Opvækstens kildevæld

Martin Andersen blev født på Christianshavn, der dengang rummede dybt fattige miljøer som det, Nexø har skildret som Arken i Pelle Erobreren. Han blev det fjerde barn i ægteskabet mellem Mathilde og Hans Jørgen Andersen, der var stenhugger. Samme Hans Jørgen var indkaldt til krigstjeneste i 1864, men købte sig fri for 50 rigsdaler, hvorved det unge par stort set blev blanket af for spareskillinger, der kunne have hjulpet dem lidt i gang. Jeppe Aakjærs forældre fik på samme måde en vanskelig økonomisk start, fordi hans far også måtte købe sig fri.

Nexøs forældre fik i alt elleve børn. Flere af børnene var svagelige og ofte ramt af sygdom, og fire af dem døde, inden de nåede konfirmationsalderen. Martin var også meget svagelig og beretter således i erindringsbogen Et lille Kræ (1932) om det ene af sin barndoms grundvilkår:

Jeg var ofte syg som lille, eller rettere sagt: jeg laa ofte til Sengs. Syg var jeg i Grunden altid; til jeg blev nær op imod fyrre, tror jeg ikke jeg har været helt rask én Dag af mit Liv. Men de første otte Aar var det helt galt; den lille Organisme hade ondt ved at tilpasse sig. Jeg led meget af Kirtler, der brød ud som Saar overalt i mit Ansigt; kun Øjnene gik fri. Desuden led jeg meget af Forkølelsessygdomme, Bronkitis og Hoste; Feber fik jeg for et godt Ord.

De dybt usunde boligforhold har spillet en rolle, men familien fik dog held af at flytte fra Christianshavns lumpenkvarter til Lægeforeningens boligbyggeri på Østerbro, i dag kendt som Brumleby. Faderen fik et arbejde med mere status, nemlig som brolægger, mens moderen tjente penge ved at udbringe aviser og drive lidt småhandel med blandt andet kirsebær, så der var udsigt til bedre tider for familien. Desværre ramtes faderen af arbejdsløshed i 1870'erne, og bunden under familien blev igen skrøbelig. Den Andersen'ske familie rejste i 1877 til Bornholm, som faderen stammede fra, og fik bolig i et baghus nær vandet i Neksø.

I 1890'erne skrev Martin Andersen nogle fiktive rejsebreve, som han solgte til det norske blad Illustreret Familieblad, og det var i den anledning, Martin føjede bynavnet Nexø til sit navn. Livet på solskinsøen Bornholm havde nogle kvaliteter i form af naturoplevelser for drengen Martin, men ellers var det småt med glæder. Faderen fik arbejde i stenbruddene, forsøgte sig også som selvstændig entreprenør, men det meste lykkedes dårligt for ham, ikke mindst fordi han havde et stejlt og vanskeligt sind, der ustandseligt bragte ham i vanskeligheder. Nexø fortæller i sine erindringer, hvordan faderen var en indædt modstander af den fagbevægelse, der så småt var ved at dannes, og kæmpede imod med næb og kløer, men da en formand i stenbruddet en dag roste ham for ikke at være medlem af en fagforening, ja, så gik han direkte op og meldte sig ind. Faderen satte ved valgene demonstrativt sit kryds ved partiet Højre, der ellers repræsenterede den magt og det borgerskab, han hadede. Den stærke, ambitiøse, dygtige og begavede mand var fuld af modsætninger og indre dæmoner.

Familien boede en overgang i eget hus, men tilværelsen skred snart under dem. Faderen, der efter tidens skik fik en fjerdedel af lønnen for det hårde arbejde i stenbruddet udbetalt i brændevin, blev efterhånden stærkt drikfældig, og hans voldsomme fremfærd og brutalitet i hjemmet steg. Til sidst blev parret skilt, og faderen drog til København, hvor han gik helt ned i det sociale dynd og drak sig ihjel, mens moderen fortsat sled og slæbte som vaskekone for at holde sammen på stumperne af et hjem.

Den rå og vanskelige barndom, som jo alligevel rummede solstrejf og glimt af lykke, forblev siden en uudtømmelig kilde for den voksne forfatter, der gang på gang er nede i dette stof fra Christianshavn og Bornholm. Det er også den vanskelige barndom og ungdommen med dens nye muligheder, der fylder beretningerne mest i Nexøs serie af erindringsbøger: Et lille Kræ (1932), Under aaben Himmel (1935), For Lud og koldt Vand (1937) og Vejs Ende (1939).

Det portræt, Nexø tegner af sine forældre, er komplekst, som hans hele forhold til dem var det. Det er klart nok moderen, han rister den kærligste rune, og han erklærer hende gang på gang sin store og uforbeholdne sønnekærlighed i erindringerne. Hun svigtede ikke, men sled og slæbte for at holde sammen på tingene, ligesom hun havde overskud til kærlige klap og varme smil. Alligevel er hans kærlige karakteristik iblandet en beklagelse over, at hun ikke tidligere stod fast over for faderens tyranni. Faderen er selvfølgelig den, der vælter og ødelægger tilværelsen for familien, men han er også i Nexøs erindringer den, der har skjulte kompetencer, vilje til modstand, fantasi og et egensind, der skaffer ham og familien mange ulykker på halsen, men som også kan være drivkraften i arbejderklassens bestræbelser på befrielse. Det er således et ambivalent billede, Nexø som en moden mand og erfaren forfatter kan tegne af stenhuggeren Hans Jørgen Andersen, som ikke ville finde sig i at være en lumpen proletar, men som til gengæld ødelagde sin familie og sit liv med sine kejtede befrielsesforsøg. Der findes rundt om i Martin Andersens forfatterskab mange og meget forskellige mandspersoner, som rummer sider af faderbilledet. Det gælder den brutale stodder af en far i Familien Frank, men det gælder også en skikkelse som Stærke Erik i Pelle Erobreren, der gør et afmægtigt oprør mod magten på Stengården, men som ødelægger sig selv derved. Det er i romanens univers første gang, Pelle får indsigt i oprøret og modstandens muligheder, og det er som en sådan uregerlig, om end også selvdestruktiv skikkelse, faderen eksisterer som billede i den voksne Martin Andersen Nexø.