Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pligtens nødvendighed

Oprindelig forfatter ABR

I Gammeldags Kærlighed (1910) kommer den moderne uorden til orde i skikkelse af en kvindelig maler med en række skilsmisser bag sig og et fjernt og kompliceret forhold til sine børn. Bogens ideal af en hustru og mor har ikke store vanskeligheder med at kritisere hende og hendes synspunkter, og hun forsvinder sporløst ud af romanen. Den solidariserer sig som hele forfatterskabet med en verden, der på samme tid synes helt uberørt af anfægtelser fra de moderne tider, især løsrivelsen af kvinden fra familien, og ivrigt beskæftiget med at holde dem fra livet.

Romanerne handler ofte om familielivet og ægteskabsvalget, men der er langt fra tale om romantisk underholdningslitteratur. Spørgsmålet om familiedannelsen drejer sig om noget ganske andet end romantik. Den populære romanrække om Lillian: Lillians Forlovelse, Lillians Ægteskab, Lillians Datter, Svigermoder Lillian og Mormor Lillian (1915-1919) tager sit afsæt i et rigt vestindisk selskabsliv, men hurtigt mister den kønne unge pige sin far, der efterlader hende fattig, hvorefter hun rejser til en dansk provinsby med dens snævre rammer. Et tilfældigt møde med den officer, hun har sværmet for og med, peger i retning af romantisk forening, men så drejer intrigen, da den kommende svigermor viser sig kold og fjendtlig over for sønnens valg af en fattig pige. Ingeborg Vollquartz' morale er, at Lilian trods sin tilsyneladende ret må bøje sig og indordne sig under sin vanskelige svigermor, og hun indser „at vilde hun værge den Lykke, der var blevet hende til Del, saa maatte hun ikke kaste en eneste af de Pligter fra sig, der vilde blive lagt paa hende, men gladelig bringe ethvert Offer, der betingede hendes Lykkes Bestaaen“.

De elskende får ikke hinanden via tilfældigheder, forelskelser og erotiske intriger, men gennem indsigten i pligtens og offerets nødvendighed. Man kan næppe tænke sig større kontrast i livssyn og romanform end Agnes Henningsens bevægelighed og fokusering på forelskelserne – i flertal – og den erotiske betagelse over for Ingeborg Vollquartz' strenge krav om eftertanke og endegyldige valg. Det er denne refleksion, der udgør den egentlige nerve i fortællingernes plot, mens de unge menneskers tiltrækning blot bliver anledningen til overvejelserne. Allerede romanernes titler viser med al mulig tydelighed, hvordan en kvindes liv skal forstås og fortælles som en række familiære relationer, der definerer hendes rolle gennem livet.

Annonce

 Ingeborg Vollquartz boede i en årrække som officersfrue på St. Thomas. Hun beskrev sine børns opvækst dér i debutromanen Glade Barndomsdage i Vestindien (1903). Fotografiet er fra St. Croix og viser hjørnet af Dronningensgade og Kongens Tværgade i Frederiksted omkring år 1900.

Ingeborg Vollquartz boede i en årrække som officersfrue på St. Thomas. Hun beskrev sine børns opvækst dér i debutromanen Glade Barndomsdage i Vestindien (1903). Fotografiet er fra St. Croix og viser hjørnet af Dronningensgade og Kongens Tværgade i Frederiksted omkring år 1900.

Hvor Thit Jensen og Agnes Henningsen sammen med mange andre danske og internationale skribenter i tiden diskuterer kvindens seksualitet og spørgsmålet om frihed og afhængighed i forhold til manden, taler Ingeborg Vollquartz i stedet om pligt og ideal. „Jeg vil skilles“ (1913), siger Grethes ægtemand, og hun indvilger i skilsmisse, da han efter 9 års ægteskab forelsker sig i en ung rig kvinde, og hun overlader endog parret det ene af børnene, så de ikke skal være barnløse. Herefter lever hun som enlig mor, uddanner sig og arbejder, men hele dette tilsyneladende moderne liv interesserer hverken hende eller romanen. Det er en funktion af hendes rolle som mor, som offervillig hustru og som del af en større familie.

Ingeborg Vollquartz' personer er ikke alene, heller ikke i ægteskabet, men ofte del af en udvidet familie og dernæst af en social gruppe, der kan være provinsens eller garnisonens fællesskab. Grethe bliver heltinde i kraft af sine præstationer som mor og sin evne til at ofre sig, og derigennem bliver hun både for læseren og for ægtemanden målestokken og idealet. I sin tavshed giver hun sin fordums og nu igen fraskilte mand anledning til at overveje sit svigt:

„Har man taget fejl, maa man ogsaa bære den Skuffelse ligesom saa mange andre, Livet bereder En. Man gør kun ondt værre ved selvopgivende at rive sig løs fra de Baand, hvormed man frivillig har bundet sig. Hæderlige Mennesker skal blive paa deres Post og forsvare den til det yderste“.

Det gør Grethe, og det er kun derfor, hun bliver selvforsørgende i troskab mod sine valg.

Midt i afkaldet vokser heltinderne frem som en hær af kvinder med retten på deres side, men også som en række mønstre på det ideelle familieliv. Romanerne er sædeskildringer, der indforstået beretter om småborgerskabets selvforståelse og giver dessiner for huslig lykke. Bemærkelsesværdigt er fortælleren på den unge Agnetes side, da hun i romanen Paa Solsiden (1919) flygter med sin elskede fra et hjem, der er pænt på overfladen, men kærlighedsløst med en kold og intrigant moder. I kærestens faderløse hjem råder moderen og hans opofrende søster, der også får Agnete vundet for kirken. De bliver billedet på det ideale hjem, og kirken tilbydes som et nyt fællesskab, der på samme tid tager vare på menigheden, giver dem et værdisæt og en retning og udstikker normer for deres liv.

I skildringerne af de beskedne kår bliver pengene et hyppigt motiv, der refererer til småborgerskabets økonomiske vilkår. Fortællingerne og deres personer er opmærksomme på penges betydning og vigtigheden af den nøjsomhed og økonomisering, der er endnu en målestok for den gode hustrus evner. Lilian lærer den sociale nedtur at kende, og den bliver også vilkår og dannende kraft for mor og datter i Det glemte (1921). Penge kan blive en redningsplanke: I Hendes Penge (1920) bruger en ung kvinde en del af sin pludselige arv til at redde et vennepars skrantende ægteskab, hvor pengemanglen truer med at dræbe kærligheden.

Den didaktiske fortællerstemme har ikke kun en opdragende funktion, den fungerer også som en forsikring, et værn mod de kræfter, der truer med at sprænge de småborgerlige livssammenhænge. Forfatterskabet er ikke kun disciplinerende, men også solidarisk i forhold til det miljø, det skildrer, og hvis værdier det står inde for. I familierne findes kvinderne, der på ingen måde stræber udad, men det betyder ikke, at de underordner sig ægtemanden. Deres bestemmelse er i stedet på én gang at bøje sig for og inkarnere idealet og i det stille være familiens samlingspunkt. Igennem denne blanding af idealisering og indordning af kvinderne har Ingeborg Vollquartz' univers lighedspunkter med 1800-tallets dyrkelse af kvinden som et ideal, hvis væsen og pligt det er bestandig at være garant for ægteskabets uantastelighed.

Hendes kvinder er imidlertid ikke uden sans for realiteten og evner til at tage fat og til at overleve. I Paa Solsiden flytter Agnete til en familie med kvindeligt overhoved, og i hendes egen familie dør først broderen, der tager sit liv efter økonomisk at have bedraget faderen, der derefter går fallit og dør. Moderen indser, at hun har forkælet sin søn, overvinder sine dårlige sider og bliver pensionatsværtinde. Det handler om dyd og moral, men også om kvindernes overlevelsesevne, der sikrer dem et liv som familiens ikke blot ideelle og symbolske, men reelt bestemmende kraft. Til det kvindelige afkald, som læseren belæres om, hører også løftet om en ganske magtfuld betydning midt i familiens skød.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birgitte Richard: Pligtens nødvendighed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476964