Frihed og fantasi - Karin Michaëlis

Karin Michaëlis' (1872-1950) sidste værk var erindringerne Vidunderlige Verden 1-3 (1948-50), der blev færdigredigeret af Aase Hansen. De tre bind fortæller om barndommen, om ægteskabet med Sophus Michaëlis, der samtidig bliver en åbning ind i den litterære verden, om de kulturelle rejser med ægtemanden og vejen til forfatterskabet, hvor hun efterhånden finder sin egen stil. Men er det hendes første erindringer?

I 1924-30 udgav hun den fem bind lange romanserie Træet paa godt og ondt, og de to første bind Pigen med Glasskaarene og Lille Løgnerske er stort set identiske med første erindringsbind, der også overtager titlerne. Kun personnavnene er ændret: Romanserien handler om Gunhild Groth, erindringerne om Trold, der først i tredje bind kommer til orde som jeg-fortæller. I et lille efterskrift til fjerde bind af romanserien, …Synd og Sorg og Fare, sætter Karin Michaëlis et skel mellem sig selv og heltinden Gunhild Groth: „Men hun er ikke mig, og hendes Liv er ikke mit.“ Det er for kompromitterende, hvis der sker en forveksling. Forvekslingen bliver imidlertid først for alvor oplagt, når man læser erindringsbindene og bemærker skiftet i stil og komposition.

Begge værker handler om tilblivelsen af en kvindelig kunstner. Romanserien slutter med, at Gunhild udgiver Karin Michaëlis' to romaner Barnet (1902) og Lillemor (1902) trods forfatterens insisteren på, at Gunhild er fri fantasi. Karin Michaëlis' liv er ellers dramatisk nok i sig selv. Hun voksede op i Randers, hvor faderen var telegrafist, moderen blomsterbinderske. Den unge provinspige kommer til København for at spille klaver hos Victor Bendix, men bliver i stedet gift (1895) med forfatteren Sophus Michaëlis og begynder at skrive. Debuten er Højt Spil fra 1898. I modsætning til Gunhild skal virkelighedens Karin Michaëlis igennem et par mere haltende udgivelser, før gennembruddet kommer. Bøgerne udgiver hun hos forfatteren og forlæggeren Peter Nansen, der også bliver hendes livs store kærlighed. Andet erindringsbind, Farlige Famlen, beskriver levende sammenviklingen af kærligheds-, køns- og dannelseskonflikter i slutningen af 1800-tallet, hvor ægtefællerne både samarbejder og konkurrerer, mens erotiske affærer og skilsmisser er på færde overalt og også bliver slutningen på deres ægteskab. Over for det moderne kulturlivs ægteskab står den norske digter Bjørnson, hvis guldbryllup danner modbillede til den endelige skilsmisse i 1911 mellem Trold (Karin) og Tao (Sophus).

Sidste bind, Lys og Skygge, er en løsere komponeret beretning om en efterhånden internationalt kendt og meget rejsende forfatter. Sit helt store gennembrud fik Karin Michaëlis med Den farlige Alder (1910), der førte til international berømmelse og forargelse, og hun rejste Europa tyndt for at holde foredrag om bogen. I 1912 giftede hun sig igen, med professoren og diplomaten Charles Stangeland. Det var erotisk tiltrækning, der førte dem sammen, skriver hun, men livet som diplomatfrue kunne ikke forenes med Karin Michaëlis' mere rebelske temperament, og hverken ægtemand eller ægteskabet, der sluttede i 1916, får mange rosende ord med på vejen. Han synes kun at have sat præg på ægteskabet gennem tilføjelsen af navnet Stangeland på et par af hendes udgivelser. 1929-39 skrev hun syv populære børnebøger om Bibi, en pigefigur, der i mange henseender kan læses om forgænger for Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe (1946). De blev oversat til mere end 30 sprog.

Under 1.Verdenskrig var Karin Michaëlis aktiv i fredsbevægelsen, og i 1932 var hun med til at forberede en kongres mod krig, i Amsterdam. Hendes tyske og østrigske forbindelser var stærke: Under 1. Verdenskrig var hun optaget af tyske forhold, og hun skildrer i Krigens Ofre (1916) forholdene i østrigske flygtninge- og fangelejre; i 1930'erne inviterede hun tyske flygtninge, herunder Bertolt Brecht og Helene Weigel til at bo i sit hus på Thurø. Men selv om hendes engagement var for fred og humanisme og mod det nazistiske styre, kom den tyske forbindelse til at koste hende hendes status i det danske litterære liv. I 1939 rejste hun til USA og kom på grund af krigen til at opholde sig syv år i staterne og vendte først i 1946 tilbage til et Danmark, hvor hun var glemt. 1970'ernes fokus på kvindelige forfatterskaber betød imidlertid fornyet interesse for hendes forfatterskab.

Engagement og mod er fællesnævnere i forfatterskabet og i den politiske og humanistiske aktivitet; Karin Michaëlis blev læst og hørt for sine stærke synspunkter på kvindelig psyke og seksualitet. Det førte også til diskussioner om, hvad hun faktisk mente, for den tilsyneladende letløbende pen, der fortæller om alt, hvad der foregår i børn og kvinders sjæleliv, består samtidig af en drillende blanding af mange synsvinkler, der i brevets, snakkens og bekendelsens form konkurrerer om den stadigt flygtende sandhed. Samtidig er der ingen tvivl om, at hun altid er på barnets, det barnliges og fantasiens side.