• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erotikeren - Sophus Claussen

Oprindelig forfatter Wivel

Sophus Claussen (1865-1931) er helleneren i dansk litteratur. Hans forfatterskab er en stor samlet vitalistisk udfoldelse, hvor digteren indskriver viljen til liv som den på en gang drivende, forløsende og transcenderende kraft. Viljen er den bro, der etablerer en forbindelse mellem jord og himmel, menneske og guddommelig følelse. Den overordnede ambition i Claussens liv og forfatterskab er således at finde frem til en forståelse af hans egen placering i verden ved at finde ind til en forståelse af den kunstneriske inspiration og dens udspring. Og den vækst i hans liv og digtning finder sted i lyset fra Athen og den græske kulturs klassiske og mytologiske skikkelser.

I digtet „Nætter“ fra Djævlerier (1904) anråber Claussens digterjeg de højere magter:

Ak giv mig som Afgrunds- og Himmel-Stormer
det Greb, som kan knytte de tusinde Former,

den Kløgt, som faar Livsens Guldnøgler givet,
kongelig, uden at sparke til Livet,

Grebet, der kan knytte livets tusinde former, bliver i Claussens forfatterskab identificeret som den klassiske græske Eros – gud for erotik, liv og kunstnerisk skabelse. Og det var den guddom, Eros, som Claussen var tro mod hele livet, og i hvis forvandling han indskrev sin digtning. Claussen fyldte – i lighed med Johannes Jørgensen – fra 1884 til sin død i 1931 en række notesbøger, 110 i alt, med notater som en slags punktlignende selvbiografi. I et notat fra 1907, citeret fra Notater og skitser (udgivet 1993), skriver Claussen: „Det er Eros, som har Æren for al Skaben og Nydannelse i Verden. Det er ganske simpelt Platons og Hellenernes Eros“. Som mennesket i den antikke filosof Platons berømte hulelignelse fra Staten, der vil bryde sine lænker og ud af hulens mørke skyggeliv og op i lysets rensende klarhed, vil Claussen på digtekunstens vegne forvandle Eros, så den ikke alene er bundet til sansernes forgængelige verden, men også til ideernes ideale og kunstens evige verden.

Annonce

Claussens græske udgangspunkt får ham til at svare som den græske filosof Sokrates, når han stilles over for den moderne verdens gudløshed og meningsløshed. I et notat fra 1926 om, hvad der driver ham:

Er det en Vilje i Universet?
eller en Vilje i mig selv?
Jeg ved intet.
Jeg ved kun, at jeg vil at disse to Viljer skal slutte sig sammen til én.
Det er min Religion.

Ordene er et ekko af Sokrates, der i Platons dialog Symposion om Eros og det skønnes ide siger: „Det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved“. Allerede i sin debutdigtsamling Naturbørn (1887) citerer Claussens digterjeg Sokrates i stordigtet „Til Alle“ og giver svaret, at han intet ved, når mennesker spørger til hans gudstro. Hvis han skal bygge bro til et „vaaromsuset Himmelkammer“, må det i stedet blive på en „Livsanskuelse paa Elskov grundet“. Verslinjen vakte forargelse i tiden, fordi den ikke blev forstået, som Claussen ville, at den skulle forstås. „En Livsanskuelse paa Elskov grundet“ var for Claussen ikke et brandesiansk frigørelsesprojekt, men en hengivelse til den græske guddom Eros. Det drejede sig således ikke alene om en sanselig hengivelse til kvinden uden for manden, men lige så meget om en hengivelse til det kvindelige og livgivende i manden selv. „Kønsforskellens Mur“ skulle brydes ned, så den skabende kunstner blev både et han og et hun – et „Fælleskøn“. Den kønspolitiske kamp mellem mand og kvinde var således for Claussen en latterlig affære. Som skabende kunstner drejede det sig for ham ikke om at være i opposition til det andet køn, men tværtimod om at indoptage det som en del af sit eget væsen i klassisk græsk forstand. Af samme grund dyrkede Claussen vedholdende og langt ud over klichéen også den antikke græske mytologi om Musen, selve inspirationens gudinde, der beskytter og befordrer kunst og videnskab. Musen optræder overalt i hans digtning og tænkning som inspirationens skytsånd, der frigør livs- og skaberkraften i ham og befordrer en livsanskuelse grundet på Eros.

Kun ét menneske i tiden så præcist, hvad det var Claussen mente, da han i digtet „Til Alle“ bekendte sig til „en Livsanskuelse paa Elskov grundet“. Det var Claussens mentor på filosofikum fra hans studieår, Harald Høffding. I et takkebrev fra 1887 i anledning af Naturbørn skriver Høffding om Claussens ærinde med guddommeliggørelsen af Eros:

I den lille Eros' Skole kan man lære at tjene den store. Det var jo det Platon mente, at Eros hjælper at gøre det store Spring ud over det egne Jeg. Først det mindre, saa det større, det er den naturlige Gang, og det er kun Asketikerne, der mene, at det mindre maa falde bort, for at man kan naa det større.

 Sophus Claussen med sig selv. Vitalisten og erotikeren i dansk litteratur mangedoblede sit jeg i sit enorme lyriske korpus, hvori han poetisk gennemspiller en række erotiske forvandlinger for til sidst at manifestere sig som sejrende lyrisk gud, der stolt ryster versets løvemanke. Atelierfotografi ved hjælp af et system af spejle, o. 1920.

Sophus Claussen med sig selv. Vitalisten og erotikeren i dansk litteratur mangedoblede sit jeg i sit enorme lyriske korpus, hvori han poetisk gennemspiller en række erotiske forvandlinger for til sidst at manifestere sig som sejrende lyrisk gud, der stolt ryster versets løvemanke. Atelierfotografi ved hjælp af et system af spejle, o. 1920.

Hvad Høffding ser indfoldet i Claussens poetiske program, er et sindsudvidende eksistensfilosofisk potentiale, hvor mødet med kvindens sanselighed er første stadium på digterens vej til at skabe et værk, der i det næste stadium rækker ud over digterens eget sanselige jeg og ind i en større virkelighed, kunstens, Guds. Helleneren Claussen ser i sine notater og digte denne udvikling i lyset af Nietzsches tænkning om Dionysos og Apollon i Tragediens Fødsel. Claussen identificerer sig flere steder i sin digtning med Apollon. Hos Nietzsche er Apollon gudebillede for det, digterfilosoffen kalder „principium individuationis“, altså det individuationsprincip, hvorved den vilde, dionysiske eros forvandles og lutres ved Apollons musiske og komponerende evner. I den proces ser Claussen en mulighed for at retfærdiggøre sit virke æstetisk og forme sit væsen og sin digtning i lyset fra en blændende vitalistisk livsfilosofi. Hermed bliver han århundredskiftets største erotiker i en anden og langt mere omfattende forstand end den konkrete. Sophus Claussen dyrker Eros for kunstens skyld og tvinger dermed universets vilje og sin egen vilje sammen i sin digtning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Erotikeren - Sophus Claussen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476887