• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Groteske realister

Oprindelig forfatter Wivel

Et af dekadencekunstens kendetegn er den tilstræbte og søgte kunstighed, der blandt meget andet giver sig udslag i en forkærlighed for det særegne. Kunstnerne søger det særegne gennem en udstrakt brug af arabesken, det slyngede og forsirede, det manieristiske og mærkværdige, det, som den udsøgte engelske dekadent Swinburne kalder for forfaldets artificielle og sygdomsmærkede frugtbarhed. I løbet af 1800-tal-let vokser den kunstneriske passion over for det mærkværdige, der imidlertid rent digterisk ikke altid tager sit udgangspunkt i den lyriske og sjælfulde poesi, men i realismen. I virkelighedsskildringen. En af realismens store litterære skikkelser, Victor Hugo, opstiller således allerede i 1827 en slags moderne kanon i forordet til sit læsedrama Cromwell, hvori han forsvarer det irregulære i eksempelvis Shakespeares dramatik og hævder geniets ret og kunstens absolutte frihed. Han glider ned langs litteraturhistoriens linje for at finde „groteskens fremmarch i den moderne æra“ og nævner forbilleder som Apuleius, Rabelais, Cervantes, der i lighed med Shakespeare formår at forene „det groteske og det sublime“. Hugo pointerer, at „i den moderne tænkning spiller grotesken en afgørende rolle. Den er til stede overalt; den frembringer det vanskabte og rædselsfulde, det komiske og det skurrile“, og dens virke finder sted inden for „det latterlige, det forkrøblede, det hæslige; den har fået tildelt passionerne, lasterne, forbrydelserne. Grotesken viser os alt det, som er vellystigt, krybende, grådigt, gerrigt, falsk, stridbart, hyklerisk“. For Hugo er grotesken naturens rigeste kilde, fordi „det skønne kun har én form, det hæslige har tusindvis“.

Den dekadente dyrkelse af det hæsliges æstetik og groteskens overfølsomhed er fremherskende i symbolismens dekadencebibel, J.-K. Huysmans' Á rebours, og sætter sig også varige spor i den danske digtning fra 1890'erne. Grotesken er således en del af det litterære udtryk i Johannes Jørgensens og Sophus Claussens tidlige poetiske forsiringer, og den slår ud – jf. tidligere – i Ernesto Dalgas' to visionære romaner Lidelsens Vej og Dommedags Bog, ligesom det grotesk forvredne, psykisk og fysisk anmassende og hæslige er bærende i Knud Hjortøs Syner og i Johannes Holbeks tværæstetiske parring af tekst og visuel satire. Grotesken er ligeledes den egentlige sproglige og tankemæssige forudsætning for Gustav Wieds forfatterskab og en drivende kraft bag Karl Larsens filologiske og kunstneriske forsøg på at skabe en fuldkommen ækvivalens mellem sproglig udsigelse, menneskelig karakter og litterær form i hans nybrydende fortællinger fra Københavns kasteløse kredse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Groteske realister i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476929