Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra krop til ånd

Oprindelig forfatter Wivel

Hovedtemaet i de tre tidlige digtkredse er erotikerens forsøg på at realisere sig selv i den sanselige hengivelse til kvinden. Hun er formet efter tidens dekadente mønster, som det kendes fra epokens kunstnerskaber og fra Claussens øvrige ungdomsforfatterskab. I Pilefløjter er hun med Claussens sigende paradoks en „Dødsfjende-Hjertenskær“ („I en Park“). På den ene side en baudelairesk hetære, der med sine „Slyngplante-Arme“ og feberhede mund („Solskinsvise“) suger kræfterne ud af manden, hvor han tror at få dem bekræftet. Endelig kan hun optræde som selve uskyldens billede i digtet „I en Frugthave“, hvor det unge par finder ind til hinanden og forårets spirende lykke under de paradisisk blomstrende frugttræer. Således blandes pastorale og diabolske iscenesættelser af den erotiske lyst, der forvikles i Claussens ord-arabesker.

Digtene i denne fase udgør samlet en sanselysten nedtælling, hvor digterjeget i et paradoksalt forsøg på at overskride den givne virkelighed i hengivelsens ekstatiske øjeblikke i stedet forskriver sig til den og bliver et med dens prosaiske trang. Kulminationen af viljens og begærets slaphed og febrile erotik finder sted i Djævlerier, der udgør en trappe til helvede i Baudelaires ånd. På bunden af tilværelsen hengiver jeget sig til selve det baudelaireske ikon på den altfortærende kvinde i digtet „Sorte Blomst“: „Hendes Sjæl var stum som de Dødes Port; / intet Kulstøv er mere sort“. Men fra dette begærets nulpunkt hos helvedesblomsten skriver digteren et andet billede frem og lader lyset hærde hans svage sjæl og tømte krop. I digtet „Marine“ fra Pilefløjter er der håb i den skeletterede fornedrelse:

Og jeg tror, om jeg laa mellem Tangplanter død,
som et bleget Skelet: hvis jeg bares til Glød
af Sollys og Kys af de Læbers Koral –
brød der Blomster frem af min Dødningeskal.

Symbolismens florale morbiditet og dødsromantik gennemskinnes af Claussens græske sol og vækker digter-jeget til nyt liv. Afskeden, som vi har mødt flere gange i Claussens forfatterskab, sætter ind. Med sin hymne til forandring og forvandling tager digter-jeget afsked med den konkrete kvinde og den umiddelbare sanselighed, der erstattes af fantasien. Som det blev profeteret af digteren i debutsamlingen Naturbørns store digt „Til Alle“ gælder det for kunstneren ikke om at hengive sig til det andet køn, men i en klassisk græsk fortolkning af Eros om at gøre sig selv til to køn. Epokens androgyne, forfinede mandstype ligger umiddelbart Claussens poesi fjernt, men den sensibilitet, han er tegn på, er en vital del af digterens inspirationserfaring. Digterjeget hos Claussen bærer billedet af kvinden ind i sjælen, hvor hun forvandler sig i en oversanselig form som muse og helligdom. Frem for at forbrændes og fortæres, forklares jeget ved dette afkald og kan i digtet „Trøst“ fra Djævlerier besværgende vise forførersken fra sig:

Annonce

Blev dit Blik den lille Glød,
Kvinde – hvoraf jeg forbrænder,
raader du dog ikke Liv og Død.
Jeg er hellig og i Gudens Hænder.

Digterjeget er godt klar over, at den erotiske passion ikke kommer til at brænde med samme lidenskabelige vanvid som tidligere. At forvandle erotik til Eros er ensbetydende med afsvaling. Det bliver en ny tid med „Drifter som Straaild og Troskab som Favnebrænde“, som det bittert ironisk hedder i „Il letto“ i Djævlerier. Afrodite fra samme digtsamling kommer ikke mere til at dampe, når digteren, i stedet for sin sanselighed, fylder hendes smukke hår med „Visdomsugler“ og transformerer sin sansning fra krop til ånd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Fra krop til ånd i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476890