Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fornyelsen af den folkelige sang

Oprindelig forfatter JNF

En række af digterne i det folkelige gennembrud blev op gennem 1900-tallet eksponenter for en fornyelse af den danske sangtradition, der traditionelt føres tilbage til især Grundtvig. Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Ludvig Holstein har således været rigt repræsenteret med sangbare digte i Folkehøjskolens Sangbog, som fra sin spæde start og førsteudgave i 1894 til og med senest 18. udgave i 2006 under navnet Højskolesangbogen, har udgjort en meget betydelig kanon af digte i dansk litterær kultur.

I løbet af 1870'erne udgav folkehøjskolerne Askov, Vallekilde og Testrup en række samlinger primært med sange af Grundtvig. Disse samlinger blev kaldt Sangbog udgivet af Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler og voksede i popularitet, ligesom der efterhånden kom flere digtere samt ikke mindst salmer af Kingo, Brorson og Ingemann ind i samlingerne.

 Den bondehistoriske sammenhæng er skildret i form af en kraftfuld jysk hest, der græsser på forfædrenes gravplads, samt en lille dreng, der plukker blomster. Det er Joakim Skovgaard, der har tegnet og tilrettelagt omslaget til En Snes danske Viser (1917) i tidens jugendstil. Denne samling af Carl Nielsens og Thomas Laubs melodier til folkelige sange rummer bl. a. musikken til Jeppe Aakjærs digt: „Der dukker af Disen“. Heftet blev en forløber for Folkehøjskolens Sangbog. I 1922 udsendte Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard således den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog til 10. udgave af sangbogen.

Den bondehistoriske sammenhæng er skildret i form af en kraftfuld jysk hest, der græsser på forfædrenes gravplads, samt en lille dreng, der plukker blomster. Det er Joakim Skovgaard, der har tegnet og tilrettelagt omslaget til En Snes danske Viser (1917) i tidens jugendstil. Denne samling af Carl Nielsens og Thomas Laubs melodier til folkelige sange rummer bl. a. musikken til Jeppe Aakjærs digt: „Der dukker af Disen“. Heftet blev en forløber for Folkehøjskolens Sangbog. I 1922 udsendte Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard således den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog til 10. udgave af sangbogen.

I den 7. udgave fra 1913, som nu hed Folkehøjskolens Sangbog, blev Jeppe Aakjær første gang optaget med „Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst“ med melodi af Thorvald Aagaard, der var højskolelærer på Ryslinge og kendt som en 'folkelig' komponist. Fra og med 8. udgave går det imidlertid stærkt med optagelsen af sange fra de folkelige digteres hænder og meget ofte med melodier af de samtidige komponister som fx nævnte Aagaard samt Carl Nielsen og Oluf Ring. Fra nu af blev digtere som Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen bærende sammen med Grundtvig og Ingemann for udviklingen af den danske, nationale sang. I 1922 tog Carl Nielsen, Thorvald Aagaard, Oluf Ring og Thomas Laub initiativ til udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog, hvorved en stærk og varig tradition for at synge danske sange med ledsagelse af klaver på højskoler, i foreningslivet samt i folkeskolerne var forankret både tekstligt og musikalsk. Folkehøjskolens Sangbog eller Højskolesangbogen har sammen med Den danske Salmebog været de mest distribuerede samlinger af digte overhovedet i 1900-tal-let. Det blev det folkelige gennembruds forfattere, der med deres nye og friske syn på menneskelivet, arbejdet, naturen og det danske landskab fornyede den folkelige sang.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Fornyelsen af den folkelige sang i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476979