• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gralsridderen - Thor Lange

Oprindelig forfatter Wivel

I første nummer af Taarnet skriver Johannes Jørgensen et portræt af digteren og oversætteren Thor Lange (1851-1915). Han tilhørte en generation, der var ti år ældre end tårnkredsens digtere, men blev set som en af deres i kraft af hans æstetiske, religiøse og lyriske præferencer. Jørgensen anskuer ham i lighed med J.P. Jacobsen og Holger Drachmann som et forbillede for halvfemsergenerationen, en solitær, aristokratisk skikkelse, „meget afsides, meget enlig, besynderlig, tillokkende og lidet paaagtet“, som Jørgensen skriver.

Thor Lange er da også en af de helt usædvanlige skikkelser i dansk litteratur, en rejsende som mange af samtidens forfattere, men en rejsende, der aldrig kom hjem. Thor Lange var sprogligt og filologisk en usædvanlig begavelse, der efter at have taget sin universitetsgrad i græsk og latin fra Københavns Universitet i 1875 rejste til Rusland for at undervise, først i Skt. Petersborg, siden i Moskva. Hans notoriske sprognemme betød, at han efter få år beherskede russisk tale og skriftsprog lige så godt som dansk, og han steg hurtigt i graderne i det russiske samfund, hvor han førte sig frem med verdensmanerer og et diplomatisk grandseigneur-præg, der synes at have virket uimodståeligt. Han blev overlærer ved adelsgymnasiet i Moskva og gift med den russiske fyrstinde Nathalia Michailovna de Protopopoff, hvis gods syd for Kijev i Ukraine han drev med en ikke mindre udviklet sans for landbrug, kornforædling og vindyrkning. Han blev en af de højest dekorerede udlændinge i det russiske samfund med generalsrang, titel af statsråd og excellence, og i 1899 blev han endog selv fyrste og optaget i den russiske rigsadel. Fra 1887 til 1906 fungerede han som dansk konsul i Moskva og stod for en opofrende indsats over for de danske kvinder og mænd, der var kommet i vanskeligheder i Rusland.

Med sit åndsaristokratiske sindelag følte Thor Lange, at han var usamtidig. I sin digtsamling med den Shelley-lignende titel Gjennem farvet Glas fra 1894 skriver han i en art selvbekendelse:

Annonce

Jeg sluges af Drømmenes rivende Flod
og synker og synker deri.
Den Nutidens Tomhed, jeg aldrig forstod,
driver over mig bort og forbi.

Men dybt i den perlende Strømhvirvels Tragt
som Guld ligger lødigt og rent
en Fortids fantastiske Liv, af hvis Pragt
jeg gik glip ved at fødes for sent.

Thor Lange mente sig født „for sent“ med idealer for tilværelsen og livet, der lå århundreder tilbage i tiden – i middelalderen. Han følte sig kun som lutheraner af navn, men katolik af hele sit hjerte og sværmede hæmningsløst for „de sansebedaarende Gralsfantasier“. Den katolske middelalder og de hemmelige broderskaber, der stod bag korstogenes tilbedelse af og længselsfulde søgen efter Den Hellige Gral blev et livslangt identifikationspunkt for Thor Lange, der lod sig afbilde af den svenske maler August Tholander i gralsridderrustning (1881). Det moderne nerveliv, der ramte tidens kunstnere, ramte den til det yderste sensible, følsomt stemte og sårbare Thor Lange i dobbelt forstand. Han følte sig splittet, både i sit sind og i verden. I et brev skriver han fra sin udlændighed: „Det hjælper ikke; jeg bærer min Ulykke i mit eget Bryst, Hjemløshedens, Urolighedens fortærende, oprivende Sygdom, og at være i Danmark vilde slet ikke hjælpe mig noget. Noget gør maaske min Nervøsitet, meget betyder ogsaa de temmelig vaagne religiøse Anfægtelser, for hvilke jeg er Genstand, og min for det virkelige Liv lidet skikkede Romantik, der maaske er forkastelig for Gud. Beklag mig! Jeg risikerer at miste Fodfæste baade i mit Fædreland og her – og alle Vegne“. Som Herman Bang følte Thor Lange sig uden fædreland og uden fast identitet.

 Thor Lange var intenst optaget af middelalderens „sansebedaarende GralsfantasierI den svenske maler August Tholanders portræt fra 1881 lod han sig afbilde i fuld ridderrustning for at understrege sin egen usamtidighed og opposition imod det moderne.

Thor Lange var intenst optaget af middelalderens „sansebedaarende GralsfantasierI den svenske maler August Tholanders portræt fra 1881 lod han sig afbilde i fuld ridderrustning for at understrege sin egen usamtidighed og opposition imod det moderne.

Som de yngre digtere og litterater, Johannes Jørgensen, Vald. Vedel og Sophus Michaëlis, søgte Thor Lange at hele splittelsen i sig og uden for sig ved som digter og oversætter at søge tilbage i tiden til de epoker, hvis idealisme hvilede på et helhedsssyn og hvis forestillingsverden syntes universel, uden grænser og af en skønhed uden lige. Som klassisk filolog blev han en vigtig oversætter af de oldgræske digtere: Pindars Oder (1900), Aischylos' Sonofferet (1911), Euripides' Ion (1911), Terents' komedie Pigen fra Andros (1912) og Sofokles' dramaer Antigone (1893), Kong Ødipus (1897) og Ajas (1912). Som oversætter arbejdede Thor Lange lydhørt, indlevet og frit. Hans oversættelser har ligefrem karakter af selvstændige gendigtninger, hvad der fik særlig betydning for hans gendigtninger af middelalderpoesien og en romantisk fortællende ballade med from indebyrd som amerikaneren H.W. Longfellows Den gyldne Legende (1852, da. 1880), der blomstrer under Langes pen. Johannes Jørgensen beskriver i Mit Livs Legende læsningen af Langes gendigtning af Longfellow som en vækkelse for den poetiske følsomhed, der blev bestemmende for generationen. Thor Lange åbnede med sine gendigtninger af middelalderens slaviske og europæiske poesi for hele det tonerum, som tidens symbolistiske digtere komponerede deres poesi over. Thor Langes mange lyriske genfremkaldelser af europæisk trubadurdigtning og folkeviser kredser om naturen, døgnet og årstiderne som poetisk resonnansrum og den høviske afstandskærlighed mellem mand og kvinde som lutrende og inspirerende faktor. Den ridderlige kærlighed er båret af længsler og hviler på den telepatiske kontakt mellem sjælene, der var tidens forestilling. Lange skriver i et brev om dette: „For intensiv Kærlighed er Afstand ingen Skillevæg. Tror De paa Telepathi? Jeg er overbevidst ikke blot om dens Eksistens, men om dens Kraft“. Sat i musik af komponisterne Peter Heise og P.E. Lange-Müller opnår Langes enkle, forfinede og melankolske natur- og kærlighedslyrik stor popularitet i tiden.

Ved siden af det middelalderunivers, Thor Lange introducerer tidens digtere til, bliver han også den første og primære indgang til den russiske samtidslitteratur i Danmark. I artikler til Dagbladet og magasinet Ude og Hjemme, samlet i blandt andet antologierne Fra Rusland. Skildringer og Stemninger (1882), Wesnà. Skildringer og Stemninger fra den russiske Litteratur (1886) og Sarniza (1896), skriver han introduktioner til en række af samtidens store russiske forfatterskaber: Turgenjev, Lev Tolstoj, Aleksej Tolstoj, Dostojevskij, Konstantin Balmont, og rapporterer tillige om russiske samfundsforhold.

Men også som digter og religiøst passioneret personlighed i helt egen ret får Thor Lange blivende betydning. Hans lyriske skumringselegier i digtsamlingerne Gennem farvet Glas, Nocturner (1897) og Fjerne Melodier (1902), glider ubesværet ind i halvfemsernes naturreligiøse længselsbilleder, som i digtet „Clair obscur“:

En Skumringsblomst jeg er, bryd Blomsten af;
tag hen mig, Nat, Du stille, dunkle, blide,
lad evigt mig som en forskudt Seraph
paa Rosenvinger gjennem Dæmring glide!

 Godsejeren Thor Lange (tv). Forfatteren var en usædvanlig sproglig begavelse, og rejste i 1875 til Rusland for at undervise. Han blev en flittig oversætter af litteratur fra den russiske sølvalder. Han giftede sig med den russiske fyrstinde Nathalia Michailovna de Protopopoff, hvis gods syd for Kijev i Ukraine han drev i en lang årrække.

Godsejeren Thor Lange (tv). Forfatteren var en usædvanlig sproglig begavelse, og rejste i 1875 til Rusland for at undervise. Han blev en flittig oversætter af litteratur fra den russiske sølvalder. Han giftede sig med den russiske fyrstinde Nathalia Michailovna de Protopopoff, hvis gods syd for Kijev i Ukraine han drev i en lang årrække.

Og som initierende 1890'er-værk med afgørende betydning for Sophus Michaëlis, Knud Hjortø og Johannes V. Jensen står Skizzer og Phantasier (1890) med sine drømmende, prosalyriske naturskildringer og hallucinerende syner. Samlingen af kortprosastykker som fortællingerne „Kommet igen“ og „Levet Livet om“ har mytiske snit, hvor tid og sted ophæves, og hvor kønsidentiteten skifter under sjælevandring og reinkarnation. I sidstnævnte lader forfatteren en bønnelæsende ung nonne i et lighus i Rusland genfødes som ung ridder fra Barletta i middelalderen, og lader tillige sig selv træde ind i fortællingen i skikkelse af en ung kvinde, der elsker ham: „Saadan svulmer Hjertet aldrig hos en Mand, Hjertet er forandret, jeg selv er forvandlet, og hun er forvandlet: Rollerne byttedes om; hun er bleven en Mand og taler til mig som til en Kvinde (…) Vi To have Levet et Liv før nu; Sjælene ere de samme, men Legemerne andre“. Det androgyne prærafaelitiske billede af manden og kvinden, hvis identitet er flydende, bliver til et sært irregulært stykke halvfemser queer-litteratur af udpræget dekadent tilsnit.

Som tekst er „Frostfeber“ en samling skiftende hallucinationer, der i slutningstableauet har en mystisk tilbedelse af Den Hellige Gral. Hvor Thor Lange mente at kunne finde gralen, vides ikke. Men han anså det danske flag som det himmelfaldne „Gralsklæde“ og brugte den sidste del af sit liv og alle sine danske forfatterhonorarer til at rejse mindeplader og mindesten over middelalderens store historiske skikkelser i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Gralsridderen - Thor Lange i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476898