Peter Nansen ved trappen til Gyldendal i Klareboderne 3. Nansen lagde mindre vægt på sit forfatterskab end på sit hverv som direktør. Ved at gøre Gyldendal til det største og mægtigste forlag man endnu havde set, følte han, at det var som at „skrive i selve Livet en langt større og mere spændende Roman end noget digtet Værk.“ I 1916 fyrede den unge Frederik Hegel ham, hvorefter han gjorde op med Hegelfamilien i Mine 20 Aar i Gyldendal (1918), udsendt som privattryk i 20 eksemplarer på hollandsk bøttepapir.

.

En af Pierre Bonnards illustrationer til den franske udgave af Peter Nansens Maria fra 1898. Illustrationerne ramte tidens og bogens frigjorte og frivole tone.

.

Peter Nansen (1861-1918) kom til København i 1879 for at læse statsvidenskab. Han supplerede sine indtægter ved at skrive for Berlingske Tidende, som hans bedstefader M.L. Nathanson havde redigeret i en menneskealder. Nathanson var jøde, men havde ladet sine to sønner døbe med navnet Nansen. De blev begge præster, den yngste var Peter Nansens far. Nansen kom ind i kredsen omkring Herman Bang, der overlod ham redaktionen af det lille Ugeskrift for Theater og Musik (1880-81) og snart trak ham over til Nationaltidende. Hans tilslutning til det radikale københavnske studentermiljø fjernede ham fra faderens kristne livssyn og moralske normer. Hjemmet havde i forvejen mistet sin tiltrækning for ham efter moderens tidlige død. Det førte til et brud med faderen, som Nansen skildrer i sine tidligste noveller. I „Fra et Dødsleje“ fortæller en ung mand, hvordan hans manglende gudstro fik faderen til at afskrive ham i vrede. Da han på præstens foranledning vender hjem til faderens dødsleje uden dog at kunne erklære sig for omvendt, forbander den døende han. I „Den Sidste“ håber en mor, at i det mindste hendes yngste søn vil beholde sin tro, men da hun bebrejder den ældste søn, at han forleder broderen, må den yngste bekende, at også han har tabt troen og ikke længere orker at lyve for hende.

De to noveller blev trykt i debutsamlingen Unge Mennesker (1883), hvis øvrige historier beskriver det liv, de unge radikale førte efter bruddet med familiens traditioner og normer. I den indledende novelle „Ansigt til Ansigt“ er forfatteren Erik Prahl taget i Dyrehaven for at samle indtryk til sin bog, men han er i modsætning til J.P. Jacobsens Mogens ikke noget naturbarn. Han føler sig fremmedgjort i „Skovens mægtigt, selvtrygge Fred“, og selv om han klart husker både moderens trøstende ord, når han blev drillet som barn, Guds manglende lydhørhed, da han bad ham lade moderen leve, og faderens vrede over hans smag og meninger, finder han ikke sig selv hverken i erindringsbillederne eller i de bøger, han skriver: „Hvad vilde han? Hvad var hans Maal? Kunde han, der til Viden havde kun ynkeligt Vraggods, til Tro kun vage Sympatier, til Følelser kun opstyltede Ord med Efterklang af andres Følelser – kunde han have nogetsomhelst at udrette?“

Ligesom Mogens følger han efter et par unge kvinder, men ikke af erotisk drift. De udtaler sig beundrende om hans udseende, og han søger identitet gennem rollen som forfører: „Langsomt, sin Skønhed bevidst, drev han ned gennem Taarbæk, fangende Damernes Blik, trækkende i Form af kokette Smil Veksler paa fremtidige Møder (…) Quand même – Livet er lyst.“

Når Bang og Nansen ikke flanerede i forlystelseslivet, arbejdede de myreflittigt på at frembringe al slags stof til Nationaltidende, tidsskriftet Vor Tid (1882-83) og senere Nationaltidendes tillæg Literaturtidende (1883-84). De tjente store penge og delte en præsentabel lejlighed i Nørregade, hvor de i et klunketidsinteriør med viftepalmer og Makartbuketter holdt ugentlige modtagelsesdage for en sværm af vordende forfattere, forlæggere, skuespillere, kunstnere og den københavnske ‘jeunesse dorée’.

Til Bangs jyske teaterturné skrev Nansen Kammerater (1884), et kammerspil mellem to forhenværende forlovede. Hun slog op i utilfredshed med styrken af de følelser, han viste. Nu opsøger hun ham for gennem jalousien at genopvække hans følelser. Dialogen udfolder en raffineret kamp mellem to, der gerne vil have hinanden, men også vil presse den anden til at blotte sine følelser først. I „En Bryllupsaften“ (1889) er den kyniske leg med tabueret seksualitet og publikums nyfigenhed mere udtalt. Et brudepar ankommer til deres lejlighed fra bryllupsfesten, men forstyrres stadig af tjenestepigen, som hustruens mor har givet strenge ordrer om at servere te. Hver gang forhindres et optræk til den erotiske forening i soveværelset, hvorved pigen repræsenterer moderens modvilje mod at afgive datteren. Stykket blev først trykt i Af Dagens Krønike (1889-90), som Nansen redigerede, og siden optaget i hans anden novellesamling, Korte Veje (1890).

Til Bangs sorg lykkedes det i 1884 Edv. Brandes at lokke Nansen over til Politiken, hvor han i 11 år skrev litteratur- og teaterkritik, føljetoner og causerier og skaffede avisen omtale med sine stilistisk gennemarbejdede, kyniske og vittigt udfordrende petitartikler. I samme periode udgav han fem romaner, der ligesom flertallet af novellerne og dramatikken handler om moderne erotik, ægteskab og familieliv. De blev solgt i mange oplag og oversat til flere sprog, så han blev en internationalt kendt forfatter særlig i Tyskland og Østrig, hvor man sammenlignede ham med Arthur Schnitzler.

I Et Hjem (1891) forfører en ungkarl sin vens hustru uden at sætte venskabet med ægtemanden overstyr. Han trækker sig, da hun får en ny elsker, og ser et par år senere som ægtemand sin egen hustru stå på kærlighedskarrusellen. Julies Dagbog (1893), Maria. En Bog om Kærlighed (1894) og Guds Fred (1895) handler om kærlighedslivets forskellige stadier. I den første fører Julie dagbog over sin affære med en dæmonisk skuespiller, som hun selv opsøger i protest mod sin for tamme forlovede. At en borgerdatter selv skildrer sit erotiske eventyr før ægteskabet var vovet for samtiden, også selv om seksualakten kun antydes. Julie er da heller ikke et realistisk portræt af en professordatter, men billedet på den erotiske længsel efter manden, som Nansen spejdede efter i kvindernes øjne. „En tyveaarig Pige skriver ikke dette klare, smukke, fuldstændig literære Sprog“, skrev Brandes i sin i øvrigt meget rosende anmeldelse.

I Maria forfører en inkarneret Don Juan den jomfruelige Maria i den hensigt senere at forlade hende, men hun får magt over hans følelser og bringer ham til brudeskammelen. Tonen er dels lyrisk som i „Højsangen“, dels ironisk vendt mod tidens katolske og konservative strømninger. Romanen var en kærlighedserklæring til skuespillerinden Betty Müller, som blev Nansens anden hustru i 1896 og en fremtrædende fortolker af moderne kvindeskikkelser. Den franske udgave blev illustreret af Pierre Bonnard. I Guds Fred forlader hovedpersonen den fordærvede storby for at finde tilbage til sit barndomsmiljø. Han forelsker sig i den unge Grete, der ligner hans mor, som hun også begraves ved siden af efter at være omkommet ved en ulykke. Han kan nu genoptage sit arbejde i byen med et vagt håb om, at hans ømme kærlighed til den døde vil være et værn mod det mondæne livs desillusion.

Forfatterskabets morale udtrykkes i Et Hjem: „Om man handler rigtigt eller urigtigt her i Livet, maaler man ene og alene efter de Virkninger, Ens Handlemaade skaber“. I Fra Rusaaret (1892), hvor en student korresponderer med dels familien og kæresten hjemme i provinsen, dels veninden og kammeraterne i byen, før han opgiver studierne og bliver journalist, hedder det grovere: „Jeg hylder (…) til det yderste Anskuelsen om, at Enhver frit bør vælge sig den Moral, der behager ham“. Maria slutter mere håbefuldt med ordene: „Gennem de Mange til Én!“ Det minder om titlen på Thomasine Gyllembourgs Don Juanroman Een i Alle (1840). Peter Nansens forfatterskab var en naturalistisk udgave af Gyllembourgs sædeskildringer, ligesom hans proverber var naturalistiske vaudeviller.

Peter Nansens største betydning for det litterære liv blev dog hans tyve år som direktør for Gyldendal fra 1896 til 1916. Forlaget var gået i stå efter F.V. Hegels død i 1887, men med Nansen i spidsen voksede det med køb af det gamle guldalderforlag C.A. Reitzel, Schubothes Forlag og sammenlægning med Ernst Bojesens Nordiske Forlag. I 1910 havde Nansen fået alle betydelige danske skønlitterære forfattere i sin fold.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den afslørede eros - Peter Nansen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig