivet i Nakskov, om den blide mor og den despotiske far, der en gang om ugen gav den 11 børn store søskendeflok stryg, hvad enten de havde fortjent det eller ej. Her skærpes forfatterens tidlige sans for retfærdighed og hans oppositionelle rolle som sandsiger, når retfærdigheden sættes på prøve. Det er tillige faderen, der sætter den unge Wied i boghandlerlære, først i Nakskov, siden i København, hvor Wied tøvende gør sig fri af faderens magt, og – efter flere forgæves forsøg – tager en mådelig studentereksamen i 1886 og filosofikum ved Københavns Universitet. I slutningen af 1880'erne debuterer Wied i tidsskriftet Ny Jord med et digt, skriver sine første journalistiske og novellistiske øjebliksbilleder i København og arbejder tillige med skuespilleren Nathalia Larsen sammen med August Strindberg i et fælles forsøg på at realisere det svenske kraftgenis „forsøgsteater“. Svenskeren bor i de år på skiftende adresser nord for København, skriver Fröken Julie, korresponderer ekstatisk med Nietzsche og brødrene Brandes og bliver i lighed med det andet svenske kraftgeni, Selma Lagerlöf, et forbillede for den unge Wied. I 1893 gifter Wied sig med sygeplejersken Alice Tutein, ernærer sig som huslærer og realskolelærer, flytter først til Sæby i Nordjylland, hvor han har sin gang på herregården Bangsbo ved Frederikshavn blandt bohemer, kunstnere og fallenter som journalisten og ejeren Johan Knudsen, for-fatterne Gustav Esmann, Holger Drachmann og Herman Bang og formgiverne og billedkunstnerne Thorvald Bindesbøll og L.A. Ring, før familien flytter til Roskilde på Sjælland og bliver en del af provinsbyens lilleliv. Et liv, Wied kommer til at skildre som ingen anden.

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.

Forfatterskabet kan ud over de erindringsprægede værker, Ungdomshistorier og Digt og Virkelighed, grupperes i to store blokke, hvor Wied sideløbende udfolder en dramatisk digtning i hovedværkerne: Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. Fire Satyrspil (1897), Det svage Køn. Fire Satyrspil (1900), Skærmydsler (1901) og Dansemus. Et Satyrspil (1905), og et prosaforfatterskab af noveller og romaner. Ungdomsnovellerne er samlet i Silhuetter (1891), Barnlige Sjæle (1893) og Menneskenes Børn (1894). Romanerne er samlet i trilogien Livsens Ondskab, Billeder fra Gammelkøbing (1899), Knagsted. Billeder fra Ind- og Udland (1902) og Pastor Sørensen & Co. En Redegørelse (1913) samt i dobbeltromanen Slægten (1898) og Fædrene æde Druer – (1908).