Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Høffdings demokratiske radikalisme

Oprindelig forfatter Wivel

Georg Brandes' nybrydende fortolkning af Nietzsches tænkning og digtning affødte i august 1889 en indsigelse fra den internationalt kendte danske filosof Harald Høffding. Under overskriften „Demokratisk Radikalisme“ blev den bragt i Tilskueren. Og det var netop, hvad Høffding satte op over for Brandes' radikale aristokrati: det humane demokrati.

Harald Høffding, der fra 1883 til 1915 fungerede som professor i filosofi ved Københavns Universitet, var oprindelig uddannet teolog, men udviklede sig til at blive den førende eksponent for den positivistiske filosofi i Norden. Den bærende ambition i hans store forfatterskab er at forene tro og viden, således at det enkelte menneske ved at forbinde sine iagttagelser, sine ideer og sine følelser kan lægge alen til sin personlige dannelse og til samfundets indretning. Høffding fandt tidligt en identisk bestræbelse hos den engelske religionsfilosof Herbert Spencer, der humaniserer Charles Darwins naturvidenskabelige udviklingslære og fælder evolutionen ind i en eksistentiel ramme. Darwins forkætrede begreb om „kampen for tilværelsen“ forvandles af Spencer til en civilisatorisk drivkraft, der forener udvikling og tilpasning med en form for optimistisk fremskridtstro, hvor en forbedret social udvikling er ligefrem proportional med en moralsk. Såvel Spencers som Høffdings filosofi er båret af en idealisme, der betyder, at den menneskelige og samfundsmæssige udvikling i princippet er uendelig og rækker mod det hinsides. Hos begge kan man finde en „kosmisk Livsfølelse“, der overskrider deres positivistiske udgangspunkt, men til gengæld forlener deres filosofi med en tro på og følelse af livets og tilværelsens uanede muligheder. Natur- og åndsvidenskabernes erkendelsestrang opfattes af både Spencer og Høffding som en bekræftelse på, snarere end et dementi af menneskets religiøse instinkt.

 Den danske filosof Harald Høffding havde en central placering i nordisk åndsliv. I en principiel debat med Georg Brandes om Nietzsches filosofi hævdede han en „demokratisk Radikalisme“ overfor Brandes' „aristokratiske Radikalisme“. Hans skrifter, samt de månedlige symposier i hans hjem for tidens unge kunstnere og forskere, kom til at præge generationen omkring århundredskiftet. Fra 1914 boede Høffding i Carlsbergs Æresbolig. Her står han i den pompøse søjlehal 1919.

Den danske filosof Harald Høffding havde en central placering i nordisk åndsliv. I en principiel debat med Georg Brandes om Nietzsches filosofi hævdede han en „demokratisk Radikalisme“ overfor Brandes' „aristokratiske Radikalisme“. Hans skrifter, samt de månedlige symposier i hans hjem for tidens unge kunstnere og forskere, kom til at præge generationen omkring århundredskiftet. Fra 1914 boede Høffding i Carlsbergs Æresbolig. Her står han i den pompøse søjlehal 1919.

Af samme grund bliver Høffding intenst optaget af menneskets sjæl, dets psyke med et andet ord, en interesse, der danner baggrund for hans udviklingspsykologiske studier Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen (1882), Etik (1887) og Søren Kierkegaard (1892). Alle tre værker beskæftiger sig med den erfaring, som også Nietzsche grunder sin filosofi på, nemlig tabet af enhed. Den kristne enhedskultur er – som følge af 1800-tallets positivistiske bibelkritik og naturvidenskabelige opdagelser af arternes oprindelse – eroderet, og menneskets personlighed er derfor ikke længere en gudsgiven enhed. Mennesket er blevet splittet i sin personlighed og hviler ikke længere i det skabte. Sammenhængen må derfor genskabes, ikke i dialog med Gud, men gennem erfaringer med tilværelsen og igennem iagttagelser af menneskets selv. Sammenhængstanken er det synteseskabende princip i psykologien, mens sammenhængsfølelsen og sympatien med Næsten er det i etikken. Og som en absolut fordring står Kierkegaard med sit krav om hin enkeltes personlige ansvar over for sine meninger og handlinger, der er en grundlæggende forpligtelse i Høffdings personligheds-filosofi.

Annonce

„Livet skal, efter min Etik, formes som et personligt Kunstværk, idet de enkelte Øjeblikke og de enkelte Elementer (Evnerne og Drifterne) bringes i Harmoni hos det enkelte Menneske, og idet de enkelte Personligheder tillige, netop derved, bringes i Harmoni med hverandre“, konkluderer Høffding i sin Religionsfilosofi (1901). Bogen udgør en slags bekendelsesskrift i Høffdings forfatterskab, hvor han retorisk spørger sig selv og sine læsere, hvordan det er muligt for en teologisk kandidat med Kierkegaards stadier som ideal målestok for personlighedsudviklingen at forvandle sig til fri tænker i den frie tankes tid med en verdenshistorisk horisont for øje. Og svarer, at det udelukkende har kunnet ske, fordi han har haft tillid til de grundlæggende menneskelige værdiers beståen. Alle religioner, mener Høffding, hviler på den tro, at disse værdier kan bestå og lede mennesket mod det højeste. Når den kristne tro falder bort, kan alene tilliden til værdiernes beståen sikre humanismens fremskridt.

Når Harald Høffding derfor går i kritisk dialog med Nietzsche – og Brandes' fortolkning af ham – og hævder en „demokratisk radikalisme“, hænger det netop sammen med disse grundlæggende menneskelige værdier. Han kan ikke tolerere Nietzsches „omvurdering af alle værdier“, der i sidste ende betyder, at de ophæves. Han kan følgelig heller ikke tolerere den amoral, der følger af værdiernes omvurdering, fordi moral er forudsætningen for en human udvikling af det enkelte menneske og menneskeheden. Som positivistisk filosof må Høffding ligeledes sige fra over for Nietzsches relativering af sandheden og for den „Afstandens Pathos“, hvormed Nietzsche omgås det gode og det sande. For Høffding eksisterer der kendsgerninger og erfaringer, der lægger alen til personlighedens vækst. Endelig kan Høffding ikke forlige sig med Nietzsches opgør med den kristne „slavemoral“ og Kristus som smertensmand. Smerten er for Høffding helt nødvendig for den bevægelse i sindet og det liv i følelsen, der i en samlet, synteseskabende psykologi er karakteristisk for det at være menneske og agere menneskeligt. Kendskabet til smerten er tillige en betingelse for den moral, der betinger den almene velfærd som demokratisk princip i dannelsen af et humanistisk samfund.

Høffdings indsigelse imod Brandes' og Nietzsches brutalitetsideal er skarpsindig, og de to på den tid europæisk berømmede tænkeres uenighed om epokens betydeligste filosof har dannet skole for den kvalificerede Nietzsche-kritik og haft en lang virkningshistorie. Men set i lyset af den kulturelle udvikling i 1890'erne er det givende at fokusere på, hvor forbløffende enige Georg Brandes og Harald Høffding dybest set er. Høffdings afsluttende karakteristik af Nietzsche er sigende. Han skriver, at Nietzsche slet ikke er filosof – for det kræver logisk tænkning – men digter, en sjældent begavet forfatter.

Her er det, Brandes og Høffding kan mødes om Nietzsche. I en anskuelse af ham som visionær. Begge er i deres argumentation båret af en idealisme, der danner grundlaget for deres eksistensfilosofi. Johannes Jørgensen beskrev i et essay fra 1904, „Romantikken i moderne dansk Litteratur“, præcist Brandes' dyrkelse af Nietzsche som en sidste kulmination af tysk romantisk idealisme, blot mere radikal end den romantik, som Brandes hævdede, han fortrængte. Og bag Høffdings positivistiske maske gemmer teologen sig med ideale forestillinger om det gode og det sande. Således finder Høffding også i sit essay om den demokratiske radikalisme, at det store menneske er kulturens kilde. „Stormennesker“ vil aldrig kunne undværes, som han skriver, for „kun i det enkelte Menneskes Aand kan den Tilspidselse, den Koncentration, den inderlige Fordybelse blive mulig, uden hvilken det store nye ikke undfanges“. Og peger her – i lighed med Brandes – på kunstneren som den, der ved strengt at hævde kunstens fordringer forøger menneskehedens åndelige kapital og skænker den kraft, så den kan virke for fremtiden. Brandes og Høffding taler således i sidste ende samme sprog med en ideel tro på kunstneren som „stormenneske“ og vital kilde til kulturens fornyelse. Deres radikalitet i anliggendet er lige idealistisk, inderlig og dyb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Harald Høffdings demokratiske radikalisme i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476865