Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nietzsche som pejlemærke

Oprindelig forfatter Wivel

Neden for Georg Brandes' forelæsningspult i auditoriet på Frue Plads april-maj 1888 sad tidens vordende kunstnere og kommende kulturpersonligheder og hørte Brandes forelæse om Nietzsche. Zarathustras midnatssang tonede i kraft af Brandes' forelæsninger og de første foreløbige oversættelser af dele af værket i tidsskriftet Ny Jord (1888-89) ved digteren Sophus Michaëlis ud i det nordiske natteliv.

Hjemme hos Harald Høffding mødtes samtidig tidens unge digtere, malere, naturvidenskabs-, litteratur- og filosofistuderende til månedlige studiekredsmøder. Så Brandes' og Høffdings eksistensfilosofiske, på en gang romantiske og humanistiske søgen efter personlighed, både udadtil i forhold til tilværelsen og indadtil i forhold til individets sjæl, blev bestemmende for 1890'ernes forestilling om det enkelte menneskes selvstændige udvikling. Det skete på baggrund af epokale omvæltninger. Den skotske digter og moralfilosof Thomas Carlyle beskrev i sit storværk Den franske Revolution (1837, da. 1917) 1800-tallet i revolutionære termer og digtede med samme suggestive, sanselige og fængende magt som Nietzsche om „den store omvæltnings“ vildt skræmmende forvirring. Carlyles ekstatiske sprog og heroisme i revolutionsværket, og i Om Heltedyrkelse eller store Mænd, deres Væsen og Betydning (1852, da. 1888) ligger bag meget af tidens kunst. Den aftegner sig også i Nietzsches overmenneskefilosofi med en sentens som: „man maa have Kaos i sig for at føde en dansende Stjerne!“ Der blev født masser af stjerner i 1890'ernes midnatsmørke. Johannes Jørgensen betegner selv Georg Brandes som en af dem i sit erindringsværk Mit Livs Legende 1-7 (1916-28), første bind. Det bærer titlen Den røde Stjerne efter Brandes' dæmonisk lysende gestalt. At lytte til ham sammenlignes med en forskrivelse til Lucifer. Djævelens dybrøde lys illuminerer det, digteren Sophus Claussen i sin apologi for 1890'erne „Jord og Sjæl“ (1914), optrykt i essaysamlingen Løvetandsfnug (1918), kalder for „Nietzsches Tid“ med farlige tanker. En del af tidens stjerner kom til at lyse langt ind i 1900-tallet, hvor en ny tids modernisme brugte dem som åndelige og stilistiske pejlemærker. Den åndelige søgen, der lå i kim i Brandes' og Høffdings nytolkning af kulturens mål og mening, fik i 1913 digteren Helge Rode til i et essay – i en bevidst modstilling til Brandes anno 1871 – at betegne 1890'erne som „Det sjælelige Gennembrud“.

 Da Harald Høffding fik tildelt bryggeriet Carlsbergs æresbolig i Valby, tegnede Axel Thiess en satirisk karikatur i Blæksprutten 1914: „Bryggerierne aabner Æresbolig Nr. 2: Tuborgflasken“ – med Georg Brandes i vinduet som ny indvåner.

Da Harald Høffding fik tildelt bryggeriet Carlsbergs æresbolig i Valby, tegnede Axel Thiess en satirisk karikatur i Blæksprutten 1914: „Bryggerierne aabner Æresbolig Nr. 2: Tuborgflasken“ – med Georg Brandes i vinduet som ny indvåner.

Blandt Brandes' tilhørere i auditoriet på Vor Frue Plads det forår i 1888 var også den unge Johannes Jørgensen. Han havde Brandes' portræt stående hjemme på skrivebordet og opfattede sig selv som hans arvtager, der skulle omforme hans tænkning og løfte den ind i den ny tid. Man må sige, det lykkedes. Johannes Jørgensen blev primus motor i en kulturel fornyelse, der i lighed med den, Brandes havde forestået i 1870'erne og 80'ernes „moderne gennembrud“, fik åbnet dansk kultur mod Europa og fik introduceret dansk kulturliv til Europas væsentligste modernistiske strømninger. Som publicist, kritiker, journalist og forfatter havde Jørgensen den samme sensibilitet og det samme blik for det interessante som Brandes, og det lykkedes ham på mindre end ti år at bringe det københavnske kulturliv i vital dialog med den europæiske avantgarde og dens mest radikale forestillinger.

Annonce

Det var ikke Nietzsches overmenneskelige brutalitetsideal, der fascinerede Jørgensen i Brandes' forelæsninger, men Nietzsches sværmeriske, aristokratiske og profetiske natside. Den mørke side af Nietzsche på randen af sindssyge og sammenbrud kunne Jørgensen bruge i sin definition af en ny tids æstetik og livsanskuelse. Med nyhedssans og nerve introducerede han en række af de tidlige modernistiske forfatterskaber for et dansk publikum, navne på den internationale scene som Edgar Allan Poe, Charles Baudelaire, kultforfatterne Joris-Karl Huysmans og Stefan George, romantikeren Shelley, de katolske forfattere Léon Bloy og Ernest Hello, lyrikerne Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé og August Strindberg. Hvad Brandes havde gjort i 1870'erne med sine essayistiske værker Hovedstrømninger og Emigrantlitteraturen, hvor han introducerede datidens europæiske digtere og tænkere, gjorde Jørgensen nu i sine essays og sin journalistik. Fra hans gennembrudsår 1891 som litteraturkritiker og frem til 1906 satte han med en hvileløs, søgende energi scenen med et væld af litterære introduktioner, der ligesom Brandes' var skrevet med en høj grad af indlevelse og identifikation – for ikke at sige selvspejling. I sine dagbøger betegner Jørgensen sig selv som „et hjælpeløst drivende Atom“ og betitler sig – i modsætning til Brandes – som „den fredløse Stjerne“, et moderne splittet menneske, der aldrig finder ro eller blivende sted, men er fremmed overalt. Han bliver – som adskillige andre af tidens digtere, litterater og journalister – en rejsende, ikke alene i litteraturen, men i verden, som åbnes i en grænseløs ekspansion og resulterer i en sprængning af den danske nationalkonservatisme. Det er denne særlige position som rastløs rejsende, splittet og lidende eksistens, han selv – som den første i dansk litteratur – i et essay om romantikken fra 1904 beskriver som „modernistisk“. En modernisme, der forlener hans virke med en særlig højt udviklet sensibilitet, der sætter ham i stand til – i langt højere grad end Brandes – at fortolke og forstå de litterære værker i dybden, i deres forfinelse, sværmeriske indebyrd og smerte. Frem til 1893-94, da han sammen med de unge litterater Carl Buhl og Simon Koch grundlagde og redigerede epoketidsskriftet Taarnet, offentliggjorde han sine essays om de modernistiske pionerer i Tilskueren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Nietzsche som pejlemærke i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476866