Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det maskuline selvbillede

Oprindelig forfatter Wivel

Det var Nietzsche, der i Zarathustra-værket mindede læseren om, at gik han til kvinden, måtte han ikke glemme pisken. Der ligger i 1890'ernes vitalistiske tiltag også et maskulint forsvar mod tidens dominante, frigjorte og selvstændige kvinde, som kunne svække manden åndeligt og bringe ham i fordærv. Men søgte de prærafaelitiske skønånder til middelalderens katolske helgenbilleder og Jomfru Marias blide ansigt, søgte de vitalistiske kunstnere bekræftelse i deres maskuline selvbillede – hvis de da ikke søgte helt ud over verdens kant.

Gruppen af hellenere på Refsnæs bestod udelukkende af unge mænd og ældre patriarker i lighed med det antikke Hellas' forhold mellem den lærde mand og hans unge myndling. Og i Tyskland dannede den vitalistiske digter Stefan George ved tiårets slutning unge „Männerbund“, hvor kredsen af unge mænd søgte sammen for at hærde sig selv i naturen og hinandens selskab. Der er gedulgt homoseksuel Männerliebe på færde i denne nøgne heroisering af det maskuline, såvel i hellenernes kreds som i Stefan Georges æstetiserende, på en gang følsomme og tugtige venskaber blandt de poetiske ynglinge. Men man forsøgte at gøre de følsomme nerver hårde som stål i omgangen med hinanden og ikke mindst naturen, der skulle være stejl og ophøjet, olympisk. J.F. Willumsen billedliggjorde fjeldnaturen symbolsk i det grandiose Jotunheimen (1892), hvor han i billedets relief af en ramme lader de viljestærke og de viljesvage mennesker kæmpe deres kampe om retten til riget.

De vitalistiske kunstnere søgte fra metropolernes dekadente liv ud i den friske luft ved de danske kyster, ved de norske fjelde og de schweiziske alper, og enkelte søgte helt op mod nord til den isnende verden, der fordrede mænd af den rette støbning. Journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) var en af dem, der fandt, at polarforskningens helte med den norske jernmand Fridtjof Nansen i spidsen var nyttige rollemodeller. I jagten på „det ny menneske“, der fødtes ud af 1890'erne vitalistiske drømme, åbnede han et arktisk spor i dansk litteratur. Han redigerede 1895-96 tidsskriftet Ungt Blod og 1899-1900 tidsskriftet Vagten og forsøgte at revitalisere epokens kultur.

Annonce

 Aage Bertelsens Ishule er malet i 1907, hvor kunstneren deltog i journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Nordøstgrønland. Det nationale projekt førte til banebrydende videnskabelige resultater, men kostede Mylius-Erichsen, kartografen Høeg-Hagen og slædeføreren Jørgen Brønlund livet. Aage Bertelsen, der hørte til kredsen omkring Taarnet og hellenerbevægelsen, skildrer ishulen ved Danmarkshavn med surreelt nærvær på grænsen mellem drøm og virkelighed.

Aage Bertelsens Ishule er malet i 1907, hvor kunstneren deltog i journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Nordøstgrønland. Det nationale projekt førte til banebrydende videnskabelige resultater, men kostede Mylius-Erichsen, kartografen Høeg-Hagen og slædeføreren Jørgen Brønlund livet. Aage Bertelsen, der hørte til kredsen omkring Taarnet og hellenerbevægelsen, skildrer ishulen ved Danmarkshavn med surreelt nærvær på grænsen mellem drøm og virkelighed.

Så mod 1890'ernes slutning forsvinder virkeligheden ikke kun til fordel for drømmende evighedslængsler, den vender også tilbage. Mylius-Erichsen selv søger at skærpe sin sensibilitet over for virkeligheden ved at søge den i det ekstreme. Skal de menneskelige længsler ikke længere udelukkende bemægtige sig sjælens rum, men virkelighedens krop, må den søge ud over dens kendte grænser. Mod polerne, mod det sidste ukendte land.

Det er her ude på kanten af isen, den dekadente sjæl skal vækkes til virkelighed og nyt liv. I 1902-04 står Mylius-Erichsen i spidsen for Den Litterære Ekspedition, hvor han sammen med blandt andre maleren Harald Moltke, grønlænderen Jørgen Brønlund og den unge Knud Rasmussen kortlægger den grønlandske vestkyst helt op til Thule-eskimoerne. Det resulterer i digtsamlingen Isblink (1904) med heroiske portrætdigte af ekspeditionens deltagere og syngende naturscenerier. Sammen med Harald Moltke udgiver han det antropologiske værk Grønland (1903-04), inden han begiver sig ud på Danmark-ekspeditionen, der skal kortlægge Grønlands østkyst. Han omkommer ved 79-fjorden på den grønlandske østkyst i efteråret 1907.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Det maskuline selvbillede i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476862