Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flyvende Sommer og Sne

Oprindelig forfatter Wivel

Det er en forestilling om lykke, der driver Viggo Stuckenbergs forfatterskab, og det er omvendt lykkens umulighed, der – i de bedste øjeblikke – giver det en stoisk dimension. Som helhed er værkerne blevet til under kærlighedens synsvinkel med to mennesker, der længes mod hinanden med en hjælpeløs ømhed.

Viggo Stuckenberg havde i tidens ånd studeret zoologi og botanik, før han blev folkeskolelærer på fuld tid og forfatter, journalist og litteratur-, kunst- og teaterkritiker på deltid med Kjøbenhavns Børs-Tidende og Politiken som primære medier og Illustreret Tidende, Tilskueren og Taarnet som sekundære. Hans tidlige radikalisme med Georg Brandes og Strindberg lader sig aflæse i både hans lyriske og episke forfatterskab, der også bærer præg af J.P. Jacobsens – og dermed naturvidenskabens – detaljerede natursansninger, som han maler op med stemningsskabende visualitet. På kanten af 1890'erne forvandler naturen sig hos Stuckenberg til resonansbund for sjælelige bevægelser, og han danner i den følsomme pagt med vennen Johannes Jørgensen i tiåret 1886-96 en lyrisk alkymistisk smedje, hvor de som den store mester lutrer sølvet. Få forfattere efter den banebrydende romantiker B.S. Ingemann har så mange ulmende og glimtende sølvstjerner spredt ud som kosmisk klaringsstof i deres digte.

Som lyriker debuterer Stuckenberg i 1886 med Digte, hvor de nyromantiske toner mødes med radikalismens gudsfornægtelse. Bogen indeholder en suite politiske digte vendt mod Estrups provisorier, og Christiansborgs brand ses, ikke under Herman Bangs impressionistiske optik, men som en national apokalypse. Stuckenberg hylder i stedet den enkelte, der skal rejse sig ved egen hjælp. Gud skal ikke anråbes i himlen, men i selvet: „du har Gud i dit Kød, du har Gud i dit Blod,/ i din Arm, i din Røst, i dit knejsende Mod“, hedder det med besværgende vitalisme i „Resultater“, skrevet til Studentersamfundet, hvor også efteråret og vinterens „ægte, kolde Død“ skal styrke digter-jegets trods:

Annonce

Jeg har ej Brug for disse Tankeguder
i Lampeos og filosofisk Skrud! –
den friske Sne mig Livets Pragt bebuder,
og Livet og dets Pulsslag er min Gud!

Som lyriker er Stuckenberg uegal, men rammer med pludselig klarhed tonen i enkelte digte, der rummer linjer for evigheden. Mest helstøbt er digtkredsen Flyvende Sommer (1898), der indskriver en forelskelseshistories anslag, fuldbyrdelse og afsked i årstidernes rytme fra vinter til vinter. I denne samling er Stuckenberg gået fra det politiske rum ind i kærlighedens, genspejlet i den årlige naturs omskiftelser i en typisk lidenskabelig bevægelse, der fryses midt i vinterens hjerte. De enkelte digte beskriver et symbolsk forløb fra naturens ydre fænomener til sjælens indre. I „Fuldmaane“ sammenlignes den elskedes hår med en grenarabesk i månelyset, der fanger manden og hans tanker ind:

som et Kvindehaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,

fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.

Det glidende i den strofiske opbygning modsvares af det dobbelttydige og dæmoniske i processen, hvor kvinden – som i Johannes Jørgensens roman Livets Træ – spinder manden ind med sit hår og suger kraften ud af ham i en typisk fin de siècle-attitude. Således fanget ind af begæret synker den elskede i „Aftensol“ ind i hans sjæl. Men efter begærets hede sommer ender hun med at blive et billede i hans sjæl. For han bærer den hvide, kolde sne i sit hjerte, og da vinteren igen bekræfter hans sande væsen, ender han bitter resigneret med at opgive hende – og lykken. Måneskinsnatten lukker sin hvide blomst omkring den ensomme skikkelse i „Vinternat“:

Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.

Så Johannes Jørgensen dekadent sit unge livs forlis igennem et grønt rømerglas' bund, ser Stuckenberg det på bunden af en sølvkalk. Han har tømt lidelsens bæger uden at finde hverken Gud eller sin egen forløsning i kærligheden.

De følgende digtsamlinger, Sne (1901) og den posthume Sidste Digte (1906), er ikke så konsistente som Flyvende Sommer, men rummer stærke eksempler på både angst og trods og en nietzscheansk hyldest til viljen som magt som her i digtet „Nat“ fra Sidste Digte:

Da ser du derinde en ensom Nat
en Magt, en Vilje,
en Magt, der gaar som en Morgen hen over Havets tangfiltrede Bund,
en Vilje, der vaagner som Sol i de højeste Himle
saa stille den knyttes --

en Magt, en vilje,
– Livets,
… din egen.

Og da er du frelst.

Den dennesidige frelseslære, hvor magt, vilje og kraft er bundet i selvet, er også det bærende i det store moddigt til den konverterede Johannes Jørgensen fra februar 1896. Digtet, der beseglede bruddet i deres følsomme venskab og danske Männerbund, har den samme titel som broderen i åndens: „Bekendelse“. Gud findes ikke i himlen, men „i dig, i mig“, synger Stuckenberg ud og føjer til, at tiden og erfaringerne har gjort ham drømmeløs og hård. Digtet „Bekendelse“ og det store svirende og promiskuøse middelalderdigt „Tue Bentsøns Viser“ fik Johannes Jørgensen til i Mit Livs Legende at mene, at Stuckenberg havde forskrevet sig til det onde. En ikke upræcis iagttagelse af den metalliske skarphed i Stuckenbergs karakter, der skærer sig igennem hans poesis bløde længsel, melankoli og natlige ensomhedsfølelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Flyvende Sommer og Sne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476883