Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Degenerationstemaer - Wieds romaner

Oprindelig forfatter Wivel

Gustav Wieds djævelske „andet jeg“ fra Ungdomshistorier, der trevler hans væsen i stykker og lægger alen til hans nihilistiske evangeliums håbløshed, findes også i hans romaner, den komiske trilogi Livsens Ondskab, Knagsted og Pastor Sørensen & Co og dobbeltromanen Slægten og Fædrene æde Druer – .

Førstnævnte trilogi er en kostelig panoramisk skildring af de stakkels fortabte sjæle, der ikke længere fatter „Ledemotivet i Gud den almægtiges Verdensorden“, som det hedder i Livsens Ondskab. Alle på nær en enkelt i provinsbyen er underlagt illusionen om livets nytte, inkarneret i den tragikomiske, sidelæns krabbende Emanuel Thomsen eller Thum-melumsen, der selvplagerisk sætter alt ind på at generhverve sin tabte fædrene gård. Og som da han, ikke ved en højere styrelse, men ved et lotteriseddel, efter 15 slidsomme år får økonomi til at købe slægtsgården tilbage, bliver fuldkommen desillusioneret, da hans drømme endelig er indfriet. Provinsbyens spidsborgerlige lilleliv foldes ud omkring ham med mesterlig præcision i detaljen og i menneskeskildringen. Nogle trøster sig med sladder, som byens madammer med forargelsens småborgerlige bonmot på læben: „Nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunth“, nogle trøster sig med mad og drikke, som de korpulente herrer i „Ædedolkenes Klub“, andre med den illegitime erotik som proprietær Heimann og hans elskerinde. Omkring byens galleri af personager svæver de to drabanter, overlærer Clausen og tolder Knagsted. Som Tante Et og Tante To i Skærmydsler er det et komplementært par: Clausen idealistisk sværmer og „ømhedsfabrikant“, Knagsted kynisk revser, selve „Livsens Ondskab“ inkarneret i hans behårede og djævelsk lebendige krop:

– Bare vi kunne komme rigtig ind til dig …

– Hvor ind? spurgte Knagsted og saa for første Gang op paa sin Følgesvend.

– Ind til dit inderste Menneske …

– Hum! Hvor mange tror du, jeg har?

Sammen bliver de to en slags sandhedsapostle, der, mellem det idealistiske håb og den afgrundsdybe illusionsløshed, stoisk går livet igennem sammen.

Annonce

„Livsens Ondskab“ i skikkelse af Knagsted er, som Edmund Melling i Dansemus, en nietzscheansk nihilist, der ikke underlægger sig nogen given moral, endsige menneskelighed eller illusion. Det eneste han samler på, er kommaer, som han minutiøst tæller op, når han læser danske klassikere! På samme måde, som han alene ser kommaerne i teksten, ser han alene pengene i livet. Han bliver den rige gamle konsul Mørchs skyggefigur, en samvittighedens stemme, til hvem Mørch i en form for aflad testamenterer hele sin formue. Hans amoralske kynisme – Knagsted arver alt for næsen af de pårørende efter Mørchs død – giver ham en noget nær positiv status i Livsens Ondskab, netop fordi han ikke underlægger sig hykleriet eller forstillelsen, der gør provinsbyens øvrige figurer til karikaturer. Men i de to følgende romaner, Knagsted og Pastor Sørensen & Co, ætses figuren nøgen af sin egen bitre galde, da Knagsted øder sin formue bort på kurrejser med overlærer Clausen i førstnævnte og til sidst henfalder til et forbitret, ensomt og halsstarrigt kierkegaardsk angreb på præsteskabet i sidstnævnte.

Hvad der bidrager til det groteske overbud i Gustav Wieds trilogi, er, at han – i lighed med Karl Larsen – betjener sig af lydsprog, når han skal beskrive sine personer. Ikke alene for at give sine figurer autenticitet i kraft af dialektens sjællandske sprogdragt eller sociolektens klassebestemte jargon, men også for, med en egen frydefuld sadisme, at udlevere menneskene til deres fysiske svagheder, handikap og fysiognomiske særheder. Den dødsmærkede konsul Mørch læsper eksempelvis, og hans læspen går som et sprogligt, poetisk-lyrisk ubehag ved hans nærige karakter igennem teksten – som da han har sat sin hushjælp på gaden:

– Tsyve Kroner hist, og tsyve Kroner her, sagde han. – Hun havde ikke besalt Husleje siden i Fjor Oktsober Maaned!

– Hun er syg.

– Thet ved theg ikke no'et om…

– Hun har ligget syg i over et halvt Aar.

– Hum … Vi andre maa pænt betsale, hva' vi skylder! Theg har ogsaa været tsyg længe!

Degenerationen og dyriskheden tager over i dobbeltromanen Slægten og Fædrene æde Druer –, der udgør forfatterskabets tøjlesløse apoteose. Begge romaner fra henholdsvis 1898 og 1908 beskriver adelsvældets endeligt, dets menneskelige, økonomiske og moralske deroute. Et sted i Østjylland ved fjorden ligger Slægtens gård, hvis ydre rivende forfald spejler det indre i personernes karakter.

 Gustav Wied i sin forhave i Roskilde, sommeren 1905, i profetisk antræk. „Profeten gaar til Mokka“ er Wieds egen humoristiske titel, der trivialiserer Johannes Jørgensen og konsorters litterære pilgrimsfærd.

Gustav Wied i sin forhave i Roskilde, sommeren 1905, i profetisk antræk. „Profeten gaar til Mokka“ er Wieds egen humoristiske titel, der trivialiserer Johannes Jørgensen og konsorters litterære pilgrimsfærd.

I Slægten centreres historien om den fede, dumpt brutale og moderbundne baron Helmuth von Leunbach, der overtager det fædrene gods, vanrøgtet gennem et par generationer. Hans mor, enkebaronessen, må forlade godset og flytte på aftægt, da han gifter sig med den forfinede, fraskilte Alvilda Raskowitz, der desperat søger efter forsørgelse for sig selv og datteren Karen. En mesalliance, der udvikler sig til et faretruende trekantsdrama, da Alvilda indleder en affære med sin fætter, den dekadente grev Scheele, hvis åndfulde væsen afspejler sig helt ud i hans navn. Romanens dramatiske højdepunkt indtræffer ved høstfesten, hvor baronen ude af sig selv af jalousi og raseri brænder de to elskende inde. Bagefter nages han af skyld og anger og er ved at gå til bekendelse for at „lide sin Straf“, da hans magtfulde mor igen tager over på godset og sætter ham på plads. I nietzscheanske stanzer afsværger hun hans „Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral“ til fordel for en aristokratisk radikalisme og herremoral, der „laa uden for Loven“. Wieds roman skriver sig op imod Karl Gjellerups samtidige på en gang dekadent farvede og moralsk opbyggelige jalousiroman Møllen (1896), hvor mølleren udleverer sig selv til straf efter at have taget livet af sin elskede og hendes elsker. I Slægten er der ingen nåde hos „den gamle Naade“, baronens magtfulde mor, der tager sin dranker og mordbrænder af en søn i skole og i favn og fælder dommen: „Skidt Slægt! mumlede hun. – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!“

Naturalismen store dyr, la bete humaine, raser uhæmmet i fortsættelsen ti år senere, Slægten opus II: Fædrene æde Druer – (med resten af citatet fra Jeremias' klagesang i Bibelen: „og Sønnerne faa ømme Tænder“). Det er degenerationens arvelighedsteorier, der skamrides i romanen, der ikke har personer tilfælles med Slægten, men så sandelig tema. I en dødedans af groteske, lattervækkende og konstant udartende dimensioner hvirvles illegitime sædekorn op af det frønnede herresædes støv og spirer i misvækst i op til fire generationer. En ustyrlig jysk herremands gener hjemsøger hans afkom i og uden for ægteskabet og slår ud i legemlige misdannelser – vand i hovedet, svinetryne – og dekadente erotiske forvildelser – homoseksualitet og blodskam. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed, som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem. Den promiskuøse stamfaders søn på Havslundegaard driver sin sorte høst ind og bedækker sammen med smeden gårdens malkepiger. Hans livsfilosofi til smeden lyder, da natten falder på og pigerne opsøges: „– Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring“.

Blandt det gedulgte afkom er herredsfuldmægtigen og karikaturtegneren Isidor (formet over Johannes Holbek), hvis obskøne og frivole streg matcher de uhyrligheder, der går i svang i romanen. Han er den stoiske pessimist og har som motto: „Man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere og lade Vorherre om Resten“. Isidor lever da også et tilsyneladende harmonisk familieliv med en sund polsk hustru (frisk blod udefra) og to børn. Men da hun – som følge af degenerationen på fædrene side – føder en vanskabning, tager Isidor livet af misfosteret, inden hun når at se det. Hans nietzscheanske handling tillægges – som de øvrige kynikeres i forfatterskabet – en vis sympati for den amoralske styrke han lægger for dagen, hvor han gør op med Skaberen og det Skabte i teologisk forstand. Den dybest mulige afbigt i romanen er afbigten for troen, som hans fallerede fætter Nils foretager for at finde trøst. For Isidor, forfatterens andet talerør, findes der ingen trøst eller noget givet kristent forsyn. Gud er, ifølge Isidor, præsternes navn for „hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand“.

Fædrene æde Druer – er grotesk indtil fortvivlelse. Vilhelm Andersen skriver i Illustreret dansk Litteraturhistorie at det er svært at afgøre, om romanens fortvivlelse skyldes Gustav Wieds menneskelige erfaringer eller er konsekvensen af hans kunstneriske metode, den idealisering nedefter i retning mod det dyriske, han foretager. Iagttagelsen er præcis i forhold til dette forfærdende forfatterskab i dansk litteratur. I en vis forstand når det at blive usamtidigt; Wied synes at komme for sent, og hans angst bliver tilsvarende så meget større over ikke at kunne magte eller begribe sin tid og dens modernitet. Eller også kom han bare alt for tidligt ind i den voksne verden, hvis lyst han bar, men ikke forstod rækkevidden af. Han står med værker som Dansemus og Fædrene æde Druer – på tærsklen til den ekspressionisme, der giver tiden op mod 1. Verdenskrig et vrængende udtryk. Dybest set gemmer der sig en kristen moralist i Gustav Wied, men syndefaldet er indtrådt, og han magter ikke at hele sin egen splittelse.

Med Gustav Wied går epoken i sort.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Degenerationstemaer - Wieds romaner i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476935