Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Løgn og digtning - Træet paa godt og ondt

Oprindelig forfatter ABR

Det er hun også i sit store romanepos om Træet paa godt og ondt, der følger det fantasifulde barn frem til en digtertilværelse. I en form, der på én gang er melodramatisk, vittig, alvorlig og mytisk, skildrer romanen, hvordan den kvindelige kunstner skaber sig selv. Gunhild ser ikke verden som andre mennesker, hun skeler, hun får en øjenoperation, på et tidspunkt må hun leve med bind for øjnene, og hun er blind for meget af den omgivende virkelighed. Hun ser ikke sin moders graviditet og flytter hjemmefra, før hun med rædsel opdager, hvordan små børn bliver til. Til gengæld har hun en stadig sensibilitet for menneskers og ikke mindst dyrs lidelse, og hun ser verden gennem kulørte glasskår, der straks forvandler det, hun ser på:

Med et huskede hun noget rart, stak Haanden i Lommen: Jo, de laa der alle sammen. Glasskaarene laa der allesammen. Hun klirrede fornøjet med dem. Tante Sophie sagde, at Biblen var den bedste Trøst, naar man var bedrøvet. Nej, Glasskaarene var meget bedre. Hun holdt et for Øjet. Straks var det Sommer. Hun lugtede Græs og grønne Træer. Solen skinnede gennem Kaaben. Hun snuste: Violer, Jordbær. (Pigen med Glasskaarene).

Der er mindelser om H.C. Andersens lille svovlstikpige i Gunhilds brug af glasskårene til at skabe sine egne eventyr. Denne anden verden er fantastisk eller løgn, om man vil, men den er også forudsætningen for digtningen, og den repræsenterer en sensibilitet og en etik, der er en del af både Gunhilds og hele forfatterskabets kulturkritik. Men for at dette syn på livet kan blive frugtbart, må Gunhild som både eventyrenes og dannelsesromanernes heltinder gå igennem en række prøvelser, hvor hun møder kundskabens træ på både godt og ondt. Prøvelsernes kerne er døden og seksualiteten, der danner den overordnede komposition. Gunhild siger farvel til sin barnetro, den nat hun tilbringer med familiens syge, døende hund og vågner til sin første menstruation. Siden betaler hun for dødshjælp til to sultende køer med sin krop til en dyrlæge, der kommer til at repræsentere den mest dæmoniske udgave af seksualiteten. Disse begivenheder er romanens bølgedale, de henviser både til den yderste og inderste grænse for erkendelsen, kærligheden og fantasien og til dannelsesprocessens alvorligt dramatiske karakter.

Gunhild slingrer sig tappert gennem livet i stadig uforstand over for sociale normer, også når de angår påklædningen, som hun ikke kan få spraglet nok, og især strides hun med at få de kaotiske fantasier til at blive til disciplineret litterær virksomhed. Og ustandselig vikler fantasi, krop og eros sig sammen. I fjerde bind smitter en utro elsker hende med en kønssygdom, og Gunhild dykker endnu en gang ind i sig selv for at finde sit „allerhelligste“, og under rekonvalescensen afsværger hun fantasien. Men uden glasskår er både himmel og hav farveløse, og Gunhild gifter sig ind i et skrækbillede af småborgerligt provinsliv, hvor hun bliver sin mands akkompagnatrice – som Karen Sofies ulykkelige søster i Gyrithe Lemches Tempeltjenere og som Eleonora i Thit Jensens Ørkenvandring. Det fortrængte vender – naturligvis – skæbnesvangert og dæmonisk tilbage, og det gør det i skikkelse af den dæmoniske dyrlæge, der med mellemrum melder sig som et ildevarslende billede på det mørke, Gunhild også skal lære at tackle, og som de kulørte skår ikke kan frelse hende fra.

Annonce

På det realistiske plan er han en bekendt af ægtemanden, der nu i jalousi begynder at pine Gunhild med sine anklager, men han er jo også det småborgerlige livs skyggeside, og Gunhild må løse sig selv fra begge bånd, hvis hun skal blive sig selv og kunstner. Det sker i et forløb, hvor realisme, psykiske rædsler og religiøs mytologi blander sig. Gunhild bliver fri i en scene, hvor hendes mand skyder et æble fra hendes hoved. Det er jo æblet fra kundskabens træ, der mirakuløst løser hende fra skyldens bånd, og endnu et mirakel indtræder, da den onde dæmon dør, netop som hun er på vej til at dræbe ham med gift. Endelig kan Gunhild rejse til Hamburg for at blive forfatter i en proces, hvor hun bliver sit eget ophav, samtidig med at hendes far i en række breve udstøder hende af barndommens, eller er det provinslivets, paradis. Her bliver hun voksen og skriver disciplineret Karin Michaëlis' tidlige romaner, bl.a. Lillemor (1902). Og ved moderens begravelse tænker hun på nye bøger, som hun eksplicit henviser til som sine børn.

Kunstneren er blevet til, autonomt uden ægtemand og far, men i en stadig omsorg for det barnlige og fantastiske. Hun er også blevet til i en eksplicit protest mod opdragelsen til angst: „har I tænkt paa, at der maaske var det, der var mere vigtigt: Glæden“, skriver hun til forældrene. Det er den, der pilles ud af barnet, når det opdrages til at frygte alt, ikke mindst andre menneskers dom, der her repræsenteres af faderens og provinsbyens dom over hende første offentliggjorte digte som svineri. For at få denne glæde frem må hun både gennemlide og omskrive kulturens kanoniserede beretning om uddrivelse fra paradiset til en version, hvor synderinden ikke straffes med at skulle underlægge sig en mand og føde børn med smerte. Gunhild bliver i stedet til en kunstner med adgang til hele livet, både inden og uden for paradisets have.

Som kunstnerisk poetik favner værket og forfatterskabet livet: „Den er løst komponeret, den skildrer kun én Person, den løber langs Kanten af et subjektivt Kaos“, skrev en både beundrende og tvivlrådig Tom Kristensen, da de to første bind var udkommet. De voldsomme billeder af undertrykkelse, dæmoniseret seksualitet og barnlighed frister til en psykoanalytisk læsning af seksuelle fantasmer, men de er kun en del af et hele, af en litterær teknik, der er lige så bevægelig som heltinden, som fortælleren følger med latter og suk og stor ømhed – som et elsket og vanskeligt barn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birgitte Richard: Løgn og digtning - Træet paa godt og ondt i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476972