Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nerveadelen

Oprindelig forfatter Wivel

Tidens digtere ligefrem dyrkede deres sensibilitet, fordi den var afgørende for den kunstneriske inspiration. „Indtryksømhed“ kaldte nordmanden Knut Hamsun denne højt udviklede seismografiske følsomhed, som det moderne liv på en gang udviklede og fordrede. Forhutlet efter et mislykket ophold i Amerika kom han til København i 1888 og lejede sig ind i et loftskammer i Sankt Hans Gade 18 på Nørrebro. Her gav han prøver på denne „indtryksømhed“ med de første kapitler af romanen Sult (1890) og fulgte i 1892 op med den febrile saturniske roman Mysterier. I essayet „Fra det ubevidste Sjæleliv“ (1890) skriver han om denne særlige nervøse tilstand, hvor forfatteren kan aflure naturens skjulte hemmeligheder og udvikle en „Lydhørhed, der bringer en til at lide endog af Suset fra anede Atomer!“ Forfatterens delikate fantasiliv og sælsomme nervevirksomhed identificeres som „Blodets Hvisken, Benpibernes Bøn, hele det ubevidste Sjæleliv“.

Kunstnernes „indtryksømhed“ blev med klangbund i Nietzsche betegnet som et særligt adelskab. I Henrik Ibsens skuespil Rosmersholm (1886) taler Rosmer om, at han vil virke for alt det nye i tiden, så „vi bliver fri adelsmennesker“, og i forordet til Fröken Julie (1888) om adelskvinden Julie og tjeneren Jean understreger August Strindberg omhyggeligt i forordet nervernes betydning i dette studie i hysteri. Ja, han betegner ligefrem den ny vurdering af nerverne som et epokeskifte, hvor kunstnernes nye adel afløser den gamle adel, der jo i disse år også politisk mistede sin magt. Frøken Julie må som repræsentant for den gamle klassiske adel vige „for den nye nerve- og storhjerneadel“. Kunstnerne, filosofferne og litteraterne med andre ord. Strindbergs åndsliv havde jo, som han frivolt skrev til dagbladet Politikens redaktør Edvard Brandes, „i sin Uterus modtaget en forfærdelig Sædudtømning af Friedrich Nietzsche, saa jeg føler mig som en Tæve i Bugen. Det er min Mand! Hils Georg Brandes og tak ham for dette Bekendtskab! (Kvindehader naturligvis, som alle begavede Mænd)!“

 På hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde lå Café Bernina i mezzanin-etagen. Cafeen, der skimtes til højre på fotografiet, var i 1890'erne et hjemsted for tidens journalister, redaktører, kunstnere og digtere – „nerveadelen“, som førte sig frem på stedet med dekadent sensibilitet efter fransk forbillede. Cafeen lukkede i 1950'erne, men genåbnede i 2007.

På hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde lå Café Bernina i mezzanin-etagen. Cafeen, der skimtes til højre på fotografiet, var i 1890'erne et hjemsted for tidens journalister, redaktører, kunstnere og digtere – „nerveadelen“, som førte sig frem på stedet med dekadent sensibilitet efter fransk forbillede. Cafeen lukkede i 1950'erne, men genåbnede i 2007.

Nerverne blev således i tidens ånd anskuet som geniernes adelsmærke, en overmenneskelig forfinelse af sanseapparatet, der var nødvendig for kunstnerisk udfoldelse og et liv fremme på kanten af den moderne tilværelse. Tandlægen og forfatteren Alfred Bramsen forsøger i sin bog Genierne (1889) at diagnosticere kunstnernes nervelidelser og finder på den ene side, at nogle kunstnere for at overkomme dem tegner deres motiver „graat i graat“ og med „fine, afdæmpede Farver“ – han tænker her sikkert på maleren Vilhelm Hammershøi, som han blev mæcen for – mens han på den anden side kan konstatere: „at en sygeligt udviklet Sensibilitet kan undertiden komme Værket til gode“.

Annonce

Var Alfred Bramsen forsigtigt positiv over for det dekadente træk ved tidens nerveadel, advarede den tyske læge og journalist Max Nordau i sin berømte diagnose Entartung (1892) mod kunstnernes dyrkelse af deres nerver: „De degenererede er ikke altid kriminelle, prostituerede, anarkister eller manifest sindssyge; de er ofte forfattere og kunstnere. De frembærer imidlertid de samme mentale kendetegn og for størstepartens vedkommende også de samme somatiske træk som medlemmerne af ovennævnte antropologiske familie, men tilfredsstiller deres usunde impulser med pen og blæk i stedet for med morderens kniv eller attentatmandens bombe.“

Max Nordaus bestemmelse af kunstnerne som latente mordere og terrorister, der fordærver kulturen, blev paradoksalt delt af flere af kunstnerne selv, der så det ødelæggende potentiale i nervekraften og hypersensibiliteten.

 Alfred Schmidt Fra Bernina. Et Dusinmenneske træder ind.I sin satiriske streg skildrer Schmidt mødet mellem de forfinede, selvoptagede åndsaristokrater og en almindelig borger i cafeen. Som det ses: selv hundene er der forskel på!

Alfred Schmidt Fra Bernina. Et Dusinmenneske træder ind.I sin satiriske streg skildrer Schmidt mødet mellem de forfinede, selvoptagede åndsaristokrater og en almindelig borger i cafeen. Som det ses: selv hundene er der forskel på!

I tiden opstod der nerveklinikker som lægerne og psykiaterne Knud Pontoppidans og Daniel Jacobsons i København. Her kunne kunstnerne blive indlagt og behandlet for deres aristokratiske sindslidelser. Amalie Skram beskriver præcist, oprørende og hudløst sit eget dilemma mellem kunstnerisk sensibilitet, klassisk kvinderolle og magtfuld umyndiggørelse i nøgleromanerne Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895), der omhandler hendes indlæggelse på Knud Pontoppidans klinik (se Det syge køn). Herman Bang skildrer også miljøet indefra i romanen Ludvigsbakke (1896) (se Tab og erindring – Tine og Ludvigsbakke). Knud Pontoppidan, der var bror til forfatteren Henrik Pontoppidan, havde i et skrift om Neurasthenien. Bidrag til en Skildring af vor Tids Nervøsitet (1886) konstateret, at netop Københavns forvandling til moderne storby havde skabt grundlaget for borgernes nervelidelser. Men hans egen psykiatriske kur kolliderede med den kunstneriske frihed og kønnets selvstændighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Nerveadelen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476870