• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det store frisind - Agnes Henningsen

Oprindelig forfatter ABR

Let Gang paa Jorden (1941) hedder det første af Agnes Henningsens (1868-1962) otte erindringsbind (1941-55), der følges af bind to med den fristende titel Letsindighedens Gave (1943). Indholdet er imidlertid knap så muntert og peger mod en grundlæggende tvetydighed, der karakteriserer hele forfatterskabet og ofte viser sig som et spændingsforhold mellem titel, fortælling og stil. Det første bind fortæller om tre små søstre, der tidligt mister deres mor, hvorefter faderen gifter sig med deres purunge lærerinde. I det nye og ikke ganske lykkelige ægteskab fødes endnu en række piger, hvorefter faderen dør af druk, endnu inden midterbarnet Agnes er konfirmeret.

Forældrene beskrives som kærlige, men hårdhændede, og tidens pryglende børneopdragelse er et stadigt motiv gennem bindet. Vist er den purunge Agnes letfodet og charmerende, men også forvirret og meget ung, da hun som syttenårig beslutter sig for at blive gravid med sin forlovede, den kommende lærer Mads Henningsen. Og han må ved slutningen af næste bind flygte til Amerika fra sin unge kone og deres fire børn, da han anklages for uterlighed over for en af sine elever.

Letheden er i stilen, som Agnes Henningsen udvikler i arven efter den Bang'ske impressionisme, og i bøgernes insisteren på en favnen af livet i alle dets facetter, ikke mindst det erotiske. Det bliver også forfatterskabets centrale tema, da den unge Agnes Henningsen efter separationen, der skal sikre hende myndighed over børnene, installerer sig i menagen hos forfatteren Carl Ewald (1856-1908), der er far til hendes yngste søn Poul: Her bor også Ewalds kone og hans veninder. Men det lette bohemeliv består samtidig af hårdt arbejde, kronisk pengemangel og et afkald på børnene, som hun aldrig opnår at samle hos sig. Det opvejes af bevægeligheden, efterhånden også med rejser og rig selskabelighed, hvor en del af vennekredsen, digtere og skuespillere, repræsenterer den kontinuitet, der aldrig er til stede i arbejdet, økonomien, forholdet til børnene eller kærlighedslivet – før Agnes Henningsen som 50-årig gifter sig med juristen og forfatteren Simon Koch (1871-1935), der havde været hendes elsker i en årrække.

Annonce

Det er dette livsforløb fyldt med arbejde, pengemangel, kampen for børnene og kærlighedens op- og nedture, som hun skildrer i erindringerne, som hun lader slutte med et samleje, måske det sidste, med en tidligere elsker, forstået og tilgivet af den på det punkt ikke længere duelige ægtemand. Hermed understreger hun kærlighedslivet som omdrejningspunktet for forfatterskabet, dets drivkraft. Men kompositionen peger også mod endnu et spændingsforhold i forfatterskabet, mellem liv og skrift. Igennem hele sin iscenesættelse af sig selv som 'romanskrivende hetære' kalder Agnes Henningsen på en biografisk læsning af forfatterskabet som en skrift over det liv, hvori hendes forfatterpraksis tager del. Men de porøse grænser mellem liv og digtning gør det også muligt at se begge som dele af et gesamtkunstwerk, eller teksterne som en forsøgsstation, der designer forståelsesformer for livet. Erindringerne er komponerede, selektive og hullede; fortællingen om livet er sammensat af en række motiver, kærligheden, børnene, kultursammenstødene mellem kunstnerlivet og søstrenes traditionelle liv, pengemangel – og først og sidst skrivearbejdet og kampen for anerkendelse. Og fælles for kærligheds- og kunstmotivet er ønsket om at blive set, anerkendt – og beundret. Hendes forfatterskab er ikke for fastholdere – fordi bevægeligheden er dets credo, men også fordi det ikke altid fastholder relationen mellem bevægelsen og dens historiske betingelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birgitte Richard: Det store frisind - Agnes Henningsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476957