Den hollandske maler og katolik Jan Verkade blev en væsentlig skikkelse i kredsen omkring Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet. Han skabte tidsskriftets karakteristiske frontispice og var sammen med de danske malere Johan Rohde, Mogens Ballin og Ludvig Find repræsentant for den internationale Nabi-bevægelse, en kunstnergruppe omkring Paul Gauguin og Émile Bernard.

.

København udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet til en moderne metropol med nye brokvarterer, der skød op uden for de nedrevne volde. Befolkningen i byen mangedobledes, og de oplyste gader med den myldrende menneskemængde dannede grundlag for en ny personlighedstype: flanøren eller asfaltieren, der badede sig selv og sit begær i menneskehavet. Typen skildres præcist i Herman Bangs, Johannes Jørgensens og Johannes V Jensens tidlige romaner. Vesterbrogade omkring år 1900, en dag, hvor et optog af kameler vakte opsigt.

.

À rebours bliver bærer af en længsel, der rækker ud over det jordiske liv og ind i evigheden. I efterfølgeren La-Bas får denne længsel sit navn og sit sted. Nemlig i klokketårnet, hvor hovedpersonen, forfatteren Durcal, fører lange samtaler med et lille åndsaristokratisk broderskab af ligesindede, højt hævet over den grasserende menneskelige larm, de satanistiske udskejelser og den griske materialisme ved tårnets fod. Heroppe i deres egen helligdom fører de samtaler om det, der ifølge Jørgensen er det eneste, som er værd at tale om: „Kunst og Religion“. Samme år som Jørgensen skrev sit essay om Huysmans, tog han digteren på ordet med sin egen kreds af brødre i ånden og skabte sit eget tårnkammer som redaktionel ramme om tidsskriftet Taarnet. Navnet er knyttet til Jørgensens lejlighed i de år på kvisten i en ejendom på hjørnet af H.C. Ørstedsvej og Kastanievej på Frederiksberg. Her rejser et tårn sig fra bygningens hjørneprofil med et syvkantet tårnværelse, som Jørgensen indrettede til udsigts- og erkendelsesrum i forlængelse af Huysmans' idealisme.

Her samles 1890'ernes unge kulturliv, digterne Sophus Claussen, Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Sophus Michaëlis, Thor Lange, Carl Buhl, Simon Koch, kunsthistorikeren Emil Hannover og billedkunstnere som Albert Gottschalk, Svend Hammershøi, J.F. Willumsen og Mogens Ballin, Ludvig Find, G.F. Clement, Ludvig Frydensberg og hollænderen Jan Verkade. De sidstnævnte var en slags disciple af den franske maler Paul Gauguin og hans åndsbeslægtede Maurice Denis og Émile Bernard og dermed en nordeuropæisk variant af de internationale profeter og syntetistiske malere fra Bretagne, Les Nabis.

Trods dybe forskelle i personlighed, temperament og kunstnerisk ambition lykkes det for Jørgensen, hans medredaktører Carl Buhl og Simon Koch og Taarnets øvrige bidragydere at skabe et af 1890'ernes mange midlertidige fællesskaber, hvor kunstnerne i tårnkredsen formår at definere tidens stil på tværs af de kunstneriske genrer og dermed forme Taarnet som et slags gesamtkunstwerk i den tyske komponist Richard Wagners ånd. Illustreret Maanedsskrift for Kunst og Literatur er Taarnets undertitel, der signalerer det tværæstetiske i projektet. Billedkunsten er en integreret del af det litterære univers, og Taarnet byder ikke alene på originale, litterære bidrag, men også på original billedkunst, skabt til det indbydende layout. I lighed med de mange europæiske secessions-bevægelser, der opstår simultant rundt i de europæiske byer – i København omkring Den frie Udstilling, der blev stiftet i 1891 med billedkunstneren Johan Rohde som primus motor og fik sin første udstillingsbygning i 1893 – arbejdes der også i Taarnets redaktion på tværs af kunstarterne. Malerkunst, musik og digtning korresponderer i et forsøg på – med Wiener-secessionens store maler, Gustav Klimt – at skabe et gennembrud for „den stadig videregående gennemtrængen af hele livet med kunstneriske hensigter“. At tidsskriftet forener billedkunst og litteratur ligger således i forlængelse af tidens skønvirke, der fordrede smukke rammer for det skabende liv og hverdagen i almindelighed. Men det ligger også i forlængelse af tidens kunstnertype, der ideelt set ikke er sluttet om én metier, men gerne betjener sig af flere. Tårnkredsens to franske forbilleder, Baudelaire og Huysmans, havde som en bærende del af deres nybrydende forfatterskaber kunstkritikken. Baudelaire med sin kunstkritik Fra salonerne (1840-67, da. 1989) og Det moderne livs maler (1863, da. 2001), hvor han kanoniserer Eugene Delacroix og Constantin Guys; Huysmans for hans kunstkritiske samlinger L'Art moderne (1883, Den moderne kunst), Certains (1889, Visse) og Trois Églises et trois primitifs (1904, Tre kirker og tre primitive), hvor han har et skarpt, ukonventionelt blik for symbolistiske seere som Gustave Moreau, Odilon Redon, J.M. Whistler og Félicien Rops. Og i Taarnets egen kreds var kunstkritikken en del af Johannes Jørgensens virke ved 1890'ernes begyndelse, hvor han bliver bannerfører for Den frie Udstilling, Sophus Claussen er selv udøvende billedkunstner, og kunstkritikken er helt afgørende i Sophus Michaëlis' forfatterskab.

Kredsen omkring Taarnet udgør et broderskab, der for en kort stund formår at samle sig om en fælles sag. På den ene side nietzscheansk isolerede i midnatsmørket med stjernehimlen som nærmeste nabo, på den anden side i vitalt opgør med Brandes-generationens naturalisme. Som Sophus Claussen triumferende skriver i 1894 i et digt til Brandes, optrykt i rejseromanen Antonius i Paris (1896): „De satte Forsken op mod Drømmespind, / vor Nutid sætter nye Drømme ind …“ Vor nutid, skriver Claussen i en kollektiv tilegnelse, for ikke at sige erobring af tidsånden. I et interview fra Rom, som Taarnet bragte i juni 1894, lægger Claussen programmatisk til:

Der er – ser jeg nu – alligevel dyb Forskel paa Nutidens Unge og paa de realistiske Skribenter, som fulgte Georg Brandes. Hvem tror vel nu mere, at det for Digteren gælder om at efterligne, genfortælle de Ting, som Hvermand hver Dag kan se og høre? Nej, det gælder om at forbinde dem, uddybe deres Betydning, paa en saadan Maade, at hans Læsere overraskes af Sammenhængen paa samme Maade, som han selv en Dag blev overrasket deraf. For ti Aar siden vred vi os af Latter, naar vi hørte Tale om, at en Digter var beaandet. (…) Vor Tid – de Unge – er vendt tilbage til den ældgamle Opfattelse, at en Digter helst bør være beaandet, en Forkynder af Tingenes dunkle og forunderlige Sammenhæng. Digteren gætter bagved de Ting, han ser, en usynlig Verdensorden, en Slags sublim Mathematik, hvis høje og indviklede Beregninger er ham den Drømmeblomst, den Lotus, der bringer Glemsel for denne Verdens Sorger.

Og Jørgensen taler med samme sprog i Taarnet, hvor han samler de spredte iagttagelser om den „aandelige Revolte“ mod tidens ydre liv fra sine digterportrætter til en egentlig programartikel om „Symbolisme“, der kommer til at stå som Taarnets vartegn.

Jørgensens initiativ var et ekko af andre symbolistiske programerklæringer i europæisk åndsliv i disse år. Den græsk-franske forfatter Jean Moréas havde allerede i 1886 i avisen Le Figaros litteraturtillæg bragt et poetisk manifest, der bar navnet „Symbolisme“ for at betegne den ny tids kunstneriske følelse. Og i Norden havde svenskerne Oscar Levertin og Verner von Heidenstam i 1890 skrevet deres manifest Pepitas bröllop, hvor de gør op med „skomager-realismen“. Nu placerede Jørgensen de symbolistiske strategier midt i den københavnske virkelighed med ordene: „Det er tilmed min faste Overbevisning, at en sand Verdensanskuelse nødvendigvis maa være mystisk. Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke“. Med henvisning til den drømmende og gudløse Nietzsche i „Midnatssangen“ kunne Jørgensen konstatere, at „oventil er Udsigten lukket for det moderne Menneske“. Men for Jørgensen er symbolismens mulighed at give det hjemløse, splittede og fremmedgjorte individ det guddommelige tilbage. Tidens materialisme har gjort verden åndløs og bundet kunsten til arven og miljøet. „Den moderne Mangel paa Moral er en Følge af den moderne Mangel paa Metafysik“, konstaterer Jørgensen og sætter symbolismen over for den naturalisme, der hidtil har præget kunsten. Symbolismen er i stedet „Troen paa en Metafysik, en anden Verden, et Hinsides. (…) Symbolismen er nemlig – ligesom den tyske Filosofi ved Aarhundredets Begyndelse – overbevist om Identiteten af Tænken og Væren. Det Væsen, som aabenbarer sig i Tilværelsens ydre Fænomener, er (ifølge denne Filosofi) det samme, som lever i Menneskets Sjæl. Sjæl og Verden er ét“.

Det er her, kunstneren træder ind hos Jørgensen. „Instinktmæssigt og intuitivt“ fornemmer kunstneren tilværelsens sande væsen:

Han føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har evig Indfødsret.Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist. Hans Sjæl genkender bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen. Med Shelley anskuer han Livet som et mangefarvet Glas, hvorigennem det Evig-Enes hvide Lys bryder sig. Virkeligheden bliver for ham kun en højere Verdens Symbol.

Jørgensen ser symbolismen som en videreførelse af romantikken, hvor kunstnerne dyrkede ånden i naturen og Gud i himlen. Men i modsætning til romantikerne erkender Jørgensen, at idealiteten er tom, Gud mangler som udsigtspunkt foroven. Ligesom Baudelaire ser Jørgensen ikke alene kunstneren som et medium for det guddommelige, men også for det sjæleligt anløbne. Den symbolistiske kunstners opgave ligger i at skabe skønhed i selve værket og se verden som gennem en kirkerudes mangefarvede glas. Nietzsche kaldte dette for en „æstetisk retfærdiggørelse“, der i sig selv besidder værdi og mening, nu hvor Gud er død. Symbolismen hos Jørgensen og i tiden er således ikke alene en kunst- og åndsretning, der betjener sig af variable, dynamiske symboler i digtningen, men også en erkendelsesform, der opfatter verdens fænomener symbolsk. Genren „symbolisme“ henviser til det forhold, at kunstneren kan sanse og opfatte fænomenerne omkring sig som en sum af symboler, der bærer en anden sandhed i sig end den umiddelbart synlige. Det er denne dobbelte strategi af selvstændig symbolsk skaben af og symbolsk aflæsning af verden, der samlet kendetegner det nye skønhedsevangelium, der er Jørgensens anliggende i 1890'erne. Han vil vende erkendelsen indad og nedad i menneskets sind og se bevægelsen anskueliggjort i en selvstændig og forfinet kunst, der med sine arabesklignende mønstre i første omgang ikke vil andet end sit eget. Siden kan Gud så, i Jørgensens eget tilfælde, komme til.

Taarnet bliver med sine to årgange et brohoved i 1890'erne for den nyeste danske og centraleuropæiske – Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland, Belgien – symbolisme inden for digtning og malerkunst, ligesom der knyttes an til romantikkens og naturalismens klassiske digteriske og filosofiske forfatterskaber. Således oversætter Jørgensen uddrag af Gustave Flauberts Den hellige Antonius' Fristelser (1874, da. 1904) og Arthur Schopenhauers banebrydende filosofiske værk Verden som vilje og forestilling (1819, da. 2005). I kraft af forfatteren Thor Langes medarbejderskab blev kredsen også bekendt med russisk litteratur. Thor Lange, der var russisk gift og levede og arbejdede det meste af sit liv i Rusland, skrev i 1895 disputats om lyrikeren Aleksej Tolstoj, oversatte russisk folkepoesi og en repræsentant for den russiske sølvalders symbolisme og dekadencedigtning som Konstantin Balmont. Russisk litteratur blev i vid udstrækning oversat til dansk i 1880'erne og 90'erne, hvor forfatterskaber mellem romantisk idealisme, naturalisme, realisme og dyb psykologisk eksistensdigtning som Ivan Turgenjev, Anton Tjekhov og ikke mindst Fjodor Dostojevskij inspirerede tidens digtere. Dostojevskij hentede i lighed med Baudelaire, Verlaine, Huysmans og Nietzsche sin inspiration fra dybet, de profundis. At det ikke alene var et dyb af sort nihilistisk mørke, men også rummede et religiøst ekko af Davids salme 130 fra Det Gamle Testamente, illustrerer, hvordan de symbolistiske digtere var fanget i en dobbelthed mellem tvivl og tro.

Forudsætningsløse i det hjemlige var 1890'ernes danske digtere heller ikke i denne dobbelte bevægelse. I eksempelvis Johannes Jørgensens forfatterskab er der adskillige henvisninger til J.P. Jacobsen og hans discipel Karl Gjellerup. Begge var de i 1870'erne og 80'erne overbeviste darwinister, men begge bevæger sig i deres forfatterskaber ind i en ekstrem form for naturalisme, der på sin vis overfører naturvidenskabens detaljerede, dekomponerede og mikroskoperende metode på litteraturen og menneskesynet. Dermed bevæger Jacobsen og Gjellerup sig uvidende ind i dekadencens dvælende, æstetiserende og subjektive stil et tiår, før den for alvor slår igennem i Danmark. Deres naturvidenskabelige udgangspunkt fører til en naturalistisk litteratur, der synes at ophæve sig selv i følende prosalyriske og psykologiske arabesker, som rækker ud over virkeligheden og ind i sjælen. Forsøget på en objektiv, dissekerende litterær metode ender i sin egen modsætning og kommer til at virke højst inspirerende og skaffer begge forfattere både danske og europæiske arvtagere.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Tidsskriftet Taarnet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig