Luksus

Lørdag den 5. oktober 1895 afholdes der en officiel frokost-middag – en såkaldt dejeuner dinatoire – på Skydebanen på Vesterbro i København med deltagelse af det økonomiske og politiske establishment fra begge sider af Øresund. Man fejrede indvielsen af en ny dampfærgeforbindelse mellem Malmø og København.

Menuen bestod af limfjordsøsters, ægte skildpadde, oksemørbrad, trøffelsauce, gemyser, røget rhinsk laks, agerhøns, gelé, kompot, strassburger gåseleverpostej, smør, oste, selleri og radiser, frugt og desserter plus tilhørende vine af udsøgte årgange – kort sagt, der var højkonjunktur i Danmark i 1890'erne.

Højkonjunkturen var så ekspansiv, at de selvsamme mennesker fra de øverste bestemmende dele af dansk erhvervsliv og politik året før havde gennemtrumfet et stort politisk forlig. I 1894 blev der indgået en alliance mellem toppen af erhvervslivet, det oppositionelle Venstre og troløse repræsentanter fra det etablerede Højre, der gjorde ende på konseilspræsident Estrups egenrådige regeringsperiode. Højrepolitikeren og godsejeren havde med de såkaldte provisorielove (foreløbige finanslove) sat det skrøbelige danske demokrati „midlertidigt“ ud af kraft. Det havde sikret hans omtrent enevældige regimente med adel og kongehus i ryggen i næsten 20 år, men også skabt en spændt politisk situation med stadige underkendelser af landets finanslove og revolutionære „riffelbevægelser“ blandt landets borgere, der gjorde sig klar til væbnet modstand. Frem for alt savnede Estrups aristokratiske styreform den mobilitet, der stemte med de gode konjunkturer, og som kunne sikre et dynamisk erhvervsliv og et land i økonomisk, kulturelt og industrielt samspil med udlandet. Så Estrup blev ved 94-forliget ikke alene sat under administration af Venstres og det spirende Socialdemokratis politikere, han blev også underløbet af sine egne i Højre, der ønskede politisk og økonomisk vækst i en åben verden. Forliget i 1894 betød et gennembrud for konsensuspolitikken i Danmark og banede vejen for en række reformer, der lagde grunden til 1900-tallets velfærdssamfund med socialhjælp, folkepension og sygesikring. Men afgørende pegede det frem mod det reelle politiske systemskifte i 1901, hvor Venstre kom til magten og et egentligt parlamentarisk demokrati kunne begynde at tage form.

Danmark i 1890'erne er således et land med kraftig vækst, i befolkningstallet, i økonomien, i industriel udvikling, infrastruktur og strømførende modernisering – og i kultur- og forlystelseslivet. Med København som dynamisk centrum med nye brokvarterer, et rigt restaurations- og forlystelsesliv under de elektriske lamper, en blomstrende presse med aviser, internationale nyheder og korrespondenter, nye tidsskrifter og magasiner, mode og en kultur lagt an på forbrug. Byens borgere oplevede en ny frihed, der ikke udelukkende var religiøst og politisk begrundet i form af de store sammenbrud for de magtfulde fortolkninger, men også begrundet i en driftig økonomisk omsætning, der fik hele samfundet til at accelerere og signalerede Nietzsches Umwertung aller Werte (omvurdering af alle værdier).

Var konjunkturerne optimistiske, blev de imidlertid også anskuet som farlige af adskillige af de mennesker, som levede med og af dem. Allerede oplysningsfilosofferne i 1700-tallet havde set højkonjunktur, grænseløs international dominans og luksus som roden til Romerrigets fald og civilisationers sammenbrud. Og moralfilosofisk kunne den franske statsteoretiker Charles-Louis de Secondat Montesquieu advare mod luksus, der førte til ikke blot ødselhed, blødagtighed, pyntesyge og sædernes forfald, men også til social ulighed og uro, idet „antallet af fattige uophørligt voksede på grund af den luksus, de udsvævelser og den dovenskab, som havde vundet indpas“. Samfundets kulturelle forfinelse, sanselige og materielle rigdom kunne således føres for vidt. I den henseende levede 1890'erne op til Montesquieus skræmmebillede på dekadencen og blev da også oplevet som en nedtælling til Stunde Null, en sluttid, der skulle leves ud og igennem.

Tiden udviklede således den særlige dekadente personlighedstype, som allerede Baudelaire havde set flanere i Paris' glitrende passager med øjenlysten som sansningens primat, og som Huysmans havde lukket inde i sig selv og sit hus med den overdrevne æstetiske nydelse som en dulmende maske over angsten for livets hastighed og tilværelsens meningsløshed. Den moderne dekadence er knyttet til storbyen og dens flydende verden med gader, butikker, pladser og offentlighed og som modbillede hertil de intime interiører, bag hvilke gedulgte lidenskaber kan udfolde sig. Dekadencens kunst og digtning er primært identisk med metropolens kultur og livsformer og de mennesker, der færdes i dens rum. I 1890'erne blev de kunstnere og bohemer, der tvangfrit gjorde sig til et med den flydende verden på cafeerne, på avisredaktionerne, i universitetets auditorier, i parkerne, butikkerne, bordellerne og forlystelsesetablissementerne med Wivel som det foretrukne, kaldt for „violette drenge“ på grund af deres ofte excentriske påklædning, eller Certosa-herrer, fordi de yndede en italiensk likør af dette navn. Journalisterne Robert Watt og Gustav Esmann, forlæggeren Peter Nansen og Herman Bang inkarnerer disse elegante, tvetydige, affabelt danderende og nydelsessyge dekadenter både i deres livsførelse og deres forfatterskaber. En type, der dulmer smerte, angst og livslede med nydelse, sansning og rus i den luksus, der kendetegner la belle époque. Men som grundlæggende er afhængige af den sansernes forfinelse, der samtidig gør deres væsen porøst.