• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erindringerne

Oprindelig forfatter ABR

Gyrithe Lemche havde i en artikel i tidsskriftet Tilskueren talt om tidens „romanskrivende Hetærer“, og Agnes Henningsens følte sig ramt, men tog karakteristikken til sig som en kompliment: „Det er noget sjældent og stort“ (Dødsfjende – Hjertenskjær). Og stort er hendes livtag med kvindernes kærlighed, der peger frem mod 1930'ernes kulturradikale frisind, men også mod dets problemer. Agnes Henningsen vil både befri kvinderne til og fra seksualiteten: „Jeg haaber, det vil vise sig, at jeg er i Stand til at kunne leve alene og have næsten nok i mit Arbejde; Glædestimerne vil jeg tilbringe hos dig“, proklamerer den unge Milli i Kærlighedens Aarstider; og siden fortolker hun sig ud af et forholds afslutning ved at sammenligne moderne menneskers kærlighed med forkølelse (Den sidste Aften). Til glæden hører en insisteren på den kvindelige nydelse ved seksualiteten sammen med en stadig tematisering af frigiditeten, der hos Agnes Henningsen kobles sammen med kvindernes indlærte tro på, at de skal repræsentere renhed og afkald på kropslig nydelse. Idet hun skriver begæret ud af dets skamfuldhed, søger hun også at løsne det fra dets fatale karakter, at forvandle det fra determination og ufrihed til et skamløst frit projekt, der også giver rum for andet, fx arbejdet.

De otte erindringsbind (1941-1955) kan læses som en rekapitulation af dette projekt. De er selvfølgelig erindringer, men også fortolkninger og endnu en gennemskrivning af fortællingen om en kvindes liv, set baglæns. De tre første bind beskriver den tornefulde vej frem til det første litterære gennembrud med Polens Døtre og til en relativt stabil social situation med to af børnene hjemme. De næste tre sætter tempoet ned og fortæller om perioden 1902-11 i et stadigt væv af arbejde, bejlen til teatret, håb om anerkendelse, rejseberetninger og reportager fra boheme- og kunstnerliv fra Paris til Skagen; i det syvende stabiliseres økonomien, da hendes velhavende svoger betaler hendes gæld, og kærlighedslivet finder langsomt ro i forholdet til Simon Koch, som hun gifter sig med i det sidste bind, hvor dateringen efter et par år flyder ud, og beretningen slutter både i eros, samlejet, og i kærligheden, ægteparrets fortrolighed.

Dermed slutter det også i livsprojektets stadige uløste og til det sidste modsigelsesfyldte fortolkning af eros, hvor det seksuelle forstås som kroppens krav om nydelse i nuet, mens det sidste bind proklamerer en ny forståelse af kærligheden: „Den eneste følelse som fortjener det store navn kærlighed, er langsomt voksende af at have hverdag og sorger sammen …. Sådan som det er sket med børnenes dyrebare Sivat og mig“ (Skygger over vejen). Sådan skriver hun erindrende, året inden hun begynder på sin trilogi om den varmblodede Minna, hvis naturlige drifter kræver deres ret med fortællerens velsignelse. Seksualiteten er både alt og intet, elskoven et pjanket hjørne af livet, hvor man med Milli kan more sig efter arbejde, og et stadigt og stumt krav, der også i sidste erindringsbind sætter sig igennem med en styrke, der tvinger til et skift i beretningen. Som en tredjepersonsberetning skriver hun om et sidste elskovsmøde, ikke mellem jeget og hendes 'Dødsfjende – Hjertenskjær', men mellem et 'hun' og et 'han', tredjepersonsfigurer i en akt, der drives af noget andet end det modne, reflekterede jeg. Og her er endnu en modsigelse mellem teksternes krav om, at kvinderne skal have lov at råde over deres seksualitet, dvs. gøre den til del af deres jeg, og slippe ud af mandens fantasme om kvindelig renhed, og på den anden side beskrivelsen af seksualiteten som det sted, der ikke kan fanges, hvor kvinderne midt i alt koketteri slipper taget i sig selv, med forelskelsen, besættelsen og fortvivlelsen som muligt resultat.

Annonce

I erindringen kommer denne del af miseren til udtryk i den første tredjepersonberetning, det monterede kapitel om Karen Sofies rejse mod elskeren, der kalder og afskediger i samme gestus. Det er også mere, end erindringsjeget kan bære. Da Milli i Den sidste Aften konfronteres med Astas kærlighedssorg, tænker hun ved sig selv, at der mangler noget, der kan erstatte religionen, så piger ikke tager deres eget liv „for saadan noget Elskovssludder; al Elskov var Sludder, naar den ikke var lykkelig“. Men det er i rigt mål sludderet og ulykken i kærligheden, Agnes Henningsens tekster fortæller om. Modsigelserne fortsætter i teksternes forståelse af naturen; de protesterer mod naturalismens opfattelse af kvindernes binding til en syg, utilstrækkelig kønslig natur (hysteriet, frigiditeten), men blot for at erstatte den med en anden naturopfattelse, der insisterer på sundheden og derigennem forsvarer sig mod naturens mere problematiske aspekter. I Skygger over Vejen lukker jeget bogstaveligt sin dør for en kvinde, der antages at have haft et sadomasochistisk forhold til 'fjenden' (Peter Nansen), og som nu tilbyder sig for Agnes Henningsen. Over for den ikke raske og glade del af den seksuelle 'natur' skifter teksternes holdning mellem den objektive undersøgelse og den subjektive skræk eller væmmelse. Teksterne fremstiller en kvindelig subjektivitet, der snart er sårbar, snart rå i overlevelses- og elskovskampen; på samme tid hensynsløs over for sit eget omdømme og narcissistisk anglende efter erotisk og kunstnerisk anerkendelse. Men så snart man hænger erindringernes jeg ud for dets selvoptagede „Han var så indtaget i mig!“ (Jeg er levemand), støder man på den erindrendes erkendelse af, at alle kønne kvinder bliver belejret.

Rigdommen af modsigelser i Agnes Henningsens tekster er også en del af deres kvalitet og deres dialogiske tilgang til det hjørne af tilværelsen, hvor de beskedent og stolt tager deres udgangspunkt og viser videre mod modsigelserne i modernitetens litterære – og feministiske projekter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birgitte Richard: Erindringerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476961